Weekendavisen den 12. september 2025
Udbrud. Lukningen af Den Danske Ordbog på nettet vil være et kolossalt kulturtab. Regeringen kan stadig nå at handle.
Hallo, hallo! Kalder alle danske forfattere, oversættere, forlæggere, journalister, redaktører, taleskrivere, publicister, dramaturger, universitetsforskere og -studerende, museumsinspektører, bibliotekarer, skolelærere og -elever, boghandlere, tekstforfattere, litterater, forfatterskoleundervisere og -studerende, korrekturlæsere og øvrige sprogrøgtere – vagt i gevær!
Da regeringens forslag til finanslov for 2026 så dagens lys for et par uger siden, havde kulturministeren en skuffelse i ærmet til alle os, der lever for, med og af det danske sprog, der som bekendt er vor moders stemme.
Kulturministeren kunne have præsenteret sig som Jakob-frelser-Engel-Schmidt, men det gjorde han ikke, og derfor må den prægtige Den Danske Ordbog på ordnet.dk lukke og slukke, hvilket er et kolossalt kultur- og kvalitetstab. Til gengæld var der blandt andet penge til afbureaukratisering af foreningslivet, en håndsrækning til cirkus og et forsøg på at få EM i kvindefodbold til Danmark.
Med på listen over Kulturministeriets prioriterede projekter er også onlineleksikonet lex.dk, og sådan skal det være. Men for få år siden var netop nationalencyklopædien i samme penible situation, som Den Danske Ordbog er i nu. Leksikonet manglede sikre bevillinger og så sit endeligt i øjnene. Først i allersidste øjeblik kom redningen.
Tør man tro på, at det samme vil ske for Den Danske Ordbog? Kan kulturministeren mon få finansministeren til at finde nogle flere råderumsmillioner, så vi også i fremtiden kan nyde gavn af et gratis onlineopslagsværk, der gør rede for vort lille sprogs etymologi, begrebsbetydning med mere?
Den Danske Ordbog drives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som har brug for cirka syv millioner om året til lønninger og drift. Hidtil har projektet været finansieret af generøse ølpenge, men Carlsbergfondet har høfligt trukket sig som sponsor med det solide argument, at de ikke vil støtte langvarig drift uden tidsafgrænsning. Næppe nogen anden fond vil træde til og dermed underløbe Carlsbergfondets argument, som kan ses som en opfordring til regeringen om ikke at smide et væsentligt værk om og for dansk sprog og ånd på møddingen.
Kulturministeren bør studere de strategiske procedurer, der førte til redningen af lex.dk – og lære af lektien. Jeg opfordrer derfor alle ovenfor anførte faggrupper til at skrive til ministeren, at lokummet brænder. Ikke et ondt ord om cirkus og fodbold. Men husk også lige at redde et essentielt sprogværk.