Monument 

Godt ord igen. Weekendavisens sprogklumme dissekerer ord og udtryk, som fascinerer os. Alt er tilladt, undtagen brok over sprogets forfald.

Mens det spidser til i Tour de France, vender jeg tilbage til det forgangne forår, hvor både min gamle ven og min svigerinde pludselig talte om nogle monumenter, som de nødvendigvis skulle se. Jeg tænkte med det samme på Frihedsstøtten, Istedløven, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøjs genforeningstårn, Lurblæserne, Jellingstenene, Cimbrertyren, Salys rytterstatue og Absalon, der tager hjelmen af og siger goddag, goddag, goddag.

Men min svigerinde og min gamle ven var desværre ikke begyndt at dele min interessere for mindesmærker, historiebevidsthed og national og folkelig identitetsproduktion. De talte om en helt anden slags monumenter, nemlig cykelsportens fem legendariske éndagsløb: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt.

Sproglig set passer begrebet perfekt til cykelentusiasternes krukkede intellektualisme. Når de taler om monumenter, etablerer de et selvforstærkende narrativ for de indforståede og et password til sig selv som vélokultens menighedsmedlemmer.

Men hvornår blev det normalt at kalde disse éndagscykelløb for »monumenter«?

I Den Danske Ordbog fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab får vi først en etymologisk forklaring, ordet stammer naturligvis fra latin monumentum, »mindesmærke, minde«, afledt af monere, »påminde, belære om«.

Til sidst i opslaget står, at et »monument« også kan være et »prestigefyldt og traditionsrigt endagsløb i landevejscykling«. Herefter følger en række citateksempler fra danske aviser, hvor det ældste er fra 2018 (Weekendavisen), resten fra de senere år.

Men har vi at gøre med en neologisme af så ny dato? Nej. Ifølge Danmarks Nationalleksikon, også kaldet lex.dk, er begrebet »de fem monumenter« opfundet af den franske journalist Philippe Bouvet i 1980erne, hvorefter det blev integreret i cykelsportsterminologien.

Men helt så simpelt er det nu ikke. I magasinet Baggrund fører idéhistorikeren Frederik-Emil Friis Jakobsen monumentbegrebet helt tilbage til en fransk omtale af et landevejsløb i 1938, mens det måske tidligste eksempel på at bruge betegnelsen »monument« om et af de fem løb, som i dag har monumentstatus, kom godt ti år senere.

Cykelsportsreporteren Albert Baker d’Isy skrev i avisen Ce soir en optakt til Paris-Roubaix i 1949. Hans overskrift lød: »Cykelsportens monument«, og her er et blæret citat: »Paris-Roubaix er klokketårnet,  spiret på katedralen, der rejser sig som vidne om fortiden og en glemt kunst, i hjertet af den nye by, mellem ‘bygningerne’. Erosion, duer og krig har beskadiget de gamle sten en smule, men sportens folk har stadig den samme ærbødighed for den historiske, fredede begivenhed, som man har for Pisas skæve tårn, Londons Piccadilly Fountain og Moskvas Kreml. Det har de ikke i USA.«

Albert Baker d’Isys artikel om monument du cyclisme skabte et nyt sportssprogligt begreb, som dog gled i glemsel, for så at blive genopdaget i 1990erne, hvorefter det er indvandret i den danske cykellingo.

Et cykelløb er ikke et monument, der står stille, men en levende, glidende karavane i bevægelse gennem tid og sted, i modsætning til fodbold, tennis, atletik med mere, som er fastlåst til et stadion, en hal eller en arena.

Cykelsporten er knyttet til landskabet, byerne, historien, nationen, traditionen, alt det, der normalt fastholdes i mindekulturens monumenter. Og derfor burde nogen skabe et cykelsprogmonument for Albert Baker d’Isy.