Havfrue. Hvad er frihed, spurgte Henrik Ibsen igen og igen. Med et vidunderligt eksistensdilemma, viser nyfortolkning hvordan hans dramatiske geni holder hele vejen fra Sæby til Halmtorvet.
For nogle år siden lagde jeg vejen forbi Sæby for at se en mindeplade på facaden af det gamle Hotel Harmonien (i dag en dametøjsbutik): »Her boede Henrik Ibsen i sommeren 1887 da han digtede Fruen fra Havet«. Sommeropholdet ved Kattegatkysten var inspirerende og produktivt for den norske dramtiker, og næste års efterår udkom skuespillet om en kvindes indre kamp for frihed.
I en nordnorsk kystby bor den midaldrende doktor Wangel med sin hustru Ellida og sine to halvvoksne døtre fra et tidligere ægteskab. Pigernes mor er død, men hendes minde lever stærkt i familien. Doktor Wangel og Ellida bærer på en tragedie, da deres eneste fællesbarn døde som spæd, og deres ægteskab er endt i en erotisk blindgyde.
På besøg kommer nu (på grund af en misforståelse) en tidligere huslærer, som tidligere har gjort kur til Ellida, men fået en kurv. I hans akavede selskab bliver hun mere og mere klar over, at hun rent faktisk har elsket engang, nemlig en fremmed sømand, der måtte tage benene på nakken, da han slog en mand ihjel. Men han lovede Ellida, at han en dag ville komme og hente hende.
Foto: Emilia Therese
Henrik Ibsens fornemmelse for fede konfliktplots fornægter sig ikke. Bag den formelle overfladeetablering gemmer sig – som altid hos Henrik Ibsen – noget mørkt og fortrængt. Nu begynder det at gære, de skumle bobler stiger opad, og Ellida – eller snarere os, der ser på hende – indser, at der gemmer sig noget under overfladen.
Og her, lige her, begynder Liv Helms forvandling af Fruen fra havet. De bipersoner, som Henrik Ibsen tillagde nødvendig tilstedeværelse og agens, cutter hun hensynsløst væk. De to søstre er smeltet sammen i én, og vi kan kigge i vejviseren efter Arnholm, Lyngstrand og Ballested. Liv Helm har kun brug for den mørke skikkelse, som i Henrik Ibsens persongalleri blot blev anført som ’En fremmed mand’
Petruska Miehe-Renards scenografi er domineret af et badekar – og nøgenhed. Fra begyndelsen bliver vi – om ikke andet så i underbevidstheden – sporet ind på vandet som et evigt element i menneskets oprindelsesmyter, kulturhistorie, psykologi, sprog og symbolik. Vandet er livgivende, rensende, det repræsenterer frugtbarhed, fødsel og genfødsel, den urmoderlige fostertilstand, det ubevidste, urstof og ophav, men også kaos, undergang og død. Man kan sige at nogen er ”falsk som vand”, men for fruen fra havet handler det om at være sand som vand, om at erobre friheden til at vælge sin livsvej.
Hvad vej skal hun gå i den erotiske ørken, som hendes ægteskab er blevet? Hvad skal hun vælge, når den fremmede mand vender tilbage? Wangel er jo god nok, stabil og tryg, men hun elsker ham ikke. Den fremmede er derimod lidenskabelig, fristende, frisættende. Hvem skal hun vælge? Et vidunderligt eksistensdilemma.
I fjor indledte Liv Helm sin såkaldte Spøgelsestrilogi, hvor hun nyfortolker Ibsen, med Gengangere, og næste år kommer Når vi døde vågner, Henrik Ibsens sidste skuespil, som han skrev i 1899, cirka ti år efter Fruen fra havet. Også det er et drama om ægteskab, kærlighed og kunsten at træffe det rigtige valg på det rette tidspunkt. Dybest set spørger Henrik Ibsen igen-igen: Hvad er frihed?
Liv Helms kondenserede udgave viser kernen i Fruen fra havet. Jeg troede nok at jeg ville savne mellemrollerne, ikke mindst fordi de er så fulde af antydet menneskesvaghed, og fordi jeg sætter så stor pris på Ibsens replikkunst. Måske savnede jeg dem også, men kun i princippet, for når musikken spiller, går kunsten i ét med sig selv og intet savnes længere.
Ét problem har jeg dog. Jeg finder skuespilpræstationerne uegale. Anders Gjellerup Koch skal jo være veg som Wangel, men desværre virker det ikke som om, at han spiller veg, det virker mere som om han er veg i sin omgang med rollen, og derfor ser jeg mere Anders Gjellerup Koch, end jeg ser distriktslæge Wangel.
Ayshan Qvortrups rolle er beskeden, og hun er tilsyneladende instrueret til at spille på den sikre, stille side af sit sikkert fine talent. Det er okay, men karakterløst. Benjamin Kitter skal i store dele af stykket være en ordløs projektion, men dygtigt nok er han markant til stede, sanselig og sær, hele tiden det uhyggelige spørgsmål, som Ellida skal besvare. En meget stemningsfuld præstation.
Og så er der Ida Cæcilie Rasmussen. Hun satser stort og sprænger banken, spiller ømt og ægte, vildt og voldsomt. Med hende har Ellida fået en fremtoning, der er lige dele gal og genial. Hun dominerer scenen med sådan en kontrolleret kropskraft, at man sidder os gisper. Det kan hendes kolleger (to ud af tre) ikke leve op til.
Forestillingens triumf er, at vi hele tiden er bevidste om Ellidas krisetilstand, men samtidig venter i spænding på det svære valg, hun skal træffe. Hvis ikke man kender stykket i forvejen og ved, hvad Ellida vælger, har man overraskelsen til gode. Hvis man erforberedt, kan man glæde sig over, at man alligevel bliver rørt.
Henrik Ibsens dramatiske geni holder hele vejen fra Sæby til Halmtorvet, hvor Liv Helms moderne tolkning måske ikke rammer plet i alle instruktionens detaljer, men i dén grad siger bang i essensen.