Weekendavisen den 19. december 2025
Dom. Thomas Boberg og Gyldendal vandt over restauratøren Frank Strathe i årets litterære retssag. Det er en sejr for skrivningen.
Dommer Anne Bundgaard ved Retten i Nykøbing Falster afsagde i dag dom i sagen Frank Strathe vs. Thomas Boberg. Det blev en entydig sejr til forfatteren og hans forlag og en bitter begmand til restauratøren, der mente at være offer for litterære injurier i romanen Insula.
Dommen konkluderede, at »fremsættelsen af de ærekrænkende ytringer er straffri, idet straffelovens § 267 må fortolkes i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«.
Dommeren understreger, at karakteren Rolf er skabt med tydelig inspiration fra Frank Strathes person, og at der i bogen er beskrivelser af episoder, der har lighedspunkter med Frank Strathes liv.
Derfor er udsagnene i Insula om, at karakteren Rolf begår en række strafbare forhold i form af indbrud, trusler, ulovlig tvang, spirituskørsel og kørsel i en ikkeindregistreret bil, ytringer, som er »egnet til at krænke« Frank Strathes ære.
Men i sine overvejelser når Anne Bundgaard alligevel frem til, at Thomas Boberg ikke har gjort noget strafbart:
»Uanset at der i romanen gengives virkelige hændelser, fremstår romanen som en opdigtet fortælling. Romanen anvender forskellige sprogformer og veksler mellem prosa og poesi, ligesom romanen springer i tid. Det må efter indholdet af bogen samt efter den af Simon Pasternak afgivne forklaring videre lægges til grund, at romanen i nogle passager er fabulerende og har karakter af et eventyr. Romanen indeholder endvidere en kærlighedshistorie og berører emner af samfundsmæssig interesse, herunder om naturens ødelæggelse, om forskellen på land og by og om at være tilflytter til et mindre samfund.«
Dommeren lægger desuden til grund, at en romanlæser, der ikke har kendskab til forholdene på Fejø, på ingen måde vil kunne identificere Frank Strathe ud fra romankarakteren Rolf.
Thomas Boberg og Gyldendal er sagens sejrherrer, og der er kun grund til at ønske den hårdtprøvede digter tillykke.
Men triumfen er større end som så. Dette er nemlig ikke kun en enkelt roman og en enkelt forfatter, der har fået rettens ord for, at de befandt sig på den rette side af lovgivningen. Det er selve Litteraturen med stor L, der har sikret sig frihed og råderum. Alt andet havde naturligvis været en katastrofe for skrivekunsten.
MAN FORSTÅR NEMT, at dommen kom som et befrielsens og lettelsens øjeblik for Thomas Boberg. Men hvor der er en vinder, er der også en taber. Frank Strathe står med håret i postkassen. Ikke alene fik han ikke medhold, han skal også betale sagsomkostninger til forfatteren og forlaget, og han har ikke så meget som et halmstrå at klamre sig til.
Tilbage står en skuffet borger med en krænkelse, som ikke er blevet imødekommet. Frank Strathe har med det samme meddelt, at han vil anke. Men hvorfor? Han har trods alt opnået en del gennem sin kamp.
Han fik ikke digteren dømt for injurier, men både forfatter og forlag og begge parters advokater er enige om, at romanen hverken er dokumentarisk eller sand.
Når Frank Strathe har drukket ud af den bitre kalk, bør han glæde sig over, at sagen har gjort det klart for enhver, at Insula er fuld af gøgl og løgn, og så må han leve med, at dommeren respekterer dette som skønlitteraturens hele raison d’etre.
Thomas Boberg har hele tiden haft litteraturens folk på sin side, mens mange andre måske har fulgt sagen med en vis vantro? Må man virkelig hænge andre mennesker til tørre på den måde?
Historikeren Jes Fabricius Møller skrev i en kommentar i Kristeligt Dagblad, at tiden måske var inde til, at forfatterne begyndte at finde på i stedet for at bruge den genkendelige virkelighed som stof.
Her i avisen har jeg selv udtrykt en vis forståelse for en borger, der ikke bare accepterer at tjene som menneskeligt råstof til en roman, ligesom avisens leder i sidste uge påpegede, at forfatternes kalkering af virkeligheden svækker nysgerrighed, eventyrlyst og skabertrang. Lederen kritiserede også, at forfatter og forlag gemmer sig bag argumentet om kunstens ophøjethed og nægter at tage den evige diskussion om forholdet mellem kunst og virkelighed.
Dommen får afgørende betydning for den måde, hvorpå vi fremover må diskutere blandingsforholdet mellem litteraturen og det, man kalder virkeligheden. Dommen bekræfter, at skønlitteratur ikke skrives som læserbreve, og at det kunstneriske formsprog har videre rammer end den almindelige offentlige debat. Det er så godt, som det overhovedet kan være.