Weekendavisen den 17. oktober 2025
Ekspedition. Trapper og tårne får Klaus Rothstein til at skælve. I et forsøg på at kurere sin højdeskræk flyver han i luftballon.
Under mig breder landet sig med grønne enge og mejede markstykker, Roskilde Fjord strækker sig op mod Kattegat, i horisonten knejser Carlsbergbyens højhusprofil, og over mig maler flyene hvide kondensstriber på et krystalblåt lærred.
Jeg svæver i en luftballon, en kolossal konstruktion af form som en glødepære med en flettet gondol under. Her står jeg og spejder ud over al Sjællands ynde på en solsmuk, sen efterårseftermiddag. De meteorologiske forhold er optimale til ballonflyvning, siger min pilot. Heroppe, et sted mellem himmel og Himmelev, hersker en vidunderlig verdensnær stilhed.
Illustration: Rasmus Meisler.
Men hvad laver jeg her? Højder gør mig utilpas, det suger i maven, og benene dirrer. Skrænten ved Møns Klint, et højhus med glasfacade, en altan med transparent front, sågar det sidste trin på stigen, når jeg skal plukke en bog fra reolens øverste hylde, den slags steder gør mig urolig.
Jeg lider af højdeskræk. Samtidig, og det er noget af et paradoks, er jeg stærkt tiltrukket af udsigter, hvor jeg kan se landkortet fra oven.
For nylig kravlede jeg beslutsomt op ad Vor Frelsers Kirkes hønsestiger. Jeg nåede den øverste trappe, der fører ud til vægtergangen med det forgyldte rækværk, hvor den dramatisk snoede trappespiral begynder sin vilde vej videre op mod spiret. Kom nu, sagde jeg til mig selv, Amager ligger for din fod, Kløvermarken til venstre, Kalvebod til højre, se nu på de steder, du elsker. Jeg mærkede vindens kølighed fra døråbningen over mig og kiggede op mod himmeldybet.
Jeg satte tøvende foden på næste trappetrin. Kom nu. Et trin mere. Kom nu. Så sank et dybt sug gennem mig, alt det stålsatte i mig forblødte, og jeg gav op.
I sommer har jeg også opgivet at nå toppen i Zootårnet i København, ligesom mine ben blev bløde under mig, da jeg stod i ti meters højde i et udsigtstårn i fuglereservatet Tipperne ved Ringkøbing Fjord.
Men hvorfor har jeg det sådan? Det havde jeg ikke, da jeg var yngre. Kan det have noget med alderen at gøre? Jeg møder flere og flere mænd som mig, midaldrende på vej mod ældre, som har problemer med højder. Min ven malermesteren kan ikke længere hvidte lofter.
Tidligere i år læste jeg et interview med den 80-årige billedkunstner Torben Ebbesen. Han sagde, at han lider af klaustrofobi og højdeskræk, det var som talt ud af min mund. Jeg bliver stakåndet og dårligt tilpas i kroppen, hvis jeg ikke har en fri adgangsvej væk fra en forsamling.
FØRSTE GANG JEG blev utilpas i højden, var i Lissabons zoologiske have. Sammen med min søn stod jeg i et lille bur på en kabelbane, der fragtede havens gæster hen over dyrenes indhegninger. Under os gik elefanter og antiloper, men jeg så dem ikke. Med lukkede øjne ventede jeg på, at de 20 minutter 10-15 meter oppe i luften skulle slutte.
Senere blev det kun værre, og jeg ved, hvornår det accelererede. En sommeraften i 2017 var jeg i biografen og se Julian Rosefeldts Manifesto, hvor Cate Blanchett performer og reciterer fra 13 manifester om politik og kultur.
Midt i en begravelsesscene, hvor den rumænske digter Tristan Tzaras dadaistiske manifest fra 1918 blev læst op, begyndte salen omkring mig pludselig at vugge i blødt bølgende bevægelser. Det bordeaux plyssæde drejede omkring i stadig større karruselcirkler.
Jeg cyklede langsomt gennem trafikken, svimmelheden fortog sig en smule, da jeg ikke længere bar min egen vægt. Men derhjemme gik jeg i knæ. Jeg havde ingen smerter, jeg var i stand til at tale, men hvis jeg åbnede øjnene, blev jeg slynget ud mod de ydre galakser.
Jeg blev båret ned ad trappen i et brandmandsgreb og lagt ind i en ambulance. På hospitalet konkluderede de, at jeg havde et voldsomt anfald af ørestenssvimmelhed, paroxystisk positionel vertigo, en lumsk lidelse i det indre øres balanceorgan. I en buegang i ørets dyb findes nogle mikroskopiske såkaldte otolitter, som gør, at vi kan holde balancen og registrere tyngdekraftens retning. Uden disse øresten er vi ude af stand til at lokalisere op og ned.
Dette anfald har efterladt mig med en sarthed over for højder, fart og lukkede rum. Som om jeg er blevet ustabil i alle led.
I sommer snakkede jeg højt om højder, og en af avisens redaktører foreslog mig at konfrontere skrækken og skrive om det. Hop ud med faldskærm. Aldrig i livet! Men hvad så med luftballon? Kunne jeg det?
Jeg har altid nydt synet af de mastodontiske himmelvæseners tavse glideflugt, og det undrede mig, at tanken om at krybe op i kurven ikke skræmte mig. Måske kunne jeg godt hænge og dingle under bugen på sådan en luftflydende oppustet pose?
Jeg ringede til DreamBalloon, et firma, der tilbyder kommerciel ballonflyvning, og forklarede min situation. Giver det mening at udfordre sin højdeskræk i en ballon, eller er det dumdristigt? Svaret overraskede mig: »Hvis du har højdeskræk på jorden, mærker du det næppe i luften.«
DET HELE BEGYNDTE i 1783, da de franske Montgolfier-brødre opsendte en varmluftsballon med et får, en and og en hane ombord. I 1811 steg den første ballon op fra dansk jord på eksercerpladsen foran Rosenborg Slot.
Jeg tænkte på Jules Vernes eventyrroman Fem uger i ballon fra 1863, den svenske ingeniør, luftkaptajn Salomon August Andrée, hvis ballonekspedition forulykkede et sted ved Svalbard i 1897, H.C. Andersens eventyr og lejlighedsdigte om ballonskippere og ikke mindst på H.C. Ørsted, der allerede i 1836 skrev sit enorme digtforsøg, Luftskibet, hvor han besang videnskabens triumfer og forudså, at ballonen ville gøre ende på alle krige, når hverken slot eller fæstning kunne yde krigens ophavsmand tilflugt. At krigens ophavsmænd ville opfinde fly og droner, forudså han ikke.
Når jeg nævnte ballonflyvning for andre, stod associationerne i kø. Pippi Langstrømpe, var der en, der sagde. En anden nævnte sange af Tobias Rahim og Katinka. En tredje kom i tanker om en episode af Gift ved første blik.
BALLONFLYVNINGER FINDER sted ved daggry eller hen mod solnedgang, når vinden er stille, og luften er kold og stabil. Morgenen for min ballondebut modtog jeg en sms med koordinater, der viste vej til en græseng ved Borrevejle på kanten af Roskilde Fjord. Afgang kl. 17. Vi er cirka 20 passagerer, der skal afsted.
Piloten ved ikke på forhånd, hvor han kommer til at lande, det afhænger af vejr og vind, og hvor han finder en egnet mark. Derfor skal passagererne selv sørge for en ledsagerbil, som via en QR-kode kan følge ballonens bevægelser. Min bror og svigerinde er mit team på jorden.
Jeg siger til piloten, at jeg er her for at presse min egen frygt for højder. John er en blanding af portugiser og namibier, meget sympatisk og tillidsvækkende.
»Du vil ikke mærke det,« siger han. »Når du ikke har kontakt med jorden, bliver du ikke svimmel.«
John og hans crew sætter to store blæsere til at pumpe luft ind i hylsteret, og langsomt begynder det at tage form som en strandet hval i vandkanten. Hen over den sorte ballonkrop breder navnet på en amerikansk sodavand sig.
Nu skal luften varmes op, så ballonen kan hæve sig fra jorden. John trækker propan op i brænderen og sender en lang, varm flamme op i det gigantiske ballonhylster, der snart hvælver sig som en 35 meter høj katedralkuppel mod himlen. Temperaturen stiger, og vi kravler ombord.
Langsomt svæver vi opad, først er jorden lige under os, så synker engen dybere og dybere, min bror og svigerinde bliver til små prikker, snart sejler vores himmelskib up, up, and away, mens Roskilde Fjord folder sig ud.
»How are you, Klaus?« råber John.
Jeg svarer med en tommelfinger og et smil, mystisk let om hjertet og solid i bentøjet. Den højdeskræk, jeg ville udfordre, er vist ikke rigtig kommet med ombord.
Jeg troede, at jeg ville have det som den unge mand i Den flyvende kuffert, der mærkede, at det knagede i bunden, og blev så forskrækket for, at den skulle gå i stykker, for så ville han gøre en ganske artig volte. Men vi driver roligt afsted i den solide, rektangulære pilefletkurv på de bløde himmelbølger. Kurvens kant er lige lovlig lav, men når jeg står stille og kun vender mig langsomt, er alt okay.
En forsigtig brise puffer os mod syd. Her er fuldstændig stille. Det eneste, der bryder stilheden, er, når John trækker i det håndtag, der sender en gylden propanflamme op i ballonhylsteret. Vi stryger langsomt hen over trætoppene som en robåd over søgræs. Dybt nede på en brun mark vrimler det med fasaner. Et sted stopper et par rådyr op, vender hovedet mod himlen, stikker af igen.
Vi er 500 meter oppe, i dette klare vejr går sigtbarhed og uendelighed nærmest ud på ét. Ser jeg mod øst, ind mod København, kan jeg se Øresundsbroen, ser jeg mod vest, ud mod Korsør, kan jeg se Storebæltsbroen. Et sted venstre forude ligger Møns Klint som en grålig silhuet.
Et sted skråt over Hvalsø hænger vi og dingler som en lille fregne på himlen. Pludselig kommer en lille nysgerrig postkasserød propelflyver på besøg, den cirkler rundt om os tre gange som for at sige hej hej.
VI HAR VÆRET i luften i en time, solen begynder langsomt at synke, og John spejder efter en egnet landingsplads.
Mens jeg tænker på Ian McEwans Evig kærlighed, der begynder med en uhyggelig scene, hvor en luftballon havarerer, kalder John sit crew på jorden i walkie-talkien, så lader han luften sive ud af ballonen, giver ordre til at indtage landingspositionen med bøjede knæ og et fast greb i kurvens solide stropper, og med et par bløde bump sætter han gondolen ned på en eng i udkanten af Kirke Eskilstrup.
Det knitrer i walkie-talkien. Vi er landet et sted, hvor bilerne ikke kan møde os. På den ene side er der en jernbane, på den anden side en blind vej. John sender varmestråler op i hylsterets indre for at finde en ny udvej, opvej.
Da vi stiger ud af kurven og får fast grund under fødderne, er mine ben så solide, som hvis jeg kun havde besteget en dørmåtte. At være en halv kilometer oppe i himmelhavet sendte færre svimmelbølger gennem min krop, end næstøverste trin på en tremeterstige ville have gjort.
»How was it?« spørger John, mens han gør klar til det traditionelle luftballonritual, hvor debuterende passagerer bliver champagnedøbt. Jeg svarer, at det var amazing, at min højdefobi ikke havde gjort noget væsen af sig.
Min bror og svigerinde samler mig op, og vi kører hjemad. Jeg har det, som om jeg stadig svæver, men også, som om jeg slet ikke har været højt oppe.
En tonstung ballon, der svæver som en sæbeboble, fungerer anderledes end stigen, fugletårnet, altaner med glasfacader, Zootårnet, Vor Frelsers Kirke. Svimmelheden kommer af det, der er jordfæstet. Fordi jeg ikke var på jorden, registrerede kroppen ikke ballonens højde over den.
Vi sidder på en café i Hvalsø, da jeg indser, at det, jeg troede ville være den ultimative test, snarere var det modsatte, det var ikke et drama, det var en drøm, det var ikke en prøvelse, det var poesi. Jeg har stadig et mellemværende med min højdeforskrækkelse, og nu ved jeg, hvad jeg skal.
BALLONGYNGERNE I TIVOLI har en tophøjde på 18,7 meter. De seks gondoler roterer med ti kilometer i timen, svarende til en omdrejningshastighed på 12-15 sekunder. Her sad Henning Moritzen og Siw Malmkvist i 1960 og sang duet, da de blev forelskede i København. Men pariserhjulet med ballonerne er også en vigtig del af Tivolis ikonografi, for haven var i 1850erne hjemsted for rigtige ballonfarter.
Nu sidder jeg i en gondol, der langsomt kravler ud i luften over den Halloween-pyntede have, det gynger lidt, og jeg klamrer mig til jernstiverne. Lige fremme ligger Axelborg og Palads, og nede på Plænen løber Rasmus Klump over scenen. For hvert nøk, vi kravler opad, giver det et dybt sug i maven. Det er ovre om lidt, det er ovre om lidt, siger jeg til mig selv, da jeg hænger og dingler på hjulets top.
Senere samme dag skal jeg til en reception blandt bogfolk. Da jeg kører gennem byen, ser jeg en stilladsreklame for Weekendavisen. Den viser en person, der med en kikkert for øjet spejder ned mod jorden fra en lille gondol, der vugger under en luftballon.
Til receptionen falder jeg i snak med en hospitalslæge, og vi kommer til at tale om min højdeskræksekspedition. Han kender det fra sig selv, siger han. Han havde engang givet op ved en kabelbane i bjergene, hvor han ikke kunne følge med sin familie, og hans børn havde hjulpet ham ned fra et kirketårn, han havde tvunget sig selv op i. Vi er enige: Der er noget i luften.