Weekendavisen den 29. maj 2026
Videnskab. Er mennesket i stand til at være godt? Det har Keld Conradsen skrevet en halvgod bog om.
Keld Conradsen: Det gode menneske. 288 sider. 249,95 kr. Modtryk.
I efteråret 2022 udkom Keld Conradsens Byen og havet, som jeg anmeldte som den ideelle videnskabskriminalistiske roman til alle læsere, der gerne ville underholdes, udfordres og oplyses.
Derfor greb jeg forventningsfuldt ud efter Det gode menneske, som på flere måder er gjort af det samme stof som Byen og havet. Vi er igen i Aarhus, igen blandt unge akademikere fra de naturvidenskabelige fag, igen på sporet af kontroversielle teorier og igen sammen med en mand, der erfarer, hvad det vil sige at være menneske.
De to romaner er altså beslægtede, men Keld Conradsen kan ikke beskyldes for selvparafrasering. Til gengæld kan han heller ikke belønnes med samme fine anerkendelse for originalitet og narrativ klarhed. Hvor Byen og havet var glasklar, er Det gode menneske mere grumset.
Historien fortælles af Finn, en midaldrende lærer på en skole i Knebel på den djurslandske dryptud. En dag bliver han opsøgt af en ung statskundskabs-ph.d.-studerende, Louise, der forsker i milliardærernes betydning for samfundet. Hun vil gerne udfritte ham om en videnskabelig artikel, han skrev som ung palæoceanograf. Artiklen handlede om altruisme, om hvorvidt mennesket er i stand til at være godt.
Hvorfor skrev Finn om dette emne? Hvorfor trak han sig tilbage fra forskningen for at blive skolelærer ude på landet? Og hvem er den L., som artiklen er dedikeret til?
Louise er meget optaget af det resultat, Finn i sin tid var nået frem til: »Altruismen var opstået på et tidspunkt og havde vist sig overlevelsesdygtig og var blevet ført videre gennem generne præcis som alt andet i evolutionen.« Med andre ord: Det er ikke generne, der reproducerer sig ved hjælp af altruismen, men altruismen, der reproducerer sig ved hjælp af generne.
Finn passer både sit skolearbejde, hvor han går sine egne (selviske) veje over for en elev, der mobber, og sit afslappede kæresteforhold til børnehavepædagogen Olivia. Hun har gennemskuet, at der er noget i hans fortid, han ikke vil fortælle om, men hun presser ikke unødigt på.
Spørgsmålet er, om Louises nye forskning i milliardærer og Finns gamle forskning i altruisme har fælles fokus. Kan hun trække ham ud af skallen?
L. er ikke et mysterium for os læsere. Vi hører tidligt om den biologistuderende Laila, som fik Finn til at læse Richard Dawkins’ Det selviske gen. Finn forelskede sig i Laila, da de var unge. Og hun sikkert også i ham. Men hendes tilbagevendende credo for deres forhold er dette: »Vogt dig for mig. Du har ikke brug for mig.«
Jeg røber ikke for meget ved at sige, at Laila hører til de fatale og tragiske.
MAN KAN LÆSE Det gode menneske som en dannelsesroman, altså sådan en god gammeldags søgen mod erkendelse gennem bevægelsen hjemme-ude-hjemme, her ikke nødvendigvis i konkret geografisk forstand, men i intellektuel-akademisk.
Filosoffen Ludwig Wittgenstein, der også arbejdede som skolelærer, er et væsentligt referencepunkt i romanen, og nok også en nøgle til forståelse af dens filosofiske pointe, hvor Finn søger og finder. På samme måde bliver Kirkegaard et skæbneforlæg for Laila. Og nej, der skulle ikke have stået Kierkegaard, for Keld Conradsen hentyder ikke til Søren, men til Ole Lund.
Med filosoffen og børnebogsforfatteren som en slags spejl for Finn og Laila er sporet lagt. Samtidig er det en pointe (tror jeg, ellers er det en interessant tilfældighed), at fire store dannelsesinstitutioner i vores liv alle spiller en rolle i romanen. Universitetet er hjemsted for Finns og Lailas afgørende møder og forskning, senere også for Louises. Gymnasiet (Katedralskolen i Aarhus) bliver Lailas arbejdssted, da hun tvinges ud af akademia, ligesom folkeskolen bliver arbejdssted for Finn, da han bryder med universitetet. Endelig arbejder Olivia i en børnehave.
Børnehave, skole, gymnasium, universitet, tilsammen en cyklus for dannelse, en generator for empati og dermed altruisme og skabelsen af det gode menneske.
Kan meget vel være, at jeg tillægger dette institutionsspor en for stor betydning, men det springer i øjnene som den mere konkrete og illustrative version af romanens filosofiske intrige, hvor Finn vender op og ned på forståelsen af Richard Dawkins’ tanker om gener, altruisme og mennesket som en selvisk maskine.
Det gode menneske er ikke en videnskabskrimi, men i lighed med Byen og havet hviler den på god science suspense, dog ikke lige så konkret og magtudfordrede. Romanen byder sig godt til for den nyfigne og videbegærlige, men som tragedie er den kun halvgod.
Kærlighedsfortællingen undgår ikke klicheerne, og sproget har ikke den forrige romans klare tone. Skønt udfordrende og rig på viden om geologi, marinbiologi og filosofi viser historien om altruismen og eksistensen kun gode Keld Conradsen fra hans næstbedste side.