Weekendavisen den 3. april 2026
Kommentar. Præsterne er tilbage i dansk litteratur som eksponenter for de store erkendelser. Faktisk har de altid været der.
Mens danskerne siver fra folkekirken, hvis medlemstal nu for første gang er under 70 procent af befolkningen, er kristendommen i udbrud hos forfatterne. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har både romangendigtet Det Nye Testamente i Natten åbner sig som en port (2023) og Det Gamle Testamente i Under solen (2025), nøjagtig samtidig med at Anne-Cathrine Riebnitzsky har skrevet de to første bind i en romanserie om Jesus’ liv, Tempel (2023) og Ørn (2025).
Det Danske Bibelselskab hyrer forfattere – troende som ikketroende – til at genfortælle bibelhistorie og som sprogkonsulenter på den nye bibeloversættelse, og det kristne forlag Eksistensen bestiller tænksomme bøger om tro og etik hos forfattere som Jens Christian Grøndahl, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Søren Ulrik Thomsen, Niels Brunse og Peder Frederik Jensen.
For at fuldende billedet må vi have med, at forfatterne Kristian Ditlev Jensen og Nikolaj Zeuthen begge er trukket i kjole og pibekrave for at røgte en flok, og de går således i fodsporene på Johannes Møllehave, Jørgen Thorgaard, Sten Kaalø, Erik Aalbæk-Jensen, Kaj Munk, Jakob Knudsen, St. Steensen Blicher og Grundtvig – for bare at nævne dem, som umiddelbart rinder mig i hu, uden at trevle litteraturhistorien op tilbage til dengang, hvor præstegården var bogstavkunstens højborg.
Midt i denne tendens ser vi også præsten gøre fyldest som romanfigur i romaner som Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie (2017), Jens Christian Grøndahls At velsigne et liv (2025), Kim Fupz Aakesons Skyggen foran mig (2025), Anne Skov Thomsens Præstens (2025) og Martha Flyvholm Todes Den eneste (2026), og lad os bare tælle norske Jan Kjærstads Valgdage (2026) med.
Med til historien hører, at præsten i den moderne litteratur ikke er nogen dogmatiker. Sådan var det naturligvis heller ikke, da Ida Jessen med Det første jeg tænker på for præcis 20 år siden viste os, at sorgen kan være så stor, at trøsten udebliver, selv for en præst.
At præsten kan være både troende og tvivlende, er ikke nyt. Det har vi for længst mødt hos Henrik Pontoppidan. Men nu ved vi fra begyndelsen, at krisen er et kendetegn på menneskelighed og styrke, ikke på religionens svaghed. Præsten er stærk som eksponent for eksistentielle erkendelser og troens tvesind.
DET KRISTNE GENNEMBRUD i litteraturen bliver med jævne mellemrum noteret i artikler i Præsteforeningens blad eller i Kristeligt Dagblad, hvor det hedder sig, at præsten har fået et comeback, selvom præsten aldrig har været væk, og hver gang bliver det moderne gennembrud og Georg Brandes peget ud. Han satte en falsk modstilling op mellem de kristne og det moderne, hedder det, som har overlevet i litteraturen til vore dage.
Det er jeg nu ikke så sikker på. Det lyder snarere som en falsk fremstilling af en falsk modstilling. Georg Brandes kunne ganske rigtigt ikke døje biedermeiersk, borgerlig idyl. Han krævede, at litteraturen skulle handle om noget i stedet for om intet, at den skulle undersøge og udfordre autoriteter i stedet for at ligge under for dem, at den skulle handle om samfundets reelle problemer i stedet for at holde folk fast i en altmodisch forestilling om Gud, konge og fædreland. Altså ud med romantikken, ind med realismen. Det var et ideologisk-politisk opgør og et litterært-æstetisk oprør, og til det havde de kristne ikke andet at bidrage med end forargelse og forfølgelse; så modstillingen var ægte nok.
Gentagelsen af historien om præstens litterære comeback synes at være en rituel lidelseshistorie af symbolsk værdi for de kristne. Men hverken præsterne eller kristendommen forsvandt nogensinde fra litteraturen.
Se bare en ny bog af frikirkepræsten Martin Bergsøe (født hedning i et kulturradikalt, ateistisk miljø, døbt som 33-årig, fortæller han i en artikel) om Litteraturens præster (1900-2025). Forfatteren indleder med en klage over kulturradikalismen og dens kedelige proselytter, der har holdt kristendommen væk fra det litterære parnas, hvorefter han straks konstaterer, at »der siden kulturradikalismens gennembrud til stadighed er blevet udgivet en lang række kunstnerisk værdifulde romaner og noveller, der har forholdt sig positivt til kristendommens og præstens rolle«.
Det kristne gennembrud er overalt i litteraturen, og det er ikke noget problem, hvis bøgerne er gode. De kan fint tage plads side om side med den digtning, der indfrier Georg Brandes’ ønske om problembevidsthed.