Konflikt. Carl Frode Tiller har skrevet en begavet dobbeltroman om klasse, kommunisme og ønsket om usynlighed.
Carl Frode Tiller: Arbejderhjerte 2. Oversat af Sara Koch. 422 sider. 299,95 kr. Gutkind.
Norsk litteratur befinder sig i disse år i en veritabel guldalder, der ikke mindst tegnes af Carl Frode Tiller, den diskrete mester bag genialt fortalte romaner som Begyndelser, Flugt og trebindsværket Indkredsning. Da hans roman Arbejderhjerte 1 udkom i 2024, blev den omtalt som begyndelsen på en ny trilogi, men da bind to så dagens lys, meldtes serien alligevel afsluttet.
Noget må have ændret sig undervejs, hvilket ikke gør værket mindre stort. De to romaner – Arbejderhjerte 1 og den nyligt udkomne Arbejderhjerte 2 – er således skrevet med så indlysende narrativ og emotionel kvalitet, at man ved vejs ende vitterlig selv kan mærke krisemennesket Tronds forløsende livsafklaring.
I Arbejderhjerte 1 mødte vi denne midaldrende mand i en tidstypisk tilstand af kaos. Trond forstod ikke de vendinger, der foregik i verden omkring ham. Hans klasserejse fra arbejderkvarteret Prærien i Namsos ved vestkysten, hvor faren var troende kommunist, havde bragt ham til Trondheim, hvor han havde etableret sig med kone og to døtre. Som akademiker førte hans arbejdsliv ham til jobs som kulturjournalist, sagsbehandler og gymnasielærer. Det eneste, han har båret videre i arv fra sin far, er en slags klassebevidsthed – og alkoholisme.
Når vi begynder på Arbejderhjerte 2, ved vi allerede, at Trond er blevet fyret fra skolen, fordi han har sagt noget racistisk. Men hvad? Med nænsom hånd lod Carl Frode Tiller i Arbejderhjerte 1 sin læser svæve i uvished om Tronds synd. Den skyldige selv forstod heller ikke så meget af det, der skete omkring ham: »Jeg var lidt overrasket da jeg fandt ud af at jeg er racist, men det er jeg vist (…) Men hvem er ikke racist nu til dags?« spurgte han dengang sig selv. Og os.
SELVFØLGELIG ER TROND ikke racist, men han er en mand med rødder i »en anden tid«. Derfor har han ikke den hypersensitive sprogbevidsthed, som optager de unge – og derfor kommer han til kort i en tysktime, da en elev nægter at udtale ordet »weniger«. Trond forstår det ikke. Ordet betyder »færre«, hvad er problemet?
Problemet er, at den midaldrende mand ikke hører ordet på samme måde, som de unge gør. De hører kun andenstavelsen, »-niger«. Pigen, der nægter at læse højt, siger, at ordet får hende til at føle sig som racist. Til det svarer Trond, at hun bør lægge vægt på, hvad hun mener, ikke hvad hun føler: »Vi andre kan ikke tage hensyn til dine følelser hele tiden,« siger han. Da eleven udvandrer, kalder han hende med overlegen ironi for »Rosa Parks«. Det skulle han ikke have gjort.
Dette er konfliktens grundstof: Trond har en politisk-praktisk logik, der stammer fra klassekamp og samfundskritik. Eleverne har en politisk-moralsk logik, der stammer fra antidiskrimination og tolerance. Det er politisk bevidsthed over for politisk korrekthed. Det er en anden tid over for en ny tid. Og Trond har ikke en chance.
Om Carl Frode Tiller har læst Philip Roths En menneskelig plet (2000), ved jeg ikke. Men Trond har noget tilfælles med universitetsprofessor Coleman Silk, der mister sit job, fordi han har brugt ordet »spooks« (spøgelser, genfærd) om et par fraværende studerende. Det viser sig, at de to er sorte, og da ordet »spook« også er et racistisk slangudtryk, bryder helvede løs.
Hos Philip Roth bliver det særlig omsonst, fordi Coleman Silk selv er sort, men med en meget lys pigmentering, så folk ikke opfatter ham sådan. Hele sit liv har han givet sig ud for at være en hvid jøde.
Carl Frode Tiller skildrer også en transformation, der dog ikke er knyttet til race. Han lader derimod Trond være en kommunistdreng fra en værftsby, der bliver akademiker i hovedstaden. I retrospekt ser han sin tid som social mønsterbryder på universitetet sådan:
»De vidste ikke engang at jeg fandtes (…) At min familie fandtes. At sådan nogle som os fandtes. Og jeg gjorde heller ikke noget for at fortælle det. Tværtimod forsøgte jeg at skjule mig. Gøre mig usynlig. Forsvinde. I hvert fald fremstå som en anden end den jeg var.«
INTERESSANT NOK MINDER Trond her om mangemilliardæren fra Jan Kjærstads seneste roman, Valgdage, også han stræber efter usynlighed. Og samtidig har han et markant kamæleonsk træk tilfælles med Coleman Silk.
Arbejderhjerte 2 er en roman om de banale og skæbnesvangre misforståelser, der opstår mellem generationer, der ser forskelligt på sprog og racisme. Men først og fremmest er det fortællingen om det norske samfunds transformation gennem de seneste årtier, hvor rigdommen er pumpet ind i overklassen, mens arbejderklassen står i stampe, altså samme stof som Jan Kjærstad trækker på i Valgdage.
Med dette politiske motiv sender Carl Frode Tiller en hilsen til forfatterkollegaen (og forbilledet) Dag Solstad, der døde i fjor. Dennes roman Arild Asnes, 1970 spiller en rolle for Trond, fordi alter egoet, forfatteren og kommunisten Arild i en alder af blot 28 år mærkede alderen tynge, »han følte, at det hastede med at bryde ud af det søvngængeragtige liv i verdens rigeste og tryggeste land«.
Trond har nok fjernet sig fra den kommunisme, han er rundet af, men han har bevaret en skepsis over for det samfund, der har givet ham uddannelse og jobs. Hans mistro til de systemer, han selv har forvaltet (han har været sagsbehandler i udlændingestyrelsen), bliver kun bekræftet, da han opdager, at efterretningstjenesten har overvåget Norges kommunister, herunder hans far. Et vennepar havde fungeret som stikkere.
Carl Frode Tiller er en begavet forfatter af international klasse. Hans sociologiske samfundsblik er skarpt, men samtidig har han et eminent blik for stemningssvingninger og nuancer i menneskers mikrorelationer, ikke mindst Tronds kyniske svigermor er beskrevet med skarpsyn og psykologisk sitren. Når han skildrer kropssprog og mimik, som man genkender fra sig selv, fungerer romanen som et blankpudset spejl.
Tronds faux pas illustrerer den midaldrende mands mistede orienteringssans midt i et værdimæssigt tidehverv. Sådan en mandetype kunne jo sagtens gå sin undergang i møde som et af tidsåndens ofre, men Carl Frode Tiller vil det anderledes. På den anden side af kriserne, tvivlen og forvirringen findes en forsoning, og bag den en mildhed, der samler sig i romanens overrumplende slutsætning, som man læser med vemodig lykke.