Weekendavisen den 19. september 2025
Kommentar. Hvor er vi henne, når et forlag dropper skønlitteraturen?
I går udkom litteraturformidler Lea Fløe Christensens En mand med en ged på side 251. Bag den kryptiske titel gemmer sig en bog, som med forfatterens egne ord handler om læseglæde i en fordybelsesudfordret tid.
Da jeg tirsdag aften sad og læste i bogen, blev jeg pludselig gjort opmærksom på en ærgerlig nyhed: Forlaget Turbine nedlægger deres skønlitterære afdeling.
Forlagets administrerende direktør, Jesper Tolstrup, forklarede til Politiken: »Det er en økonomisk prioritering. Vi har haft fire forskellige skønlitterære redaktører, og ingen har gjort det så godt som den nuværende, Martin Graae Jørgensen. Og når ikke engang hans indsats kan skabe en sund forretning, så ser vi ikke nogen vej frem.«
Det er et paradoksalt ordvalg, det med at forlaget ikke ser nogen vej frem, for på sin hjemmeside skriver Turbine: »Hold øje med os – vi er stadig på vej fremad.«
Teksten må stamme fra mere optimistiske tider, dengang Turbine havde »et innovativt blik på tingene og en stærk tro på bogens fremtid« og tre gange var blevet præmieret med en Børsen Gazelle, som gives til virksomheder med 100 procents vækst over en periode på fire år. Men nu konstaterer Jesper Tolstrup, at Turbine ikke ser for sig, at skønlitteraturen kan blive kommercielt rentabel.
Når et forlag i god litterær udvikling må kaste håndklædet i ringen, er det svært at bevare den stærke tro på bogens fremtid. Det er jo ikke, fordi Turbine ikke har forholdt sig til branchens diktum – formuleret af den legendariske Norsk Gyldendal-direktør Harald Grieg, Nordahls bror – om forlagets hensyn til »børs og katedral«, altså balancen mellem pengene og ånden.
Man skal jo, som Ulrich Ravnbøl slog fast i den revyvise, som Preben Uglebjerg brillerede med i 1967, tjene ind på gyngerne, hvad man har mistet på karrusellen. Et kig på Turbines program viser også en klar bevidsthed om, at kvalitetslitteratur, som ikke har det store publikum, skal balanceres af indtægter fra mere kommercielle udgivelser, for eksempel en norsk jule-feel-good-roman.
I Martin Graae Jørgensens redaktørtid fik Turbine for første gang en egentlig litterær profil. Ikke mindst er forlagets klassikerserie bygget op over en række beundringsværdige udgivelser af både kendte og uretfærdigt glemte forfattere.
I afdelingen for international skønlitteratur har Turbine kendt sin besøgelsestid og skrevet kontrakter med forfattere som norske Vigdis Hjorth og skotske Ali Smith, og senere i dette efterår er Begivenhedsbogen af den meget udfordrende svenske forfatter Andrzej Tichý (nomineret til Nordisk Råds litteraturpris) på programmet.
Hvad ny dansk skønlitteratur angår, har forlaget aldrig været forfatternes førstevalg, men mere og mere trak i den rigtige retning.
NEDLÆGNINGEN AF TURBINES skønlitterære afdeling er både dårligt nyt for de forfattere og oversættere, som nu bliver hjemløse, og for alle os andre, som mener, at litteraturen har brug for mange boliger.
Turbines beslutning minder om den, som forlaget Gutkind traf i foråret, hvor de afhændede hele deres portefølje af børnelitteratur til Gyldendal. Så må vi håbe, at de i stedet kan tjene penge på hyggekrimier af James Price og godnathistorier af Mads Steffensen.
På samme måde nynner Gyldendal med på den om gyngerne og karrusellerne, mens de med dollartegn i øjnene varmer op til Hella Joofs debut som romanforfatter her i efteråret.
Bogmomsen forsvinder, så det bliver billigere at købe bøger, og det er helt fint, men hvor er vi henne, når et forlag dropper skønlitteraturen? Turbines defensive beslutning er udtryk for en bekymrende mangel på tro på, at folk rent faktisk også vil købe den gode litteratur.
Tro på litteraturen har Lea Fløe Christensen, og hun opfordrer til en læserevolution. Den er jeg med på, og nu vil jeg læse hendes bog færdig. Fik jeg sagt, at den er udgivet af forlaget Turbine?