I forhallen

Weekendavisen den 7. august 2026

Flaskepost. Da Københavns nye hovedbanegård åbnede i 1911, blev den hyldet af forfattere og fik gæsterne til at spærre øjnene op.

DA JESPER RAVN var forelsket i Mona, Mona, Mona, og klassen skulle på lejrskole oppe i Nordsjælland et sted, skulle de mødes under uret klokken ti.

Det ved enhver, der kan synge med på Søren Kragh-Jacobsens pubertetsklassiker fra 1975, »Kender du det?« – og hvem kan ikke det?

Under uret er et legendarisk sted på Københavns Hovedbanegård, hvor vi stadig samles, når familier, skoleklasser, håndboldhold, kærester, kolleger og kammerater skal ud at køre med tog. Mens jeg skriver dette, og mens De læser det, er der nogen, der venter på nogen under uret i den 115 år gamle banegårdshal.

Københavns tredje banegård blev indviet i 1911 (den første i 1847, den anden i 1864), og denne sommer er turen kommet til en oprydning i æstetik og funktion i den arkitektursmukke ankomst- og afgangshal, som siden 1994 har været hærget af et uskønt butikscenter.

Nu har det underlige miskmask af Matas, Forex, 7-Eleven, en souvenirbutik, en hælebar, et apotek og sågar en filial af guldhandleren Tavex (smart nok, hvis De lige stod og manglede en guldbarre på farten) veget pladsen for en renovering til næsten en halv milliard kroner over de kommende par år.

Hovedbanegårdens afgangshal anno 1911. Den nye banegård var i starten opdelt i en afgangs- og en ankomsthal. Ned igennem den store hal var en »ø« med bagageekspedition, og hver side af hallen havde sine egne trapper ned til perronerne. Credit: DSB

MÅLET ER EN mere overskuelig, tryg og moderne station. Derfor er en elendig fastfoodbar heldigvis også lukket, men to burgerkæder holder skansen der, hvor der oprindeligt var ventesal for 1. klasse og 2.-3. klasse, aviskiosker og restaurationer med stivede hvide duge og tjenere, der svingede bakker med øl og smørrebrød og kaffe og wienerbrød. Sic transit gloria mundi.

Men mens entreprenørerne arbejder i arkitekt Heinrich Wencks fine banegårdshal, kan vi skrue tiden tilbage til dengang, hvor det hele var nyt, nyt, nyt.

I januar 1911 skrev Johannes V. Jensen en begejstret artikel i Illustreret Tidende, hvor han sitrende af forventning så frem mod det nye København, som rejste sig i kvarteret omkring den nye banegård:

»For 16-17 Aar siden, da jeg første Gang som forskrækket Student rullede ind paa Københavns Banegaard, var det den gamle skumle Længe, som jo er i Brug endnu, men dødsdømt. Lige overfor paa den anden Side Gaden rejser sig den ny, ikke køn men ny, rummelig og lys, topmoderne, og den skal være Porten ind til København for Fremtidens smaa Studenter.«

Den længe, som Johannes V. Jensen dødsdømmer, er resterne af byens anden banegård, som lå på den anden side af Vesterbrogade, hvor Axelborg og Palads-biografen ligger i dag. Mens den var skummel, er den nye moderne, uden at være køn – men forfatteren glæder sig:

»Jeg elsker at komme med Toget ind i en høj, vældig Banegaardshal, hvor Rummet toner og Piftet af vor Maskine, som vi syntes var saa kolossalt, dør bort i Tumlen som en ren Legetøjspibe.«