Weekendavisen den 24. april 2026
Ibsen. Norske Helga Flatland skriver kynisk-realistisk socialsatire om et amatørorkester.
Helga Flatland: Så gør vi sådan. På dansk ved Lotte Kirkeby. 312 sider. 299,95 kr. Turbine.
En lavlæsser bugserer en 50 ton tung gravemaskine gennem Skien i det sydlige Norge. Der skal lægges kabler og rør til Googles nye datacenter. På vejen rumler maskinen forbi et forsamlingshus, der blev bygget i 1960 med en tagkonstruktion af billigt stål af uvis oprindelse. Inde i huset befinder tre mennesker sig, smukke Birgitte, orkesterleder Ebba, og Anton, der går til kurser i vredeshåndtering for at kunne opnå samkvemsret med sine tvillingesønner. Vibrationerne fra gravemaskinen og energien fra de seismiske bølger bevæger sig op gennem bygningen, og pludselig svigter den første tværbjælke:
»Og så bliver belastningen for stor til resten af dem, de giver efter én efter én og knækker. Taget braser sammen over Anton, Birgitte og Ebba. Katastrofen er et faktum. Eller hvad? Og hvad betyder tre almindelige liv til eller fra i øvrigt her i verden?« skriver den altid gode norske forfatter Helga Flatland i Så gør vi sådan, en roman om, hvordan vi går rundt om en enebærbusk og passer vores gøremål, mens verden braser sammen omkring os.
Med til historien hører, at Anton først må verfe en lille fyr ved navn Max til side, før han kan komme ind i forsamlingshuset. Hvorfor forstår vi ikke. Ikke til at begynde med, men som historien udfolder sig retrospektivt, får vi naturligvis den underliggende og ulykkelige forklaring, der dybest set handler om, hvordan de voksnes konflikter kontaminerer børnenes liv. Det er skrevet med menneskeligt klarsyn og narrativ behændighed.
Så norsk, som norsk kan være, er scenen sat i et amatørorkester af den slags, som Norge er så rig på. Over hele landet går messingblæsere i optog, mens de spiller populære melodier, her ikke mindst filmmusik.
I KREDSEN OMKRING Skien Uafhængige Musikorkester møder vi en gruppe mennesker, der enten nyder eller lider under deres gensidige afhængighed. For nogle er orkesteret en identitet og en line til livet; for andre er det blevet en glædesløs pligt. Fælles for dem er, at deres relationer er fæstnet til forestillingen om fællesskabet, drømmen om at spille i takt og behovet for at blive dirigeret. Derunder lurer alle konflikterne.
Efter at Google har jævnet det gamle lokale med jorden, skal orkesteret flytte ind i et nyt. Medlemmerne møder op til en fælles arbejdsdag (det, nordmændene med et oldnordisk ord kalder »dugnad«, en noget mere indarbejdet social kulturkraft, end det er hos os, selvom vi kender det fra blandt andet gårdlavet og børnehaven), men måske uden helt oprigtig opofrelse:
»Og jamen altså, i disse menneskers liv findes der selvfølgelig et hav af gyldige undskyldninger for ikke at orke endnu en arbejdsdag, for hvad trodser et gennemsnitsmenneske ikke, hver eneste morgen, for i det hele taget at overkomme endnu en dag – men der er dog ingen undskyldninger, der trumfer frygten for de sociale konsekvenser ved at skulke. Hvem har lyst til at blive stemplet som en dovenlars, en egoist, som en, der ikke bidrager til fællesskabet, som Ebba gentager til det kedsommelige.«
Nej, orkesterstifteren Ebba er en moralsk målestok; hun kæmper for en bedre verden, og ingen tør betvivle hendes altruistiske motiver. Den slags kan vi jo alle spejle os i, for den, der tager ansvar for frivilligheden og gruppen, ser vi på med respekt og taknemmelighed. Det, vi ikke ser, men som Helga Flatland har et skarpt blik for, er den subtile sociale kontrol, som foregår i den norske middelklasse, hvor alle holder hinanden i skak med fællesskabets behov for din og min indsats.
HELGA FLATLAND HAR i nu otte gode romaner vist, at hendes litterære domæne er livet, som det udspiller sig for hverdagsmennesker – eller for at bruge Henrik Ibsens udtryk i Vildanden: gennemsnitsmennesker, dem man ikke må tage livsløgnen fra, for så tager man også deres lykke. Sandheden er destruktiv, alle har brug for selvbedrag for at trives, lød skuespillets klassiske pointe, og den elaborerer Så gør vi sådan over.
Der er tale om en velfærdssamfundssocialsatire på meget højt plan, sat i scene i et amatørorkester i Skien, nationalikonet Henrik Ibsens fødeby, som nu (også i virkelighedens verden) bliver invaderet af internationalikonet Google.
Hvad betyder tre almindelige liv til eller fra i øvrigt her i verden? Sådan spurgte jo romanens usynlige fortællerstemme i den forbløffende indledning. Tja, gennemsnitsmennesker er der jo nok af, og også gennemsnitsorkestre. Som sådan er Så gør vi sådan en helt utrolig kynisk roman. Eller bare meget realistisk.
Til sidst et lille fun fact: Da romanen udkom i Norge, fandt forlaget Aschehoug på en fed pr-gimmick – syntes de selv. De sendte læserbreve fra Birgitte, Ebba og Anton til Aftenpostens samlivsbrevkasse, hvor to psykologer svarer på læsernes spørgsmål. Da joken blev afsløret, mente avisen, at forlaget havde bedraget læserne, indlæggene blev afpubliceret, og Aschehoug måtte undskylde.