Ægteskabskatastrofen

Weekendavisen den 13. marts 2026

Fanfiktion. Forfatteren Hjalmar Söderberg som romankarakter er gefundenes fressen for læsere med sans for litteraturhistorien fortolket som fiktion.

Malin Lindroth: En anden doktor Glas. Oversat af Anne Skov Thomsen. 193 sider. 299,95 kr. Turbine.

Af og til er en omvej en genvej. Sådan er det med den svenske forfatter Malin Lindroths højst interessante lilleroman En anden doktor Glas. Den lader sig nemlig kun forstå på baggrund af en af svensk litteraturs største skandaler. Tillad mig derfor at lægge ud med en læsevejledning:

En ung kvinde, Helga Gregorius, opsøger en læge med et prekært problem. Hun er gift med en ældre præst, som hun ækles ved. Nu beder hun lægen om at sige til manden, at hun lider af en underlivssygdom, som kræver absolut seksuel afholdenhed. Lægen indvilger. Og forelsker sig i kvinden. Da præsten bliver ved med at kræve sin ægteskabelige ret i sengen, beslutter lægen at forgifte ham.

Sådan er intrigen i Hjalmar Söderbergs suveræne kriminalistiske roman Doktor Glas (1905), som ved udgivelsen forargede Gud og især hvermand i det borgerligt-bornerte Sverige. En læge, der slår en præst ihjel! Skandale! Eller måske: En moralsk handling?

Godt hundrede år senere parafraserede Kerstin Ekman romanen – og dens forfatter – i den skarpsindige Mordets praksis, og nu har Malin Lindroth gjort nogenlunde det samme med En anden doktor Glas.

For at det ikke skal være lyv, var Malin Lindroth den tredje forfatter, der inden for et års tid skrev en fanfictionroman i Hjalmar Söderbergs fodspor. Tidligere udkom Åsa Nilsonnes Fru Gregorius (2024) og Bengt Ohlssons Helga (2024), der begge havde præstens hustru som hovedkarakter.

At læse En anden doktor Glas uden at have Doktor Glas præsent giver ingen mening, og når nu man er i gang, bør man også unde sig selv fornøjelsen ved Mordets praksis. Jeg har genlæst begge romaner i dagens anledning.

OMVEJEN ER EN genvej. Malin Lindroth forudsætter nemlig læserens kendskab til Hjalmar Söderbergs liv (bemærk i forbifarten: Hans andet ægteskab var dansk, han boede i Øster Søgade i København, han blev morfar til forfatterne Helle og Henrik Stangerup, hans grav er på Vestre Kirkegård), og selv trækker hun på Johan Cullberg og Björn Sahlins dobbeltbiografi Märta och Hjalmar Söderberg (2014), hvis undertitel siger det hele: En äktenskapskatastrof.

Historien er denne (ren fiktion på en baggrund af virkelighed): I januar 1912 begynder en ung, navnløs kvinde at skrive om sine oplevelser i et miljø, som er hende fremmed. Hun er bekymret for at blive opdaget af De Bedre Vidende, hendes kaldenavn for det borgerskab, som hun har lært at frygte og foragte. Efter et sammenbrud er hun netop blevet udskrevet fra et psykiatrisk sygehus, hvor hun traf en ensom kvinde, Märta, som hver dag sad klar til at blive hentet af sin mand, men forgæves. Manden viser sig at være den kendte forfatter Hjalmar Söderberg.

Den unge kvinde drømmer om at gøre karriere som journalist. På denne tid er kvinder begyndt at skrive i de svenske aviser, ofte petitjournalistik og societystof (og her fordrer romanen kendskab til Penneskafterne, som var datidens alias for de kvindelige journalister), og vores fortæller forsøger at gøre sine hoser grønne hos en redaktør, naturligvis en mand, som – også naturligvis – gør hende til sin elskerinde med forblommede ord om, at hun måske en dag kan få en artikel i avisen.

Malin Lindroth lader nu den unge journalistaspirant få en genial idé. Hun fornemmer, at Märtas ensomhed på det psykiatriske hospital dækker over en god historie. Hun opsøger Hjalmar Söderberg med et proformaønske om at interviewe ham til en artikel. Venligt, og forfængelig, lukker han hende ind, og snart efter kommer hun jævnligt i det store lejlighed på Tyskbagargatan 9 på Östermalm, ja hun overnatter ofte i gæsteværelset og er med, når kredsen af borgerlige bohemer mødes til middage.

Spørgsmålet er: Hvorfor er Märta indlagt? Hvad fejler hun – ud over gigt? Har hendes fravær en anden begrundelse end hendes mentale tilstand? Er der nogen, der spiller en falsk melodi? Og hvilken rolle spiller alle Hjalmar Söderbergs gæster, De Bedre Vidende?

DEN UNGE JOURNALISTASPIRANTS optegnelser er præget af lige dele forvirring og dristig klarhed:

»Åh, Märta. Tænkte du aldrig, at han skrev med dig i tankerne? Jeg tror, du ved mere, end du vil give udtryk for. Du ved meget vel, at han havde brug for morderdoktoren for at afprøve visse tanker, han aldrig ville vove at tænke i sit eget navn. Han havde brug for en læremester, og han skabte ham med sit eget blæk. Men skabelsen gik i to retninger. De formede hinanden. Gensidigt. Inden han skaffede dig af vejen, var han tvunget til at skabe sig den verden, hvor bortskafningen var rimelig.«

Til sidst i romanen læser vi den unge kvindes artikel om Hjalmar Söderberg. Her kommer vi på sporet af ægteskabskatastrofen.

Malin Lindroth viser, hvordan en litterær fantasi på én gang kan nedbryde det autentiske og bygge bro mellem virkelighed og fiktion. Det er legende, undersøgende, nervøst, intenst og sørgeligt, og ikke mindst gefundenes fressen for læsere med sans for litteraturhistorie og forfatterbiografi fortolket som fiktion, og med vilje til at gå en omvej for at skyde en genvej. For alle andre vil romanen opleves som en lukket fest.

Anne Skov Thomsens oversættelse flyder rigtig fint, bortset fra når den ikke gør, og dermed bliver vi mindet om, hvor svært det er at overføre nabosprogene til de rette danske ord. Fremgangsrig burde have været succesfuld, sygdomserklæring burde have været diagnose, vagtmester burde have været vicevært, skolemagister burde have været skolelærer, gestaltning burde have været fremstilling, den slags. Værst er det, når »en spøg« tydeligvis er en fejloversættelse af »en spöke«, som betyder et spøgelse (hvilket fremgår af konteksten).

Til sidst en note fra revisionen: Forlaget oplyser, at En anden doktor Glas er Malin Lindroths første bog på dansk. Forkert. Essaybogen om kvinders singleliv, Pebermø. Et opgør med skammen, udkom i 2019.