Weekendavisen den 17. juli 2026
Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed.
»Finale« smager af forventninger, men også af vemod. Om lidt slutter alt det sjove.
Finalen ved fodbold-VM venter på søndag. For mig har denne udgave dog været en serie af sorg og savn, for jeg har kun fornemmet det ud af øjenkrogen. Ikke en kamp har jeg set, ikke et højdepunkt. Jeg har ikke engang orket at engagere mig i avisens traditionsrige sweepstake (beklager, Jesper og Joakim).
Er det, fordi Danmark ikke er med? Ja, men ikke kun. VM har gennem årene, Danmark eller ej, været en afgørende kulturinstitution i mit liv, men jeg orker ikke at være vidne til forræderiet mod fodbold, som jeg altid har elsket det. I flere år har vi således lidt under en brutal teknologificering af dommerarbejdet, der har forplumret spillets menneskelighed med en bizar forestilling om øget retfærdighed.
Det er jo i sig selv dræbende. Men nu fik amerikanerne så tilmed indført såkaldte hydreringspauser i begge halvlege, så der blev plads til to reklameblokke mere. Det bliver uden mig. Slut, punktum, finale. Ja, finale [fiˈnæːlə]!, fra italiensk finale (lat. finalis, afsluttende) af finis, som betyder slutning, ende eller afslutning, for eksempel på en periode, festival, bog eller film.
Sådan et smukt ord, det ligger godt i munden med sit lidt langstrakte a, det smager af forventninger, men har også nogle bitre og sentimentale noter, fordi noget godt slutter; fordi finalen som kulmination minder os om turneringens afslutning, om den magiske turneringsstemnings forgængelighed.
Jeg kan stadig huske, hvordan mit tiårige jeg mærkede et nærmest fysisk savn, da dommeren, der til daglig var slagter i Wolverhampton, fløjtede finalen mellem Vesttyskland og Holland i 1974 af. Det var, som at blive efterladt på perronen, mens vennerne drog videre. Sepp Maier! Jan Jongbloed! Franz Beckenbauer! Johan Cruyff!
Samme stemning finder jeg i Klaus Rifbjergs digt, der slet og ret hedder »Finale« og stammer fra samlingen Septembersang fra 1988:
Nu synger fuglene indad
de sidste lange guirlander af lyd
rulles op og puttes af vejen
alting kan vente
undseeligheden breder sig
solsorten kommer kun frem
hen under aften og hopper næsten sidelæns
på jagt efter et enkelt frø
Bemærk undseeligheden og beskedenheden, at alting kan vente, at man er sat på ration. Der er en resigneret stemning i digtet, det hele er optakt til, at noget er slut, at sæsonen er slut, som det hedder i C.V. Jørgensens sang om sommeren, der nærmest fløj afsted, (hvis De tillader, mens vi endnu er i juli), for hvis der er to ord, der står godt til hinanden, er det sæson og finale.
Hos Emil Aarestrup finder man dette muntre vers i et digt om maleren William Hogarths sidste maleri:
Der ligger Tiden sidstegang paa Rumpen,
Dødskrampen knak i Haanden Pibestumpen
Han gav sit sidste Suk, sin Afskedstale
I en Tobakskyes glimrende Finale …
Sæsonen er ikke slut endnu, men de sidste guirlander af lange lyde rulles snart op. Finalen nærmer sig. Måske skulle man alligevel?