Weekendavisen den 24. september 2026
Kunstigt. Mens AI-udviklingen løber løbsk, skriver forfatterne stadig om internet og mobiltelefoner. Den lange latenstid kan blive et problem.
For nylig talte jeg med den begavede svenske forfatter Lena Andersson, der er kendt for at have en skarp analyse af alt, der er værd at analysere skarpt. Midt i samtalen spurgte jeg, hvad hun mente om kunstig intelligens’ indflydelse på litteraturen. Hun så undrende på mig: »Konstig intelligens?«
Så faldt tiøren. Kunstig på dansk og konstig på svensk er ikke det samme. Når vi siger kunstig, siger svenskerne artificiel, og når de siger konstig, mener de mærkelig. Det har jeg egentlig godt vidst siden 70erne, da jeg så Tommy, Annikas bror, hævde, at noget var »konstigt« i Pippis have.
Da Lena Andersson og jeg havde opklaret det svensk-danske-ordskisma, svarede hun, at den artificielle intelligens ikke bekymrede hende som forfatter. AI ville aldrig kunne erstatte den menneskelige hjerne og de menneskelige følelser. Nej, tænkte jeg, ikke erstatte, men efterligne til forveksling …
Vi har nu haft adgang til kunstig intelligens på almindeligt brugerniveau i snart fire år. I litterære cirkler diskuterede man til en start, om teknologien ville overflødiggøre de litterære oversættere. Så spurgte vi, om den mon ville afskaffe forfatterne. Nej, nej, sagde vi til os selv, intet kan erstatte den menneskelige fantasi og følsomhed. Det samme, som Lena Andersson stadig fastholder. Nå, pyha.
Mens AI-revolutionen endnu var et fascinerende kvantespring i kulturen, udkom Charlotte Weitzes nærfremtidsroman Ulvemælk, hvor en forfatter er blevet overflødiggjort, fordi en kunstig intelligens ved navn OS fortæller de historier, som mennesker har brug for. I romanen lyder det:
»Når jeg sad ved mit skrivebord og så på fuldmånen, som også hævede sig over byen, syntes jeg stadig, at jeg havde min fulde kraft. I disse øjeblikke var jeg sikker på, at OS aldrig helt ville forstå, hvad der sker i den menneskelige hjerne og hjertet. Og at man samtidig, som menneske, aldrig helt vil forstå sig selv. At skrive var på én gang at udfylde og skabe tilværelsens huller.«
CHARLOTTE WEITZES ROMAN kommer til at stå som en klartseende milepæl. Romanen vidste nemlig udmærket, hvilken pris den kunstige intelligens ville komme med. Hvad forfatteren dog ikke havde regnet ud var, at den kunstige intelligens måske også ville tilintetgøre menneskeheden. I det perspektiv er der vist ingen grund til at bekymre sig over en AI-oversættelse af en romance.
Bemærkelsesværdigt nok falder denne bølge af AI-branchens egne advarsler om maskinintelligensens ekstreme udvikling og menneskets komplette kontroltab sammen med en interessant tendens i den internationale litteratur. En række romaner kaster således kritiske blikke ikke på AI, men på internettet og mobiltelefonien. Det gælder Ben Lerners Optagelse, Vincenzo Latronicos Perfektioner og Saharu Nusaiba Kannanaris Historien om halvanden time.
En, to, tre romaner, der cirkler om samme materie – det er det, man kalder en tendens. Interessant er her den betragtelige latenstid. For hvorfor har forfatterne nu fattet interesse for de negative konsekvenser af noget så indarbejdet, normalt og hverdagsagtigt i vores liv som mobiltelefoner og internettet?
Jeg synes selv, at det er konstigt, at vi lever så naivt vennesælt med det kunstige, men jeg ved samtidig godt, at der er tale om en irreversibel udvikling. Det er våbenkapløbet efter Anden Verdenskrig om igen. Det handler om at komme fjenden i forkøbet, og i kampens hede bliver den risiko, vi udsætter os selv for, så stor, at den kun kan holdes i ave med endnu mere intelligens.
Engang talte man om det militærindustrielle kompleks. I dag har vi rodet os ud i det intelligensindustrielle kompleks, hvilket efterlader forfatterne og litteraturen i et morads, hvor både landskabet og kortet er under nytegning.
Men hvis litteraturen om dette emne skrives med samme afstand mellem signal og respons som Ben Lerners, Vincenzo Latronicos og Saharu Nusaiba Kannanaris romaner, vil forfatterne ikke få et ord indført, før også Lena Andersson, dette intelligente menneske, må erkende, at den artificielle intelligens sagtens kan imitere menneskets problem med at forstå sig selv. Og generere romaner, der både skaber og udfylder tilværelsens huller – og ikke er til at kende fra et gammeldags menneskeværk.