Weekendavisen den 13.. maj 2026
Rummet. Som en roman om kyniske mediemænds magtnetværk er Hilde Rød-Larsens I hvalens bug for tøvende og tam.
Hilde Rød-Larsen: I hvalens bug. Oversat af Betty Frank Simonsen. 230 sider. 249,95 kr. Gutkind.
En trilogi består normalt af tre romaner, der hænger sammen og er skåret over den samme læst. Men den konvention bryder norske Hilde Rød-Larsen med Pantalone-trilogien, hvor første bind mindede om streamingtjenesternes banale juleromancer, og andet bind er en miniatureroman tilsat avisoverskrifter og gadeinterviews med tilfældige mennesker i Oslo. Gad vide, hvilken stilart forfatteren vælger til den sidste roman?
I hvalens bug kaldes en uafhængig fortsættelse af I Pantalones hus, men det er noget sludder, og jeg fatter ikke, hvilken nytte sådan en forbrugervildledning gør. Har man ikke læst den første roman, er man på herrens mark, for det hele hænger sammen.
Hvis man til gengæld har læst den første roman, som var en ganske interessant oplevelse, skal man naturligvis også læse videre her, hvor vi møder Jonas, fraskilt far i midten af 30erne, som er helt alene i en lånt lejlighed i Oslo i sommeren 2025, mens ekskonen og sønnen er på ferie i Sydfrankrig med hendes nye mand.
I den sommerhede by løber Jonas ind i Maud, der er datter af en af Jonas’ fars venner. Som børn kendte de hinanden, men siden har de ikke haft kontakt. Da de genopfrisker fortiden, viser det sig, at de har fælles minder om fester og gæster, når fædrene omgav sig med deres mange venner og forretningsforbindelser.
Jonas’ far var en stor kanon i forlagsbranchen, mens Mauds far drev et succesfuldt reklamebureau. Ingen af børnene er gået i fædrenes fodspor, Jonas læser slet ikke romaner, og Maud har helt bevidst distanceret sig fra alle forventninger og skabt en negativ social mobilitet ved at blive frisør.
Maud inviterer spontant den socialt kejtede Jonas til sin fødselsdag, hvor han møder Mauds veninde fra gymnasiet, Abi, og pludselig opstår sød musik. Til sidst mødes de alle tre over et par flasker orangevin, hvor Maud fortæller Jonas nogle sandheder om deres fædre. Det handler ikke mindst om »Rummet«, et uformelt mødeforum for en gruppe magtfulde mænd.
MAUD HUSKER TILBAGE til sommeren 2004, da hun var 18 år. Hendes far var i fuld gang med at ændre strategien for sit reklamebureau Simulakrum:
»Der blev hentet folk ind, som arbejdede med strategiudvikling, krisekommunikation og omdømmeopbygning. At de også arbejdede med omdømmenedbrydning, blev der selvfølgelig ikke reklameret for, men det havde længe været et speciale for en lille gruppe indadtil i firmaet og en nøje udvalgt ekstern kreds. Denne gruppe kaldte sig Rummet.«
I dette hemmelige mødeforum sørger magtfulde folk for at dække hinanden, de klør hinandens rygge og afværger afsløringer og skandaler om alt fra økonomisk kriminalitet til voldtægt. Som Maud siger: »Folk skulle bare vide, hvor meget de der norske samfundsspidser svømmer rundt i den samme pisvarme infinitypool.«
Her bør man bemærke, at Rummet udspringer af Simulakrum, hvis navn er alt andet end tilfældigt; jeg stiller om til lex.dk: »Noget, der foregøgles eller forekommer bedragerisk (…) en kulturel tilstand, hvor det ikke er muligt at skelne mellem noget oprindeligt og dets erstatning, mellem det ægte og det simulerede.«
Dette er et stærkt signal. Vi er alle ofre for magt og manipulation. Men nogle af os er så tæt på de magtfulde og manipulerende, at vi mister distancen – og dermed os selv.
Hilde Rød-Larsen ved, hvad hun taler om. Hun har selv sagt, at hun skammer sig over at have boet i en lejlighed i Paris, som hun lånte af Jeffrey Epstein, der kløede ryg med hendes far, diplomaten Terje Rød-Larsen. I forrige uge blev der føjet et tragisk kapitel til familiens historie, da det skandaliserede diplomatpar Terje Rød-Larsen og Mona Juuls søn, Hilde Rød-Larsens halvbror, tog sit eget liv.
NÅR VI BEVÆGER os fra I Pantalones hus til I hvalens bug, begynder der at tegne sig et billede. Den første romantitel lånte motiv fra en lidt ynkelig commedia dell’arte-figur, en gammel herre eller fader, der har mistet sin vitalitet, og den anden roman lægger sig op ad Bibelens fortælling om profeten Jonas, som nægtede at fælde dom over den syndige by Ninive, selvom Gud havde givet ham den opgave. Så slugte hvalfisken Jonas for at vise, at man ikke kan flygte fra Guds vilje. Men Gud er også nådig, så både Jonas og Ninives befolkning blev tilgivet.
Mænd, der mister vitalitet (og magt), og trodsighed, der tilgives. Gad vide, hvad det sidste titelsymbol bliver, nu hvor vi har været i Pantalones hus og i hvalens bug. Måske i den pisvarme infinitypool?
Romanstilistisk er I hvalens bug et underligt eksperiment, hvor den egentlige prosafortælling er behængt med 49 sparsomt beskrevne sider med nyhedsoverskrifter om Ukraine, Gaza, Trump, klima, AI med mere og 13 sider med hverdagsberetninger fra autentiske osloensere (»Mand, 49 år«, »Kvinde i midten af trediverne«).
Af Hilde Rød-Larsens to sider overgearede taksigelse bag i bogen fremgår det, at hun har indsamlet disse historier på gaden, mens hun skrev romanen. Hvorfor? Måske fordi selve Oslo nærmest er en karakter i romanen på linje med personerne, og forfatteren gerne vil vise os byens sammensatte livsskæbner. En fin idé, men uden udbytte.
Det fremgår desuden af takkeskrivelsen, at Hilde Rød-Larsen har skrevet romanen i realtid, altså i løbet af den sommer, hvor den foregår, til udgivelse umiddelbart efter. Hvorfor dette konceptuelle greb var nødvendigt, har jeg ikke gennemskuet endnu.
Mens jeg holder en tvivlende distance til de påmonterede avisoverskrifter, små borgerfortællinger og romanens to sider lange og overflødige kildeliste, er jeg glad for den vidunderlige anskuelsesundervisning, som bogen slutter med, nemlig en afskrift af Googles AI-oversigt om I hvalens bug fra 25. juni 2025, hvor romanen altså ikke var udkommet endnu.
Den kunstige intelligens har korrekt opsnappet, at Hilde Rød-Larsen er forfatteren, og derefter hallucinerer den sig frem til, at det er en bog om havet, døden, kærlighed og plastforurening med særligt fokus på næbhvaler. Hahaha!
HILDE RØD-LARSEN debuterede med den stærkt omdiskuterede Diamantaftener (2022), som affødte en række spørgsmål om forfatteretik, virkelighedsrelationer og genkendeligheden af autentiske mennesker. Lige så konkret er den aktuelle trilogi ikke, men en vis principiel spejleffekt har den jo nok for en kender af norsk kulturliv.
Som en sommerroman om voksne menneskers forsigtige forelskelse er I hvalens bug både fin og nænsom. Men som en roman om ublu og kyniske mediemænds magtnetværk er den for tøvende og tam. Hvis den viser sig at være en velplaceret trædesten til trilogiens finale, hvad den så end kommer til at gå ud på, kan jeg forhåbentlig revidere mit mismod, for dybest set har jeg stadig fidus til Hilde Rød-Larsens romanprojekt.