Weekendavisen den 14. oktober 2025
Fædre og sønner. Christian Mørk er vokset op med tre kendte forældre og masser af mørke hemmeligheder.
Christian Mørk: Mine tre forældre. Et familieportræt. 311 sider. 320 kr. Politikens Forlag.
Mine tre forældre er Christian Mørks (f. 1966) erindringer om hans celebre skuespillerforældre, Erik Mørk og Susse Wold, samt Bent Mejding, der ankom som morens nye mand efter forældrenes skilsmisse.
Erik Mørk døde i 1993 efter en alvorlig bilulykke året før, og hans død og livsskæbne har altså bundfældet sig i sønnen gennem mere end 30 år. Da Bent Mejding, den psykologisk og socialt så betydningsfulde ekstrafar, også døde i efteråret 2024, var vejen banet for Christian Mørk. Når fædrene dør, skriver sønnerne.
Mine tre forældre er erindringshistorien om opvæksten i skuespillerhjemmet på Frederiksberg. Set fra barnets perspektiv i kulissen følger Christian sine berømte forældres liv på de skrå brædder og i offentligheden. Selv er han en spinkel og følsom drømmer, der har nemme for sprog, men ikke for drengenes magtspil.
Som ung havde Erik Mørk forsøgt at gøre skuespillerkarriere i England. Fra den tid kendte han flere store engelske mandlige skuespillere, og på hans reol stod erindringer af John Gielgud og Dirk Bogarde og biografier om Ian McKellen, Derek Jacobi »og andre fremtrædende navne, som også havde måttet leve i et usikkert seksuelt grænseland, og hvis alvorlige ansigter på bogomslagene overbeviste mig om, at de hver især betød noget særligt for far uden endnu at vide nøjagtig hvad«.
Senere indser Christian, hvad bøgerne fortalte: »I fars elskede og sentimentalt savnede England var jorden giftig for mænd som ham. Det tog mig endnu længere tid at forstå, at den var lige så farlig for ham i Danmark.«
FORÆLDRENE BLIVER SKILT, fordi Erik Mørk indser, at han er homoseksuel, og han flytter ind i en hesteskoformet lejlighed på Esplanaden. Her kan han både modtage diskrete herrebesøg og have Christian på besøg, og på et tidspunkt flytter også hans egen mor, Christians farmor, ind hos ham.
Der ulmer gennem hele bogen en latent smerte, og på et tidspunkt bryder den ud i lys lue. Da Christian er en ung mand, fortæller Erik ham en hemmelighed:
»Han var lige trådt ind i en opgang, han kendte næsten lige så godt som sin egen. Allerede før han tog trappen, bemærkede han, at der lugtede af gas. Han var fjorten år. Han var som sædvanlig kommet i god tid til sit stævnemøde med den voksne mand, som mindst en gang om ugen misbrugte hans drengekrop seksuelt.«
Bortset fra at »stævnemøde« er et graverende fejlvalg af ord, er anslaget markant, og i den følgende sætning tales der da også om »skemalagt voldtægt«.
Erik sang i kor i en katolsk kirke, hvor korlederen forgreb sig på drengene, og af frygt for at blive afsløret og ekskommunikeret begik han selvmord. Det var Erik, der fandt det knælende lig med hovedet inde i gasovnen.
Christian Mørk skriver, at Erik fik det »kropslige tidsstempel, som voldtægtsofre bærer gennem livet som en usynlig tatovering, og som fastholder deres væsen i den alder, hvor det skete«.
Han ser faren som en evig 14-årig, et gammelt barn i en voksen krop. Men han skriver også, at Erik følte sig ødelagt af mandens selvmord, »fordi han havde troet, at det var et ægte kærlighedsforhold, fordi han under de betingelser selv kom til at føle seksuel nydelse for første gang i sit unge liv (…)«.
Fra denne passage, som man læser med voldsomt ubehag, glider teksten besynderligt friktionsfrit over i en iskold konstatering: »Jeg var udsat for et lignende seksuelt overgreb, og endda i nøjagtig samme alder.«
Gerningsmanden var ikke en voksen mand, men en jævnaldrende skolekammerat, hvilket ikke gør skildringen mindre uhyggelig. Christian husker sig selv som slap, forfærdet og resigneret, men ude af stand til at sætte sig til modværge mod den dominerende dreng.
Forskellene ufortalt kommer de to voldtægtsskildringer til at fungere som en slags spejlpassage for far og søn. Dengang ønskede Christian, at han havde slået fra sig, for nu frygtede han, at han var blevet påført en seksuel identitet, som han ikke kunne mærke: »Og at være bøsse vidste jeg var pinefuldt og skamfuldt, for det så jeg i min fars øjne hver uge. Så ulykkelig ville jeg ikke blive,« skriver han.
SKILDRINGEN AF ERIK som den evige 14-årige er samtidig forfatterens selvportræt, og man må tage hatten af for solidariteten, ærligheden og den delte smerte. Jorden er giftig for Erik, men den brænder også under Christian. Det er smukt beskrevet med sammenbidt besindighed.
Men der var noget ved bogens tone, som jeg ikke fandt mig til rette med i begyndelsen: den forbeholdsløse, jublende kærlighed, som forfatteren sender i retning af sin mor. Men det er også i dette forhold, at elefanten i rummet findes.
Christian Mørk skriver om Susse Wolds usædvanlige væsen, hendes eksplosive lyst til at glæde andre, hendes overdådige opmærksomhed og hendes udfarende kraft: »… men det var især hendes kærlighedsgenerator, som havde skabt vores familie, og hun herskede over den som en kærlig, men fast matriark, som den dag i dag stadig er midtpunkt for os.«
Mens Erik Mørk skildres som en mentalt labil far, der er tynget af uafklarede konflikter, fremstår Susse Wold som en lysende stjerne. Og mens Erik Mørk er kærlighedsløst knyttet til sin følelseshermetiske mor, er Christian sin blomstrende mor betingelsesløst hengiven.
Denne – ubevidste? – kontrast mere end antyder, at faren og sønnen har moderbindinger til fælles, om end væsensforskellige. Bogens væsentligste psykologiske og litterære substans ligger i denne kontradiktion.
Christian Mørks blanke og skinnende birolleportræt af Susse Wold er klart bogens mest uinteressante stof. Måske er det bare ikke muligt at skrive om de endnu levende med samme følelsesintensitet som om de døde?
Til gengæld er skildringen af Erik Mørk både intens, inderlig, ærlig, hjertelig og smertelig. Det er hans dramatiske hovedrolle, som bærer bogen.