Weekendavisen den 3. juli 2026
Kontrafaktisk. Den afdøde chilenske kultforfatter Roberto Bolaño brillerer med en spekulativ realisme om højreradikal litteratur.
Roberto Bolaño: Nazilitteratur i Amerika. Oversat af Iben Hasselbalch. 240 sider. 300 kr. Lindhardt og Ringhof.
Det er efterhånden 16 år siden, vi første gang på dansk kunne læse den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003), en vaskeægte kultskikkelse for den litterære avantgarde. Og nu relancerer Lindhardt og Ringhof ham så med gammelt nyt fra bagkataloget. Den slags tilbagegreb kan virke motivløse, men ikke i dette tilfælde.
Det må således kaldes god timing, at forlaget nu præsenterer Roberto Bolaños underfundige, fiktive leksikon over en række højreradikale forfattere fra det, der på spansk hedder »América«, svarende til hele det amerikanske dobbeltkontinent. På dansk, hvor vi jo bruger Amerika som synonym for USA, har vi ikke et tilsvarende samlebegreb, hvorfor titlen, Nazilitteratur i Amerika, må siges ikke at være helt dækkende i Iben Hasselbalchs i øvrigt velgjorte oversættelse.
Skønt oprindelig udgivet i 1996, kommer bogen til Danmark som håndplukket læsning netop nu, hvor fascistiske, populistiske og racistiske politikere har vind i sejlene i América, både i syd og nord. Samtidig er Nazilitteratur i Amerika et tankevækkende apropos til den hjemlige debat om højreorienterede forfatteres kvalitet og position. Her finder nationalister som digteren Frederik Lind Køppen og debattøren Eva Selsing nemt nye (fiktive) venner.
Den lille bog (lille i forhold til forfatterens kendte klepperter De vilde detektiver og den posthumt udgivne 2666) er original i både idé og udformning. Som et mockup af et litterært oversigtsværk introducerer Nazilitteratur i Amerika et par og tredive fiktive forfattere, primært latinamerikanske – biografisk, litterært, politisk og aktivistisk.
ALLE DE OMTALTE forfattere er (som det hedder i den Wikipedia-inspirerede pressemeddelelse) »middelmådigheder, snobber, opportunister, narcissister og kriminelle«. Mange af dem går igen som bipersoner i hinandens liv og karriere, og på den måde hænger det hele sammen som i en fiktiv litteratur- og ideologihistorie.
Tydeligst ser man Roberto Bolaños raffinerede dialogiske intertekstualitet i bogens skildring af den chilenske nationalist, jagerpilot, digter og morder Ramírez Hoffman. Teksten er slet og ret et kondenseret forlæg for den roman, som forfatteren udgav kort efter, Fjern stjerne (2006). I teksten om Hoffman optræder for eneste gang i bogen et fortællende jeg, en mand ved navn Bolaño, der er fange i et af Pinochets detentionscentre.
Som kontrafaktisk litteraturhistorie er Nazilitteratur i Amerika en tankevækkende påmindelse om, at litteraturen ikke nødvendigvis står på humanismens og demokratiets side. Det skal vi vide at frygte. En sand og banal sandhed, der kunne være skrevet i en kronik. Men Roberto Bolaño er ikke debattør. Han er en forfatternes forfatter, og hans abstraktionsevne er enorm, fantasien grænseløs. Sproget flyder med suveræn energi, humoren er sort som kul.
Om Franz Zwickau, venezuelansk digter med tyske forfædre, lyder det, at han fløj gennem livet og litteraturen som en hvirvelvind. Han skrev digte og sonetter om motorcykler, ulykkelig kærlighed, seksuel opvågnen og længsel efter renhed. Herefter ridses nogle af hans digthandlinger op:
I »Dialog med Hermann Göring« møder digteren rigsmarskalens skygge på en forladt flyveplads, hvor de taler om »flyvning, svimmelhed, skæbne, ubeboede huse, tapperhed, retfærdighed, død«. I »Koncentrationslejr« beretter han med humor og ømhed om sin barndom i Caracas’ middelklasse. Og i digtet »Heimat« på 350 vers beskriver han sine kønsorganer »med en kølighed som hos en retsmediciner, der arbejder i lighuset natten efter et massemord«.
NAZITERMINOLOGIEN BLIVER omsat til digttitler, og perversion til poesi, når Roberto Bolaño skriver om den litterære højreradikalisme med forfatterens og litteraturhistorikerens vurderende blik. Han forfalder dog ikke til den fordømmelse, som ville ophæve hans eget værk som (skøn)litteratur i egen ret, men tvinger i stedet sin læser til selv at tænke.
Om den haitianske digter og pseudonymkunstner Max Mirebalais hedder det, at han kendte to veje ind i hovedstadens finere kredse:
»Enten ved åbenlys vold, hvilket ikke var aktuelt, for han var en fredelig og frygtsom mand, som hadede det blotte syn af blod. Eller også gennem litteraturen, der er en form for skjult vold, som giver anseelse, og som i visse unge, sårbare lande er en af forklædningerne på den sociale stige.«
Litteraturen som skjult vold. Dét er pointen i Nazilitteratur i Amerika kondenseret i én advarselssætning. Litteraturen har et destruktivt potentiale, når den står i nationalismens, fascismens og nazismens tjeneste. Dette er Roberto Bolaños budskab i en genialt spekulativ realisme, forfattet med kølighed som hos en retsmediciner, der, ja, arbejder i lighuset natten efter et massemord.