Weekendaviden den 12. juni 2026
Agnes von Kurowsky. Har Mich Vraa skrevet en solidarisk roman, eller spekulerer han i en kvindes skæbne?
Mich Vraa: Jeg er ikke Catherine. 372 sider. 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
I 1918 var den unge Ernest Hemingway indlagt på et amerikansk Røde Kors-hospital i Milano, efter at han var blevet kvæstet som ambulanceredder ved fronten. På hospitalet forelskede den 19-årige amerikaner sig i sin sygeplejerske, den syv år ældre landsmand Agnes von Kurowsky, og de to havde en affære.
I 1929 udkom romanen Farvel til våbnene, baseret på Hemingways oplevelser i Italien, herunder affæren. I romanen hedder sygeplejersken Catherine Barkley. Agnes von Kurowsky anede ikke, at hun havde stået model til en romanfigur, og resten af sit liv led hun under den berømmelse, romanen skaffede hende på halsen.
Denne snart 100 år gamle autofiktion er altså fast pensum for alle, der beskæftiger sig med den tragiske Hemingways jagt på sin egen maskulinitet og mytologi. Og nu knopskyder historien. Mich Vraa har nemlig gjort en romanfigur ud af den kvinde, der blev gjort en romanfigur ud af. Det åbne spørgsmål er, om han frisætter Agnes fra Ernest, eller om han bekræfter hendes skæbne?
Jeg er ikke Catherine er en godt skåret underholdningsroman, der ikke viger for det melodramatiske (det gjorde Hemingway heller ikke), når den stoiske sygeplejerske møder den unge mand, der brændte for at komme i krig, men måtte nøjes med at være samarit, fordi hans syn ikke var godt nok. Omvendt var det med hende, der først var bibliotekar, men derefter uddannede sig til sygeplejerske for at kunne gøre en indsats i Europa under Første Verdenskrig.
Ernie og Ag forelsker sig. Han bralrer op, han digter og lyver, han drikker som en svamp, han kurtiserer og frier og fabler om en fremtid med hende. Men dybest set er han en verdensmand uden jordforbindelse. Hun, derimod, tænker rationelt. Og bryder forbindelsen. Det var en stærk og ærlig passion, men uden fremtid.
Nogle år senere erfarer hun, at han har brugt deres kærlighedsaffære som romanstof, og Farvel til våbnene følger hende som en dyb ærgrelse. Og så en dag, mange år senere, går hun sammen med sin mand ind på en bar i Havana, Cuba. Pludselig ankommer en ældre mand med gråt, næsten hvidt skæg og et rødt ar ned over panden:
»En mand som ville blive genkendt overalt hvor han gik. Ernest Hemingway. Han var vanvittig fuld. Bartendere og udsmidere i enhver civiliseret storby ville have smidt ham på porten efter et enkelt blik på hans blussende ansigt, svømmende øjne og åbne, plaprende mund (…), og jeg hørte andre gæster råbe til ham, nærmest messe hans tilnavn – Pa-pa, Pa-pa, Pa-pa – som om de heppede på en toreador i en spansk tyrefægterarena.«
Papa Hemingway var først i 50erne, men lignede en mand på 80. Deres øjne mødes i et par sekunder, hun synes, at hun kan høre ham sige hendes navn, »Ag … Ag – men det måtte være indbildning.«
Scenen er udpræget klichefilmisk med al sin sammenbrudssymbolik og menneskelige forfaldsæstetik. Det er karakteristisk for Mich Vraas rørstrømske fortælling, der er skrevet med effektivt håndelag. Man læser sig let igennem den planjævnede prosa, der ikke rummer nogen overraskelser, hverken handlingsbiografiske eller litterære.
MICH VRAA FØLER, tror jeg, en stærk forståelse for Agnes von Kurowsky, som han skildrer som et begavet menneske med integritet og værdighed.
I et efterord noterer han, at der er skrevet flere tusind bøger om Hemingway, mens hun oftest nævnes som »en biperson i den navnkundige mands historie«. Kun Hemingway In Love And War (1989) sætter hende i centrum, skriver han, blandt andet med uddrag fra hendes dagbog og breve fra tiden i Milano.
I centrum, ja. Men ikke i titlen. Den fik Papa for sig selv. Derfor kunne man godt have undt Agnes von Kurowsky, at Mich Vraas romantitel havde betonet den, hun var, og ikke den, hun ikke ville være, altså Jeg er Agnes i stedet for Jeg er ikke Catherine.
Ved at skrive en roman om en romanperson, der ville ønske, at hun ikke var en romanperson, har Mich Vraa lagt sig oven på Ernest Hemingway, der havde lagt sig oven på Agnes von Kurowsky, som dermed er blevet en romanperson for anden gang. Det lider hun naturligvis ikke under, for hun er død, men alligevel kan jeg ikke slippe den tanke, at Mich Vraa med sin faste fokusering på Hemingways slagskygge – og med den besværgende romantitel – lukrerer på hendes ærgrelse og lidelse.
Jeg er ikke Catherine ligner ganske vist en solidaritetshandling, men jeg opfatter den også som en spekulation i en skæbne. Forfattere må naturligvis hvad som helst, for alternativet er værre, men Agnes von Kurowsky har fortjent en helt anden slags bog. Ikke en roman, men en mere samvittighedsfuld dokumentarfortælling, så hun ikke igen skal fiktionaliseres, denne gang ganske vist under sit eget navn og skæbneflag, men stadig som figurler i forfatterhænder. Denne gang blot ikke en mesterfortællers.
.