Weekendavisen den 22. maj 2026
Flaskepost. I 1909 fremlagde en tysk-amerikansk polarforsker en stor plan for verdensfreden, der betød, at Danmark fik Sønderjylland tilbage mod at afgive Grønland til Canada.
Velkommen til Flaskeposten, der afleverer gamle nyheder til nutiden.
SÅ LANGT ER DE trumpistiske imperialistiske planer kommet, at USAs særlige udsending til Grønland, sydstatsguvernøren Jeff Landry, for nylig var i Nuuk for at »udvide økonomiske muligheder, bygge menneske-til-menneske-relationer og øge forståelsen mellem USA og Grønland«.
Men hvor får præsidenten mon sine kreative ideer fra? Måske fra en mangefacetteret fyr ved navn Robert Stein, der som tysk emigrant kom til Amerika i 1875, hvor han dels arbejdede som tolk (tysk, fransk, italiensk, dansk, svensk, russisk, hollandsk, spansk og portugisisk), dels var polarforsker og fredsaktivist.
I 1909 fremlagde han en usædvanlig plan, som Georg Brandes læste om og straks bragte til danskernes kendskab. Han anede nok, at planen var lige lovlig vidtløftig, men også for interessant til, at den kunne overses:
»Han tror at have fundet et Middel, ved hvilket Danmark kan give Anledning til en Udsoning mellem Tyskland og England, og derved komme til at bidrage sit til Enighed mellem Magterne i Evropa, en Enighed, der snart vil vise sig som bydende nødvendig, ifald Evropa ikke vil udsætte sig for at overvældes af Asiens Folkeslag. Mister England Indien, og enes Japan og Kina, efter at have rustet sig paa Evropæisk, saa vil et splittet Evropa være højlig udsat for at bukke under.«
Det middel, Robert Stein har fundet, er en storstilet territorialudveksling, der kan reducere politiske og militære spændinger.
Meget kort sagt: Hvis Danmark får det tabte Nordslesvig (Sønderjylland) tilbage, kan USA til gengæld give tyskerne nogle af øerne i Filippinerne. Desuden kunne englænderne lade tyskerne få nogle kolonier i Afrika og Stillehavet, men så skulle tyskerne også acceptere, at vi gav Grønland til englænderne.
Voila, verdensfred!
MEN DEN HOPPER Georg Brandes ikke på. Til gengæld mener han, at man i Danmark bør »lægge sig paa Hjerte«, hvad der siges om Grønland – »over hvilket man saaledes raader uden at have spurgt os først«.
Robert Stein har nemlig en idé om at udvikle Sydgrønland til et prægtigt fredet sted for al slags vildt. Han vil indføre gemser, pingviner, bjørne og havoddere, og han vil frede hvalerne fra menneskets hensynsløse slagteri. Det er biodiversitet og artsbeskyttelse anno 1909.
Men Danmark er ikke rigtig med i planen. Robert Stein tænker sig Grønland som en del af det stadig mere selvstændige Canada, som dengang var sikkerheds- og udenrigspolitisk underlagt Det Britiske Imperium – a la Grønland og Danmark i dag.
Som fredspolitisk idémand var Robert Stein i det hele taget meget glad for bytte-bytte-land-løsninger og diverse annekteringer. Han havde også en idé om, at Amerikas »negerproblem« kunne løses ved oprettelsen af en stat ved navn Hopeland, styret af hvide i det nuværende Nigeria, hvortil man kunne deportere sorte. De ville i øvrigt komme frivilligt, hvis man fortalte dem, at polygami var tilladt i det nye land.
I Georg Brandes’ referat vil Robert Steins idé om et canadisk-britisk Grønland åbne for en travl dampskibstrafik for turister, der vil se isbjerge og midnatssol:
»Naar man betænker, hvor mange Amerikanere der er, som aarligt foretager Rejsen til Schweiz for dér at se nogle Bræer og Alpernes Snetoppe, saa forstaar man, det ikke vilde være vanskeligt at lede en langt talrigere Strøm af Turister til Skuet af det hvide Vidunder, den grønlandske Isflade, der næsten er saa stor som de Forenede Stater øst for Mississippi, og paa hvilken det er muligt uden altfor stor Vanskelighed at færdes.«
FOR VOR TIDS rådgivere og businesskonsulenter, der arbejder med turismeudvikling i Grønland, er det kreative forarbejde altså gjort for længst.
Men de bør mærke sig Georg Brandes’ bekymring. Han noterer, at Robert Stein synes at undervurdere vanskelighederne ved landets besejling, og at han tydeligvis intet ved om, at tranpriserne er dalet, hvad der gør sælfangsten mindre indbringende.
Georg Brandes påpeger også, at fraværet af ejendomsret og begrænsninger i jagtretten i Grønland har betydet, at grønlænderne nærmest har udryddet renerne.
Og så kommer hans konklusion:
»Dr. Stein gaar ud fra, at først naar Grønland er blevet Canadas Eje, vil Landet blive et værdifuldt Aktiv. Det kapitalfattige Danmark kan ikke gøre det dertil. De Danske burde maaske ud af hans Projekter læse en kraftig Opfordring til at udnytte Grønland, mens de har det.«