Weekendavisen den 4. september 2026
Exo. Med sit rørende portræt af mennesket og kunstneren Gerhard Heilmann viser Eva Tind sin karakters storhed og glemsel.
Eva Tind: Manden der fik vinger. 390 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Der finder en yderst interessant bevægelse sted i dansk skønlitteratur i disse år, hvor flere forfattere skriver biografiske fiktionsfortællinger om kendte og glemte skikkelser fra kunstens og videnskabens verden.
Den litterære metode er naturligvis langtfra ny, tænk bare på Henrik Stangerups romaner om P.W. Lund og P.L. Møller, Dorrit Willumsens roman om Herman Bang eller Maria Hellebergs og Mette Winges romaner om Thorvaldsen, Oehlenschläger med flere. Men den tegner sig som en tendens i tiden, hvis dybde måske skal findes i et behov for at vinde fodfæste i den store globale forvirring. I hvert fald udgør denne slags romaner en særdeles velkommen litterær lektion i dansk kulturhistorie.
Bølgen begyndte for ti år siden med Eva Tinds roman Astas skygge om stumfilmstjernen Asta Nielsen. Senere skrev hun Kvinden der samlede verden om mikrobeforskeren Marie Hammer, og i dag kommer så Manden der fik vinger om den autodidakte fugleforsker, tegner og billedkunstner Gerhard Heilmann.
Eva Tind er med andre ord en meget vigtig frontfigur i den nye biografiske skønlitteratur om danske kulturkarakterer, som også tæller gode bidrag fra Jesper Wung-Sung (Hammershøi, H.C. Andersen), Lotte Garbers (Emilie Sannom), Kristian Himmelstrup (Louis Pio, Emil Aarestrup), Lotte Kaa Andersen (Inge Lehmann), Hanne-Vibeke Holst (Sonja Mancoba), Charlotte Weitze (Evald Tang Kristensen), Amalie Smith (Anne-Marie Carl Nielsen), Malene Ravn (Carl Fischer), Peter Løhr (Johan Th. Lundbye) og Rakel Haslund-Gjerrild (Kristian Zahrtmann).
GERHARD HEILMANN (1859-1946) stammer fra Skælskør, hvor hans livsvej var fastlagt af faren. At han skulle overtage familiens apotek, var ikke til diskussion. Men Gerhard ville noget andet, og han var stålsat og egensindig.
Mod farens vilje søgte han sit talent for at tegne og sin passion for fuglestudier. Nogen formel uddannelse fik han aldrig, men han blev en af sin tids betydeligste illustratorer og fugleforskere, måske mere anerkendt i udlandet end herhjemme.
Eva Tind følger Gerhard Heilmanns livsbane som kunstner og forsker (ikke mindst gennem breve, som jeg antager alle er autentiske), og det er overrumplende interessant. Med talent og trodsighed slår han igennem og opnår en enorm anerkendelse.
Han debuterer på Charlottenborg, Henrik Pontoppidan og Herman Bang står i kø for at få ham til at tegne bogomslag, Nationalbanken hyrer ham til at tegne pengesedler (Plovmanden er hans værk, den gamle, klassiske 500-kroneseddel), Den Kongelige Porcelænsfabrik ansætter ham til at male fugle- og naturmotiver på vaser, og Verdensudstillingen i Paris har bud efter ham.
Samtidig lykkes det ham at blive først blandt ligemænd med professorer i zoologi og palæontologi, og han skriver autodidakte akademiske afhandlinger og udvikler nye teorier om forholdet mellem dinosaurerne og fuglene. Det er mageløst.
Men decideret bevægende er romanens portræt af Gerhard Heilmanns følelsesliv. Hans kærlighed og begær retter sig ikke mod kvinder, og hans livsstil trodser enhver gængs social forventning i det Danmark, hvor homoseksualitet først blev afkriminaliseret i 1933.
Mænd, der elsker mænd, er tvunget til et liv i skyggerne, og Gerhards helhjertede kærlighedsforhold til den fjerne slægtning Christian ender som en skuffelse – men fortsætter dog som et livslangt brevvenskab.
Senere træffer han kontoristen Langballe, og de to bliver hinandens livsledsagere (officielt er Langballe Gerhards butler!). Da Gerhards grandfætter Frederik omkommer i en voldsom ulykke ved en vandmølle på Vigelsø i Odense Fjord, må Gerhard og Langballe tage parrets tre børn til sig, mens deres mor bliver indlagt på sindssygehospitalet Oringe. Man fornemmer, at den atypiske familiekonstellation indvarsler ankomsten af en ny progressiv tolerance i samfundet.
Som romankarakter er Gerhard Heilmann et fund for en forfatter. Som geni er han diskret, indtil han for alvor slår vingerne ud. Og så er han respektindgydende og frygtindgydende, når han ruller sig ud i flere nådesløse opgør med familien, naboerne og samarbejdspartnere uden vilje til tilgivelse eller forsoning.
EVA TIND SKRIVER på den produktive vekselvirkning mellem autenticitetens forpligtelser og fiktionaliseringens frihed, og med sit portræt af mennesket og kunstneren viser hun både sin karakters storhed og glemsel. Godt, at han ikke blev farmaceut (brødrene overtog apoteket, men fik mest succes som frugtavlere og marmeladeleverandører til hof og folk fra Skælskør Frugtplantage), og godt, at han bliver genopdaget.
Manden der fik vinger er en væsentlig roman med stor kulturhistorisk indsigt, hvor læseren selv må drage grænsen mellem det autentiske og det opdigtede. Kan man for eksempel stole på, at Gerhard Heilmann på sine ældre dage troede, at han var ved at udvikle vinger – eller er det bare en metaforisk pointe, der skal pege hen mod hans begravelse i en dragt syet af fuglefjer? Hovedpersonens liv var aparte, så det må romanen naturligvis også være.
Læseteknisk forstyrrer det mit blik, at Eva Tind aldrig bruger indrykning ved nyt afsnit og replikker, men hun må jo have en grafisk-æstetisk pointe.
Om det påvirker min absorption af teksten, ved jeg ikke, men jeg synes, at romanens direkte tale ofte lyder skematisk og mere skrevet end sagt, for eksempel da Gerhard og hans ven Valdemar taler om kærlighed, ægteskab, homoerotisk begær og blasfemi: »Jeg troede ikke, du rettede dig efter kirken. Jeg kender ingen mænd, der ikke også har interesse for deres eget køn, hvis de skal svare helt ærligt, men personligt foretrækker jeg kvinder. Kærlighed derimod handler for mig ikke om, hvad man har mellem benene, men om personlighed, tiltrækning og nydelse – uanset køn, siger Valdemar.«
Til sidst: En romans sprog skal være synkroniseret med dens tid, ellers lejrer anakronismerne sig som mislyde i teksten. Derfor kan vi ikke være på Rådhuspladsen i 1888, for dengang hed stedet stadig Halmtorvet, og Gerhard Heilmann kan absolut ikke tegne logo for den nystiftede Dansk Ornitologisk Forening i 1906, for ordet logo kom først ind i det danske sprog i 1967.
Eva Tinds forfatterskab går i to retninger. Dels har hun trukket tæppet væk under gammelgode danske forestillinger om den transnationale adoptions velsignelser, hvilket må siges at være en triumf for både skønlitteraturen og den politiske aktivisme. Dels har hun skrevet nu tre af den moderne exofiktions hovedværker.