Humanister og maveopsprættere

Weekendavisen d. 20. marts 2026

Vidnesbyrd. Vanviddet i Auschwitz beroede på et magthierarki, hvor fanger vogtede andre fanger, og jøder undertrykte jøder.

József Debreczeni: Koldt krematorium. Beretninger fra landet kaldet Auschwitz. Oversat af Leif Martin Sand. 295 sider. 249,95 kr. People’s.

Med en vis forskrækkelse har jeg konstateret, at jeg er blevet ramt af en slags lidelsesgalvanisering. Jeg har indset, at jeg er begyndt at læse vidnesbyrdlitteratur fra Auschwitz og omegn med en køligt konstaterende distance, som om jeg noterer rædslerne uden rigtig at mærke dem. De bøger, som forlæggere og litteraturkritikere tit kalder »uafrystelige«, ryster mig ikke.

Sådan en bog er den ungarske forfatter József Debreczenis Koldt krematorium, en på alle måder væsentlig dokumentarskildring af forfatterens desperate overlevelseskamp i Auschwitz og nogle satellitlejre, hvor han led under vold, tvangsarbejde og sult, indtil han på dødens rand blev evakueret af sovjetiske tropper.

Bogens litterære, historiske og moralske relevans er uigendrivelig, og i litterær kvalitet står den ikke meget tilbage for det, som vi tidligere har læst hos forfatterens landsmand Imre Kertész i De skæbneløse, hos polske Tadeusz Borowski i Hos os i Auschwitz eller hos italienske Primo Levi i Hvis dette er et menneske. For ikke at nævne Elie Wiesel, Charlotte Delbo, Jean Améry og dystre, tunge lyrikere som Paul Celan og Nelly Sachs.

Der er derfor ingen tvivl om, at József Debreczeni taler til mig, og jeg lytter, men der hvor mine følelser bør være i uro og oprør, er de i ro. Som om min moralske anfægtelse har fundet sig til rette, er resigneret.

MÅSKE SKYLDES DET en metamorfose, som den József Debreczeni ser, når han skildrer fornedrelsen af de deporterede, der efter to dage i en godsvogn er blevet gennet ud for at gå på lokum i et skovbryn. Han betoner det umenneskelige ved de hugsiddende fanger og nazisternes nybarberede ansigter:

»Jeg tror, at det var i den udsprungne skovkant ved banelegemet et sted i det østlige Europa, at den forunderlige metamorfose skete. Dér blev menneskene i det plomberede helvedestog til dyr. Ligesom så mange andre; hundredtusinder, som vanviddet fordrev fra femten lande med kurs mod dødsfabrikker og gaskamre.«

Jo mere jeg læser om Auschwitz, hvor »racevanviddets amokløbere har sammenstuvet hundredtusinder af fordrevne«, jo mere jeg konstaterer ondskabens brutale realitet, jo mere står mine følelser i stampe, som om de er blevet lammet.

Jeg genkender alt om lidelsen, lusene og den vilkårlige vold, og jeg forundres over effektiviteten i tyskernes organisering. Selv er de kun minimalt til stede i lejren. Vanviddet beror på et spidsfindigt magthierarki, hvor nazisterne udpeger lokale ledere blandt de deporterede, så fanger vogter fanger, og jøder undertrykker jøder. Hvilken forbløffende udnyttelse af menneskets flair for egoisme, vold og magt:

»Dörnhaus’ lejraristokrati er indviklet og sygeligt vildtvoksende. Der er nok fem tusinde i det kolde krematorium, da vi ankommer. Heraf har mindst fem hundrede en position og udøver på den ene eller anden måde magt som boss.«

József Debreczeni opregner herefter de forskellige rangklasser, fra lejrældste og ned, deres opgaver, deres magtniveau, deres voldsmetoder, til sidst ligbærerne, der har pligt til at afregne de dødes guldtænder:

»Vores SS-vagter bor for sig i en mindre kontorbygning. De viser sig sjældent, alt foregår gennem deres häftlinge-håndlangere og disses vilje. Seks tusinde mænds liv og død, plage og lindring, afhænger af de to lejrkonger.«

OM TYSKERNE SKRIVER József Debreczeni: »Et underligt folk. Fuldt af selvmodsigelser og forbløffende yderligheder.«

Han sætter bakteriologen Robert Koch over for Ilse Koch, »alletiders mest perverse massemorderske«, og Kepler over for Himmler: »Både mennesker besat af trang til viden, men også andre, der graver civilisationens grav. Både humanister og maveopsprættere.«

Som skribent er József Debreczeni en mangesidet stilist, der kan skifte tone på elegant vis.

Her er han inderlig og anråbende: »Kom, kunstnere med pen, kridt, sten og pensel, I, der har forsøgt at vise ledelsens og dødens grimasse; I, som ser dødsdans, indhugger gru, beskriver helveder, kom!«

Her er han nøgtern og melankolsk: »Apati. Jeg ønsker ikke livet, heller ikke døden. Ingen af dem lover godt.«

Her er han resignerende poetisk: »Det er ikke slemt at ligge sådan her. Med åbne øjne uden at se noget, eller at mærke min stofløse lethed dovent forsvinde bag den fyrstelige ligegladheds baldakin.«

Og her sætter han symbolsproget fri: »Som en lysende fakkel trænger befrielsens morgengry ind i det kolde krematorium.«

JÓZSEF DEBRECZENI ER måske ikke først blandt ligemænd, men han tager sin selvfølgelige plads i vidnesbyrdlitteraturen ved siden af Imre Kertész, Tadeusz Borowski, Primo Levi, Jean Améry og andre.

I lighed med deres bøger omtales Koldt krematorium som et genopdaget værk. Gad vide, hvorfor den slags bøger først skal fortrænges og glemmes, før de kommer til deres ret?

Selv sidder jeg tilbage og ærgrer mig over, at så fremragende en bog om humanismens kollaps og maveopsprætternes kynisk-intrikate fangehierarki ikke for alvor trænger gennem min galvanisering. Det er en forunderlig metamorfose.