Weekendavisen den 24. september 2026
1%. Også sidste bind af Maren Uthaugs procenttrilogi fremstår som en godt tænkt, men banalt udført lignelse.
Maren Uthaug: 1%. 350 sider. 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Vil samfundet i fremtiden kunne renses helt for hanner, fordi en fremavlet penisplante kan gøre kvinder gravide? Vil sæden fra en menneskeavlshan kunne insemineres i en hun af chimpansearten bonobo, der lever i et velorganiseret socialt matriarkat, hvor seksuelle relationer ikke kun har reproduktive formål?
Disse to spørgsmål danner grundlag for Maren Uthaugs nye roman, 1%, der afrunder den populære trilogi, som også består af 11% og 88% og skildrer et kvindedomineret fremtidssamfund.
De 11 procent refererer til det antal af hanner, der var brug for til reproduktion uden indavl, mens de 88 procent henviste til den procentdel af kvinder, som mente, at mænd var for farlige til at lade gå frit omkring. Og den ene procent peger på den mængde af kvinder, der faktisk tør leve sammen med fritgående mænd.
Deraf kan udledes, at kvindernes undertrykkelse af hannerne kun er taget til i trilogiens tidsforløb. I den sidste roman lever små grupper af kvinder sammen med de få, frie mænd i isolerede øsamfund. Her lever man som i 1990erne:
»Klodens bedste tid, som de kaldte det. Et liv fyldt med komfort, underholdning og glimrende kunstnere på alle felter. Og som det vigtigste var det den sidste epoke i verdenshistorien, hvor der var ligestilling mellem kønnene. Da årtusindet skiftede, kom feminismen på mode, og derfra gik det kun ned ad bakke for mændene.«
Svarene på de to spørgsmål om kvindernes reproduktion er vitale: Hvordan skal samfundet udvikle sig? Skal hannerne udryddes? Det mener tilsyneladende majoriteten. Eller skal der fremavles en ny type hanner? Det prøver i hvert fald én modig kvinde.
I HVILKEN VÆGTSKÅL Maren Uthaug lægger sit lod, opklares i romanens slutscene. Her angriber en stor flok sorte krager urkvinden Inga, der genopstår, hver gang hun dør. På den måde skaber forfatteren passage bagud i værket, idet den Hitchcock-agtige fuglescene korresponderer med et gennemgående motiv fra 88%, hvor Inga og kragerne minder os om generationernes og inkarnationernes gang. Trilogiens samtid er jo lige så meget fremtid for vores nutid, som kong Christian 4. er fortid.
Men kragesymbolikken er ikke placeret i romanens kulmination for effektens skyld alene. Den spiller en aktivt konkluderende rolle, for forudsætningen for, at Inga kan genopstå, er, at hun dør. Spørgsmålet er bare, om der også venter en genopstandelse for populationen af hanner.
Når romanen er bedst, læner den sig op ad kulturhistorien og zoologien, ikke mindst i skildringen af chimpansearten bonobos sociale organisering med hunnerne som de magtfulde, og ikkereproduktiv sex som en del af gruppens kontrol og konfliktløsning.
Når romanen er mest uforløst, svælger den i populærkulturelle referencer til 1990erne, som jeg primært husker som distanceret, ironisk og præget af en ubegrundet jubeloptimisme. Måske er årtiet velvalgt som vendepunktet, hvorefter en »udfasning« af mændene begynder, men Maren Uthaugs ironiske behandling af ironiens årti virker – snarere end litterært handlingsmotiveret – personligt lystbetonet.
Trilogien skal utvivlsomt læses som en kritik af postfeminismen og en påmindelse om, at undertrykkelsen stadig pågår. Drabet på hannerne i fremtiden handler naturligvis om misogyni i nutiden. Men kan trilogien også læses som en advarsel imod fremkomsten af et ekstremt gynokrati? Der opereres med en tidsregning, hvor vi befinder os, efter at »feminismen gik for vidt«, og frihedskamp og terror har det jo med at smelte ofte sammen …
Måske Maren Uthaugs tre romaner i virkeligheden skal læses som en lignelse om den fascistiske antihumanisme i vor tid? Hvorfor egentlig ikke? Konfronteret med Anden Verdenskrigs ondskab tyede Karen Blixen til den gotiske guvernantegyser Gengældelsens veje (1944) og Martin A. Hansen til den pikaresk-fabulerende Jonatans rejse (1941) om smeden, der fangede Fanden i en flaske.
Maren Uthaugs behov for det gakkede kan vel ses som en reaktion på tidernes ugunst, et opgør med den apokalyptiske stemning i en verden, hvor klimakrisen, krigskrisen og menneskeracer på flugt minder os om apokalypsen.
DET ER INTERESSANT at tænke på procenttrilogien om et fremtidigt matriarkats terror som en litterær reaktion på vor egen tids dystopiske tendenser. I den forstand har værket en anerkendelsesværdig dybde under overfladen. I pressemeddelelsen citerer forlaget Maren Uthaug for, at 1% har været sjov at skrive, »for jeg har givet sig selv lov til at gakke mere ud, end jeg gjorde i de to foregående bøger, hvor jeg forsøgte at forholde mig mere seriøst til verdenshistorien«.
Det gakkede er jo også Maren Uthaugs varemærke som satiretegner, så hvorfor ikke? Problemet er, at det, der er originalt tænkt, er banalt skrevet. Og når forfatteren »gakker ud«, fremstår den humoristisk-satiriske sitcomprosa måske nok med et idérigt potentiale, men samtidig som en kæntret litterær realitet, blottet for sproglig gnist.
Jeg troede fra begyndelsen meget på Maren Uthaug, men senere tog tvivlen over, og nu, hvor jeg tager afsked med forfatterskabet, står jeg tilbage som den ene procent, alt imens de øvrige 99 procent styrter afsted til boghandleren.