Weekendavisen den 13. maj 2026
Kassandra. Viggo Bjerring søger igen det verdensomvæltende, men har ikke det rette tag på sin egen frodige fantasifuldhed.
Viggo Bjerring: Skyggen af Gry. 324 sider. 299 kr. Ekbátana.
Gry kan se ind i fremtiden, ikke langt, men hun ved ofte, hvad der kommer til at ske lige om lidt. Hun ramler ind i psykologen Alex, der tager hende med på kasino for at teste hendes evner, og de vinder ved rouletten.
Da de sammen søger en forklaring, viser et spor mod en mystisk frisørsalon i Nantes i Frankrig. Her forudser Gry et terrorattentat og forsvinder.
Alex går lidt i opløsning, men til sidst giver Gry endelig lyd fra sig igen, nu gemt væk oppe ved polarcirklen af efterretningstjenesten, hvor hun virker som en slags hemmelig rådgiver for statsministeren.
Sådan er – i store træk – forløbet i Viggo Bjerrings nye roman, Skyggen af Gry, der desværre ikke lever op til niveauet i forfatterens to seneste oprigtigt originale romaner, Verdenshjertet og Hjertets geometri, hvor verden blev ramt af en lammende stilstand.
Skyggen af Gry har også en god grundidé, der rækker tilbage til de store mytologier. Er Gry en slags moderne vølve? Nutidens Kassandra? Eller et synsk fænomen, en clairvoyant af en slags? Og som bagsideteksten spørger i filosofisk firspring: »Hvad betyder det for mennesket, hvis alt er forudsigeligt og fastlagt på forhånd? Hvis den frie vilje blot er en illusion?«
Det er jo gode spørgsmål, der går til menneskeeksistensens rod, og romanen rejser da også alt, hvad man kan ønske sig af diskussioner om sindelagsetik, konsekvensetik og determinisme. Med hvilken intention skal seersken bruge sine evner? Hvad skal målet være? Det siger jo sig selv, at et menneske, der kan forudse fremtiden og dermed også forandre og påvirke den, ikke kan forblive et almindeligt menneske som os andre.
DE TO HOVEDPERSONERS navne, Gry og Alex, er næppe trukket i en tilfældig navneautomat. Alex kommer af græsk og betyder »menneskets beskytter«, mens Gry betegner en dæmring, en ny begyndelse. Af det kan vi udlede en form for civilisationskritik, der også er rigelig dækning for i romanen. Gry har den tanke, at hendes fremtidsfornemmelser kan komme til at ændre »det hele«. Det hele hvad, spørger Alex. Hun svarer:
»Verdenshistorien. Måske er det slet ikke så vigtigt med alle de kriser og den fremtidsbekymring, der hersker for tiden. Måske er det derimod lille idiotiske mig og den erkendelse, jeg rummer, der er afgørende. Måske vil altings forudbestemthed ændre alt. Måske er det frie individ kun en fiks idé, der levede et par århundreder og snart forsvinder igen?«
Konfronteret med det usandsynlige og uforklarlige bliver Alex’ afdækning af gåden Gry naturligvis også til en selvundersøgelse. Ikke overraskende kommer han i kontakt med skeletterne i skabet, ikke mindst barndomserindringen om en samvittighedsløs, løgnagtig og fraværende far, sandsynligvis en psykopat.
Selv vantrives psykologen i parforholdet med en kvinde, der gør karriere i finansverdenen, han håndterer jobbet rutinemæssigt, men uden engagement, sniffer og drikker for meget, scorer for højt på psykopati, for lavt på empati og holder mere af sin hund end af andre mennesker. Men da Gry kommer ind i hans liv, satser han hele butikken som en identitetstræt desperado.
Romanens kvalitetsproblem ligger hverken i dens idé eller i dens tankestof, som det er nemt nok at holde af, men i at Viggo Bjerring denne gang ikke har det rette tag på sin egen frodige fantasifuldhed, som altid søger det verdensomvæltende, intet mindre. Mens hans hovedkarakterer i de foregående romaner var gennemtænkte og præcise, ligner især Alex mest en idé, der ikke er faldet i ordentligt litterært hak.
Skyggen af Gry søger mod det inderste, det smertefulde og det uafklarede. Det kan både være inciterende og fascinerende, men også irriterende og forceret, og romanen falder mest ud som et kaotisk katalog over betydningsfulde begreber og motiver, der vedrører individet, historien og civilisationen. Det er et ambitiøst fremtidsfilosofisk projekt, der desværre bare ikke finder sit rette skønlitterære leje.