I det skamfulde rum

Jesper Steins forfatterskab erobrede nyt land, da han med den fine erindringsroman Rampen (2021) afveg fra krimierne om Axel Steen, og siden har han fastholdt en vellykket udvidelse af sit litterære repertoire med Ædru (2022) samt Lejr (2025) og nu Terræn, to nærbeslægtede romaner, der med perfektion udstiller det patetiske i tiden.

Terræn nævner det ikke med et ord, så nye læsere har ikke en chance for at gennemskue det, men romanen er en fritstående fortsættelse af Lejr. Hvorfor det ikke fremgår, forstår jeg ikke, for som altid er det en fordel at kende forhistorien for at forstå helheden. Jeg anbefaler derfor, at man læser de to romaner i kronologisk rækkefølge. Det fordobler udbyttet.

I Lejr mødte vi Kaspar, kriseramt kulturjournalist i DR, som var blevet skilt fra kunstneren Gitte, efter at han havde gjort skandale ved hendes seneste fernisering. Nu har han sine to børn med på afbud på en sommerlejr på Røsnæs med en gruppe selvretfærdige akademikere og selvhøjtidelige kunstnertyper, som han nok kender, men ikke er fortrolig med. Det går pænt galt.

Terræn, den nye roman, begynder med en vidunderlig begravelsesscene fra Vor Frue Kirke. Kaspar er død. Bårebuketter, kranse, grædende børn, sørgende venner, kulturpersonligheder, forlæggere, forfattere, politikere, »Se nu stiger solen«.

Men så river Kaspar sig løs fra sine egne tanker. Han sidder i bilen på vej mod Skagen og har det lækkersørgeligt ved at fantasere om sin egen død: »Kunne man bare være der og se det! Høre, hvad de siger! Mærke sin betydning. Det her kan han aldrig fortælle nogen om.«

Nej, fantasiens »fryde- og skamfulde rum«, som han kalder det, er dybt privat og inderligt patetisk. Og så er det den ideelle ouverture til det, der skal følge.

I TERRÆN ER Kaspar kommet videre. Han er med en vis succes debuteret som forfatter, og nu har forlaget sendt ham til refugiet Klitgaarden i Skagen, hvor han skal arbejde på sin næste roman i et stimulerende og kreativt miljø blandt andre kunstnere og forskere. Men hvordan finder han sin plads i fællesskabet og hierarkiet?

I Lejr var det især machomaleren Rob og krimiforfatteren Morten, der udfordrede Kaspar, to nådesløst satiriske mandekontrafejer, og i Terræn strammes skruen en tand med det helt vidunderligt morsomme portræt af hele Danmarks superkendis, professoren Kåre, en mand, der giver svar på tidens største udfordringer med udgangspunkt i »tilknytningsteorien, indianske dødsritualer, dna-prøver fra stenalderen, morfologiske fund fra den sene istid, Platons hulelignelse eller målinger af jordens elektromagnetiske felt«.

Kåre får, så hatten passer. Han er »professorkongen, miljøforkæmperen, den intellektuelle schweizerkniv, følelsesmenneske, befolkningsberoliger, krystalkugle med kontakt til verdens oprindelige folkeslag, indfølende, indsigtsfuld med mærkesager, alle kan forstå, og et svar på alt, også det, han ikke kan svare på.«

Som om det ikke skulle være nok, medvirker han også i Mads og Monopolet, har sin egen podcast sammen med en kok, en fodboldspiller, en influencer og en standupper, ligesom han råder over landets største forskningsbevilling og er formand for Fremtidskommissionen. Og så råber han »Mærk pikken!«, når han knalder sin unge ph.d.-studerende.

Koger det over? Nej. Jesper Steins sardoniske satire bobler godt, men bliver i gryden. Kåre er nemlig ikke bare en person, men selve sindbilledet på det selvfikserede menneskes behov for eksponering og bekræftelse.

Terræn er ikke kun en raffineret roman om de kulturelle koder og den subtile sociale kontrol i den kreative klasse (samme materie som i Lejr), den er også et fint bidrag til tidens litterære strøm, der søger at give magten tilbage til naturen ved at anerkende dens vilje.

Jesper Stein skal nok komme til at skrive flere krimier (følg pengene!), men forhåbentlig vil han også fortsætte sin læseværdige serie om den på én gang flossede, succesfulde, ombejlede og ensomme Kaspar.

Det er en gedigent god og indsigtsfuld roman om livet i det skamfulde rum, måske også Jesper/Kaspars svar på det, som han ikke kan svare på, dertil fortalt i et klart og stilsikkert sprog.