Diagnose i realtid

Weekendavisen den 4. september 2026

Antikvariatet. At genlæse Ali Smiths ‘Efterår’ er som at følge en litterær livereportage fra en både fjern og nær fortid.

I Antikvariatet hiver vi en ældre bog frem, som er aktuel i dag, og fortæller, hvad der gør den interessant og overraskende.

Hvilken bog?

Den skotske forfatter Ali Smiths Efterår (2016, da. 2018); den første af en romankvartet, som hun begyndte at skrive i en præ-og-post-Brexit-fortid for præcis ti år siden.

Collage: Liv Lansner

Hvorfor skal vi høre om den nu?

Fordi dens titel svarer til årstiden. Fordi ti år nok kan føles som en fjern fortid, men også bare er et fingerknips i tiden. Og fordi god litteratur aldrig bliver uaktuel, tværtimod er Ali Smith indbegrebet af en samtidsforfatter, der gør det politiske litterært og det litterære politisk.

Hvad er det mest overraskende ved den?

At tidens gang er så brutal. Som romanens første sætning siger med en forvridning af Charles Dickens anslag i En fortælling om to byer: »Det var den værste af alle tider, det var den værste af alle tider. Igen. Sådan er det jo med tingene. De falder fra hinanden, som de altid har gjort, som de altid vil gøre, det er tingenes natur.«

Det var ovenikøbet, før vi blev optaget af krig, hybridangreb og kunstig intelligens.

Hvad er det mest interessante ved den?

At Ali Smith skrev samtidsdiagnosen i real time. Projektet gik ud på at skrive romaner om begivenheder, mens de udspillede sig i verden. Forfatteren som tidsvidne og kronikør i en slags litterær livereportage.

Hvad er det mest bedagede ved den?

Den er ikke spor bedaget. Tværtimod er den en frisk påmindelse om, at verdenssplittelsen hele tiden fornyer sig.

Hvad er der sket, siden bogen udkom?

Litterært set fulgte Ali Smith op på romanen med Vinter, Forår og Sommer. Inden forfatterskabet gik nye veje. Og politisk set findes jo både den interne britiske strid, klimakrisen og migrantkrisen jo sådan set stadig i verden.

Hvor kan jeg få fat på den?

Forhåbentlig hos en god boghandler eller antikvar. Ellers på vores allesammens uundværlige folkebiblioteker.