Weekendavisen den 5. juni 2026
Trilogi. Kim Leine har skrevet en fabulerende slægtsforskningsroman med lidt for mange detaljer og et uafklaret forhold til sandheden.
Kim Leine: Olavs hus. Kors og kød 1. 504 sider. 329,95 kr. Gyldendal.
Hvorfor hedder Kim Leine Kim Leine? Fordi han er opkaldt efter titelpersonen i Rudyard Kiplings roman Kim (1901), en både hjemløs, forældreløs og rodløs dobbeltspion, en kulturel og sproglig bastard. Og fordi en stamfar til slægten slog sig ned på en grund, der hed Leine. »Den hed sådan fordi den lå for sig selv, ‘alene’, halvvejs oppe i åsen over skolen,« som der står i Kim Leines nye, fabulerende roman. Med andre ord: en ensom bastard.
Tolkningen er min, men baggrunden kommer fra Kim Leines egen – autentiske, må vi forstå – fortælling om sin slægt. Navnedetaljerne er interessante, selvom de kun bliver nævnt en passant i Olavs hus, første bind i en trilogi med titlen Kors og kød; kristendom og krop, religion og drifter, ånd og sex. Ikke at jeg ønsker at trække en symbolsk nathue ned over ørerne på forfatteren, jeg gør bare det, forfatteren selv gør: trækker linjer mellem punkter for at finde et mønster.
Dér hvor linjen ikke kan nå frem ad virkelighedens vej, lader Kim Leine den følge fiktionens. Som han stipulerer i en fortale:
»Denne roman er en fantasi over min familie, som den levede, som den kan have levet, som den ikke levede, men kunne have levet, og som den var og ikke var, som jeg ville ønske, den havde været, og som jeg ville ønske, den ikke havde været. Sandheden ligger gemt under en sten på bagsiden af en ukendt planet. Vi vil lede efter den, men vi ønsker ikke at finde den.«
Olavs hus åbner med en ret skøn øjenvidnereportage fra Paris 1899, hvor to kvindelige vovehalse skal til at sætte ud på en videnskabelig mission nordpå med ballonen L’Aigle d’Or. Fra denne scene klippes til samme dag i Norges Østlandet, hvor vi møder søvngængeren Margit, der viser sig at være forfatterens oldemor. Hun bor med sin søsters enkemand, bonden Ånund, der drømmer om at udvandre til Amerika. Så træder Øystein, en omrejsende fotograf, parallelt ind i historien, hvorefter Margits hønefulde søster, Anne, ankommer. Og så skal vi atter op i atmosfæren til kvinderne i ballonen.
HVORDAN HÆNGER DETTE sammen? Kun nødtørftigt. Men mere er heller ikke nødvendigt, for Kim Leine er ikke ude på at fortælle en sammenhængende historie om længsel og stræben. Han vil fortælle om tro, tvivl og krop, og det er hans egen slægt, der skal presses ned i historiens tragt med Margit som krumtap, og dernæst sønnen Olav, som kommer til at bære matronymet Margitsson. Om dem samler forfatteren trådene på følgende måde i et af de afsnit, hvor han selv angiver regibemærkningerne:
»Jeg går i gang med en temmelig amatøragtig efterforskning da jeg kommer hjem til Ørestad efter sommerferien. Margit Kristiansdatter Dalen, min oldemor, Olavs mor. Hvordan kan jeg skrive om et menneske, som ikke findes, eller i hvert fald er usynligt? Ikke så meget som en muggen gravsten har jeg, som jeg kan knæle ved. Der eksisterer ikke et fotografi af hende. Kirkebøger og slægtsforsknings-webstedet myheritage.com giver mig de mest rudimentære oplysninger.«
Og videre:
»Født i 1877 som den yngste i en børneflok på syv, fik Olav i 1900 som ugift, barnefaren angivet som Olav Olavsson Brauti, senere Skogheim. I 1903 fødte hun igen en dreng, ligeledes uden for ægteskab, barnefaderen anført som Svein Sveinsson. Denne dreng, som blev døbt Svein, døde få uger gammel. Hun giftede sig endelig i 1905 med Hans Ånundson Gruffa, født 1850 (hans andet ægteskab af i alt tre), og flyttede med ham til den ikke helt lille gård Gruffa i Flatdal. Da var sønnen Olav fem år, og jeg går ud fra han fulgte med i købet, denne Olav Margitsson, matronymbarnet, løsungen.«
Kim Leines forkærlighed for det langstrakte fornægter sig ikke, og som slægtsfiktion bærer Olavs hus den detaljerede fortidsforestilling med sig som en byrde. Som læser kommer man nemt på vildveje i slægtssystemet (der kunne med fordel have været et stamtræ bag i bogen), men bare hæng på. Det gælder om at komme med frem til Margrete, Kim Leines mor, en sagtmodig og sympatisk kvinde.
Hun vokser op som medlem af pinsekirken, den evangeliske vækkelsesbevægelse, men bliver som ung åndeligt forført af nogle snedige sjælefiskere fra Jehovas Vidner. Hun manipuleres ind i et ægteskab med et dansk vidne, den driftige frisør Kjeld, der skal blive Kim Leines far og overgrebsmand. Det var her, forfatterskabet begyndte i den sensationelle Kalak (2007).
SOM AUTOFIKTION VIRKER Olavs hus programmatisk, fordi forfatteren synes at have brug for at manifestere en litterær samvittighed på en selvforklarende måde. Han forsikrer, at han elsker sin mor, han håber, at hun ikke læser det, der er nødvendigt for ham at skrive, men ikke nødvendigt for hende at læse:
»Og deri ligger smerten: sandhedens hærgende, nedbrydende kraft, når den slippes løs. Hvad skal hun med den? (…) Jeg frygter dagen hvor hun ikke er her mere. Hvad skal jeg gøre med huset? Hvad skal jeg så kalde hjem? Hvem skal jeg være vred på? Mig selv?«
Her taler den ensomme bastard, norsk-danskeren, den frafaldne, offeret, der rejser sig ved litteraturens kraft. Men det virker paradoksalt, at Kim Leine skriver om sandhedens hærgende kraft, når han i sin fortale selv har slået fast, at netop sandheden ligger gemt under en sten på bagsiden af en ukendt planet. Har han glemt, at, vi »vil lede efter den, men vi ønsker ikke at finde den«?
Selvopgøret tager til mod romanens slutning, hvor Kim Leine og hans mor diskuterer, hvorfor han skriver, som han skriver. Snedigt nok har forfatteren lagt fortællingen i munden på moren, et nyt (meta)greb på autofiktionen. Men Margrete får ikke lov til at udtrykke sin uro uimodsagt. Når hun anklager Kim for at lyve, træder han selv ind i teksten:
»Ja, jeg tager mig nogle friheder, det er klart siger han. Sådan er det når man skriver fiktion.« Og lidt senere denne kliché: »En familie der fostrer en forfatter, er forbandet, siger han.«
Det samme har man jo sagt om Linn Ullmann, Karl Ove Knausgård, Thomas Boberg og ti tusind andre. Så fungerer det bedre, når budskabet bliver fremsat pr. stedfortræder, den sklerosesyge forfatter Jørgen Wahl, som engang i 50erne tilbød Margrete ægteskab. Han var 28 år og rekonvalescent på det pensionat, hvor hun arbejdede som stuepige. Da hun afslog, efterlod han et afskedsbrev:
»Tid og rum eksisterer ikke; på en ubetydelig virkelighedsbaggrund spindes indbildningskraften ud og væver nye mønstre; en blanding af minder, oplevelser, frie påfund, urimeligheder og improvisationer. Personerne kløves, fordobles, fordamper, fortættes, flyder ud, samles. Men én bevidsthed står over alle, det er drømmerens; for ham findes ingen hemmeligheder, ingen konsekvens, ingen skrupler, ingen lov …«
Om Jørgen Wahl har forlæg i virkeligheden, kan vi ikke vide. Men han skriver som med ført hånd. Pointen er nogenlunde den samme som i Kim Leines fortale forrest i romanen. Vi har fattet vigtigheden af litteraturens, forfatterens og fiktionens friheder.
Med Kors og kød-trilogien har Kim Leine afsluttet sit tre år lange frikvarter, hvor han underholdt sig selv (og stort set også sine læsere) med at skrive politiske thrillere. Nu venter vi på, at han løfter slægtstrilogien ud af autofiktionens selvrefererende skygge.