Weekendavisen den 19. december 2025
National. Morten Messerschmidt raser imod Georg Brandes, men den store gamle kritiker og debattør var om nogen »dansk i hjertet«.
I FORRIGE UGE KALDTE Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti, flere af Weekendavisens skribenter for »brusende brandesianere«. Det var ikke venligt ment.
For alle nationalkonservative har navnet »Brandes« været et skældsord i mere end 150 år. Det begyndte, da Georg Brandes i 1871 blæste til lyd for en samfundskritisk litteratur, der ikke bare hyldede gud, konge og fædreland. Det tog det klerikale Danmark ilde op, og siden da har den brandesianske internationalt orienterede radikalisme været i opposition til alt det nationalsindede.
I det aktuelle tilfælde er det – naturligvis – udlændingepolitikken, der deler vandene. Som Morten Messerschmidt formulerer det: »Det handler faktisk om at holde fast i den særlige identitet, der gør, at vi som danske – på tværs af politiske, geografiske, økonomiske og mange andre skel – stadig kan føle os som et folk.«
Og videre hedder det: »Vi elsker dernæst Danmark, fordi dets eksistens er så truet. Vi har en følelse for landet, der er beslægtet med den, vi nærer for et os nødvendigt væsen, hvis liv trues af en fare eller en sygdom.«
Hov, stop en halv! Det sidste citat kommer da ikke fra Morten Messerschmidt, selvom det unægtelig kunne lyde sådan. Nej, undskyld. Det var vist min AI-assistent, der ved en fejl var kommet til at plukke et citat af en anden stor elsker af Danmark. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at ordene stammer fra – Georg Brandes!
I NOVEMBER-DECEMBER 1913 var den store danske litteraturkritiker på foredragsturné i England og Skotland. Her forelæste han i London, Edinburgh og flere andre byer om Shakespeare og Hamlet, Napoleon og Nietzsche. I alt 17 foredrag og 25 bordtaler ved middage, banketter m.m., alt sammen præsenteret på rudimentært engelsk.
Den 6. december var den danske koloni i London samlet på Grand Hotel. I sin store biografi om Brandes fortæller forfatteren Jørgen Knudsen, at den rejsende kritiker og gæsterne ankom til spisesalen »på en dansk skovbund«, og »på venstre side hævede sig en skovklædt høj med flagstang, hvorfra det danske flag smældede i brisen fra skjulte elektriske vifter«.
Hvilken entré! Man ser for sig, at Morten Messerschmidt ankommer i sådan en scenografi til sit partis landsmøde. Men her var det altså de nationalkonservatives hadefigur nummer ét, der skulle på podiet, og det er fra hans tale om kærligheden til Danmark og det danske, at ovennævnte citat stammer.
Da Danmarks generalkonsul i London bød velkommen til gæsterne, fremhævede han især aftenens talers store engagement i danskhedens sag i Sønderjylland. Allerede i 1901 havde Georg Brandes advaret imod Slesvigs »fortyskning«. Tysken ville som »med tusind tunger slikke sig op nordpå«, og dansk sprog ville snart være »et væsen, hvori der var gået galopperende svindsot«, advarede han. Vi vil miste en hovedkilde til dansk åndsliv, hvis Sønderjylland blev fortysket.
Nu så Sankt Georg ud over forsamlingen af londonske landsmænd, og så sagde han: »Når alle danske elsker Danmarks natur så højt, dens luft og duft, dens bølgelinjer, dens farvespil på strand og skyer, i skov og ved sund, så er det, fordi dette er den natur, vi forstår. Man kan ikke ret elske, hvad man ikke forstår.«
DER BLEV NIKKET anerkendende omkring middagsbordene i hotellets spisesal, og nationalfølelsen tog til, da Georg Brandes slog fast, at der ved siden af det, som er ringe, også er adskilligt, som er ypperligt i Danmark:
»Og dette lover godt for fremtiden. Det er mit håb, at dansk civilisation vil kunne udvikle sig til noget enestående fint og udsøgt, så det engang kan blive en distinktion at være dansk.«
Han huskede sit publikum på, at vi har århundreder, ja årtusinder for os: »Se hen til de to sidste hundredårs fremskridt. Vor civilisation er kun lige grundlagt, men vist godt grundlagt. Nu kan og vil den vokse. Det er sandt, at vi er såre få. Men derfor kan vi blive både stærke og fine.«
Morten Messerschmidt kræver et Danmark, hvor man er dansk i hjertet. Det er som taget ud af munden på den store Georg Brandes, stamfader til vor tids patrioter, hvad enten de er nationalkonservative, socialliberale eller kulturradikale. Brusende brandesianere er vi alle.