Weekendavisen den 15. december 2025
Kommentar. Efter terrorangrebet i Australien i søndags er der kun én måde som jøde at håndtere nervøsiteten på, og det er med trods. Men ingen jøder kan være tjent med en beskytter som de europæiske højrenationalister, der har deportation på sit repertoire.
SØNDAG EFTERMIDDAG ANKOM et ekstraordinært nyhedsbrev fra Det Jødiske Samfund i min mailboks. Forperson Ina Rosen orienterede om terrorattentatet ved Bondi Beach, Australien, og hun mindede om, at terror har til formål at sprede frygt: »Det skal vi ikke deltage i,« skrev hun.
To dage før, om fredagen, havde jeg tømt min postkasse. Der lå avisen og en lille tryksag i en plasticindpakning, hvor mit navn og min adresse var trykt sammen med et langt teknisk abonnementsnummer, 5000474099596. Bag emballagen var to stykker pap, og mellem pappet lå et lille magasin.
De mange cifre er ikke udtryk for antallet af abonnenter. Inde mellem de to papstykker lå nemlig det seneste nummer af Jødisk Orientering, som hvert kvartal udsendes til medlemmerne af det, der i min barndom hed Mosaisk Troessamfund, men som siden 2014 har heddet Det Jødiske Samfund. Det er ikke en stor flok.
Jeg krængede magasinet ud af indpakningen og slog op på første side, hvor jeg læste Ina Rosens leder under overskriften »Vi gemmer os ikke«. Det var kloge ord om at leve åbent, trygt og værdigt, uden forbehold, uden frygt. Vi gemmer os ikke, nej. Eller gør vi?
NÅR JØDISK ORIENTERING er emballeret med plastic og skjult bag pap, er det netop et udtryk for, at vi er nødt til at gemme os. Det er jo en sikkerhedsvurdering, der ligger bag. Nogen har ment, at budene fra Dansk Avisomdeling ikke skal kunne forbinde et eksemplar af Jødisk Orientering med en navn og en adresse. Nogen har ment, at det er forbundet med en risiko for sådan nogle som mig, at modtage den slags post. Det gør mig rasende.
Terrorattentatet i Australien bekræfter trusselsvurderingen fra Politiets Efterretningstjeneste. På grund af det, myndighederne kalder »reaktualiseringen af den propalæstinensiske dagsorden«, er jødiske liv i fare over hele verden, og jeg tænker på alle dem, der i disse dage samles i synagogen for at holde hanukkah.
I søndagens nyhedsbrev anbefalede Ina Rosen, at man altid er årvågen ved jødiske arrangementer, »og at man bruger sin sunde fornuft i forhold til, hvor og hvordan man bærer tydelige jødiske symboler«. Jeg skal selv til en hanukkahfest tirsdag på en af det jødiske samfunds institutioner, og der er kun én måde at håndtere nervøsiteten på, og det er med trods.
JEG HAR IKKE været medlem af Mosaisk Troessamfund/Det Jødiske Samfund hele mit liv, der har været en pause på en menneskealders tid.
Da jeg var sådan cirka halvt så gammel, som jeg er nu, meldte jeg mig ud, fordi jeg ikke ønskede at være en del af et religiøst fællesskab. Der var ingen konflikt, bare et ønske om at være en god gammeldags fritænker.
Efter mange år uden for murene valgte jeg for et års tid siden så at melde mig ind igen. Selvom jeg stadig ikke har behov for et religiøst fællesskab, ønsker jeg igen at være en del af et socialt, kulturelt og ikke mindst kulturhistorisk fællesskab. Jeg ved, at de religiøse hverken kunne drømme om at pånøde mig deres religiøsitet eller se skævt til min sekularisme.
Det skyldes ikke mindst et voksende mismod over tidens triste tendenser, når jeg tillægger det betydning igen at være med i det jødisk-humanistiske fællesskab, som jeg voksede op i (glade dage på skolen, glade dage i fodboldklubben) og senere distancerede mig fra.
Hamas’ infame terrorangreb 7. oktober 2023 chokerede mig, som ikke har noget forhold til Israel, hverken familiært, kulturelt eller politisk. Men gengældelseskrigens brutalitet har også rystet mig, og jeg kender ikke en eneste jøde, der ikke føler med den palæstinensiske civilbefolknings lidelse. Al min menneskelige empati er med krigens ofre.
ALLE TALER OM antisemitisme. Det er der alt for mange gode grunde til at gøre. Men vi bør også tale om den skræmmende politiske antihumanisme, som næres af intolerance og nationalchauvinisme.
Når Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, her i avisen spænder et hensyn til jøderne for sin sindssyge plan om deportation af muslimske borgere, bliver jeg dybt forstemt. Der er »no-go-zoner« for jøder, skriver han. Derfor, blandt andet, skal muslimer interneres og tvangsudvises.
Nej, Morten Messerschmidt. Den omsorg frabeder jeg mig. Jeg taler ikke på andre danske jøders vegne, bevar mig vel, men jeg ved, at jeg langtfra er alene om at føle et stærkt ubehag over sådan en skamløs populistisk bestræbelse på at sætte skel mellem mennesker.
De danske muslimer er ikke de danske jøders fjender. Jo, nogle er naturligvis, vi lever i en uperfekt verden. Men muslimerne er medborgere, der hver dag passer deres arbejde som buschauffører, sosu-assistenter, portører, fabriksarbejdere, sygeplejersker, pædagoger, læger, kasseassistenter, togrevisorer, skolelærere og så videre. De bidrager til, at samfundshjulene drejer, og de bærer deres livs glæder og sorger med sig, sådan som vi alle gør, forhåbentlig flere glæder end sorger.
Jeg forventer kun, at Morten Messerschmidt – og andre med ham – i stigende grad vil bruge omsorg for jøderne som argument for at øge presset på muslimerne. Men ingen jøder kan være tjent med en beskytter, der har deportation på sit repertoire. Ingen jøder kan være tjent med en politiker, der vil udrense en religion.
VI GEMMER OS ikke, skrev Ina Rosen i Jødisk Orientering. Gode ord. Gode ord, der bliver modsagt af magasinets anonymiserende indpakning. Plastic og pap er ikke en del af løsningen, det er et symptom på problemet.
Jeg er ikke naiv. Der er en høj terrortrussel mod jøder fra radikale muslimer. Vi lever i et risikosamfund, og det kommer vi aldrig ud af. Men det skal vi ikke deltage i, som Ina Rosen skrev. Vi må leve med det.
Vi må også leve med Morten Messerschmidt. Men vi behøver ikke at tage imod hans omklamring. Så længe han taler om muslimerne på samme måde, som antisemitterne altid har talt om jøderne, siger jeg i hvert fald nej tak. Din fjendes fjende er ikke nødvendigvis din ven, og den intolerance, som Europas nationale højrefløj bulldozer sig frem med, er næret af en antidemokratisk og antihumanistisk totalitær tænkning, der svarer til Donald Trumps.
Hvis denne højrefløj får magt, som den har agt med de muslimske befolkninger, vil det ikke gavne jødernes sikkerhed. Også derfor har jeg genoptaget mit medlemskab af Det Jødiske Samfund.