Weekendavisen den 27. juni 2025
Jussi. Tænk, at nogen laver aftenunderholdning om en kvinde, der i fire år bliver holdt som gidsel i en tryktank.
Kender De glæden ved at følge med i en tv-serie, som De helt fra begyndelsen bare ved er noget bras? Sådan en flagellantisk fornøjelse har jeg lige haft – og så i ni lange episoder! Tak for det, Jussi og Netflix.
Kvinden i buret hed romanen, som jeg aldrig har læst, og det samme gjorde filmen, som jeg aldrig har set. Den nye version hedder Dept. Q, og plottet er flyttet til Skotland, for nu skal Jussis eminente sans for at underholde med psykologiske traumer, udpenslet dødsvold og psykopatisk kvindemishandling gøres til en international succes. Og vi labber det i os.
Jamen Klaus, hvorfor slukkede du ikke bare? Ja, det spurgte min stakkels hustru også om – ni gange. Hun burde ellers vide, at jeg helt oprigtigt nyder at studere det, der er så dårligt, at det bliver interessant.
For det første: seriens spekulative kynisme. Tænk, at nogen finder det relevant at lave aftenunderholdning om en intelligent kvinde, der i fire år bliver holdt som gidsel i en tryktank af nogle psykopater (oh, hjernen bag forbrydelsen er faktisk også en kvinde, så kom ikke her og sig, at serien sidder fast i misogyne klicheer!), indtil vores skumle antihelt af en ronkedor kommer og befrier hende på en heroisk og sjælssåret smertefuld måde.
For det andet: seriens dovne ophobning af klichétyper: den traumeautistiske bror, den ptsd-syge kollega, den hemmelighedsfulde fremmede, den arrogante chef, den magtfulde statsanklager (i kameluldsfrakke), den psykopatiske voldsmand (på grund af barndommen, selvfølgelig), den goofy logerende, den heroiske politimand med lamme ben, der tvinger sig selv op på krykker (minder lidt om Lille Pers ven i kørestolen i Far til fire på Bornholm).
For det tredje: seriens stavepladeovertydelige klicheer: vor antiautoritetstro helts skæve parkeringer, hans uvilje mod at tale med terapeuten (men mon ikke hun får smeltet hans ishjerte?), hans skænderier med stedsønnen (men mon ikke de kommer på bølgelængde?) og så videre.
For det fjerde: seriens komplette mangel på logik og realisme. Vor vredesplagede helt bliver filmet, da han smadrer en mand (ond, ganske vist) på åben gade, og hele internettet kigger med. Men hvad gør hans chefer? Intet. Er nutidens Edinburgh det vilde vesten?
Jeg går ikke af vejen for en god thriller og gedigen action. Men når magtfuld genrelitteratur bliver til en forudsigelig serie – helt ned til den krampagtige ansigtsinstruktion med lange, sigende blikke – må jeg gøre seriens svaghed til min fordel og underholde mig med, at Q står for kliché.