Weekendavisen den 26. september 2025
Godt ord igen. Plejer mænd fra Midtsjælland at stikke af fra deres gravide kærester? Ja, ifølge en ukendt revyvise.
Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et (eller flere!) ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed.
Et ord, som nordmændene har, og som vi savner: folkeskik.
Når man slår det op i Salmonsens Konversationsleksikon, kommer man ikke nærmere end »folkeminder«, men Ordbog over det danske Sprog ved, hvad de norske mener: »den maade, hvorpaa man skikker sig ml. (dannede) mennesker; (gode) sæder.«
Nemlig. Bortset fra, at folkeskikken ikke er forbeholdt de dannede. Den afhænger ikke af rang, klasse, status. Gode manerer er for alle. Og en person, der ikke skikker sig, befinder sig »syd for folkeskikken«.
Når jeg siger, at vi ikke har begrebet folkeskik på dansk, er det nok en sandhed med modifikationer. Folkemindesamleren Svend Grundtvig brugte ordet i forlængelse af »folkesagn« og »folketro« (så Salmonsen er ikke helt galt afmarcheret), og jeg kan også se, at Det Kgl. Bibliotek ligger inde med en skrift af en slags med titlen Kys og Kjærlighed: En Fremstilling af Kysset, dets Værd, Afarter og forskjellige Betydning efter Folkeskik og Brug (1850).
Kys og folkeskik! Så er vi på sporet af en gammel dansk sang, som jeg netop har opdaget. Det er gode, gamle Ludvig Brandstrup – ham med formidable viser som »Du gamle måne«, »Hvor er du nu«, »Pige træd varsomt«, »I den mellemste køje«, »Lille sommerfugl«, »Luk dine små uskyldige øjne« og mange flere – der i 1935-revyen Cabaret med varmt i Riddersalen på Frederiksberg lancerede sangen »En gammel folkeskik«. Den kender De ikke? Godt det samme.
Der er en grund til, at denne vise ikke bliver nævnt i flæng med Ludvig Brandstrups mesterværker, for dels blev den skrevet i »en anden tid«, dels havde Ludvig en uinspireret dag på revykontoret:
»Pigebørn er ofte yndige at se,/ og hvis man så syns at man kan li’ dem/ gir man dem et smækkys, vupti 1 2 3.«
I de følgende vers synges der om Hansen, der tog pigen med ud i den grønne skov. Han gjorde kur, men pigen råbte »Hov! Hvad er det De gør?«, og så svarede Hansen, at »det var en gammel folkeskik fra Midtsjælland …«.
Derefter møder vi Jensen, der har et stævnemøde. Han venter ved kiosken klokken fem, og da pigen dukker op klokken otte, giver han hende én på torsken (kiosken rimer på torsken), for det er gammel folkeskik fra Midtsjælland.
Til sidst er der Olsen. Han traf en pige, som han syntes om, og hun tog sin særk af, men da tidens fylde kom (altså: da hun skulle føde), vupti, så var Olsen i »Amerka« (rimer på »særk af«), stukket af fra det hele. Endnu en gammel folkeskik fra Midtsjælland.
Ha, hvor kosteligt og hvor dansk er det ikke at synge om sådan en omgang slyngler. I sangen møder vi også en mand, der ikke rejser sig op for de gamle damer i sporvognen, og en vekselerer, der pludselig er »på ferie« i Vridsløselille. Well, sangen blev heldigvis aldrig folkeeje, og Ludvig Brandstrup kunne jo ikke være genial hver gang.
Men begrebet folkeskik kunne vi da godt bruge. Emma Gad lærte os takt og tone i 1918, og sådan en civil borgeretikette manglede Hansen, Jensen og Olsen. De befandt sig alle syd for folkeskikken.