Weekendavisen den 19. december 2025
Krydsning. Spansk bestseller skriver sig ind i tidens debat om forholdet mellem virkelighed og fiktion.
Marta Pérez-Carbonell: Intet mere illusorisk. Oversat af Anne Brinch. 264 sider. 269 kr. Jensen & Dalgaard.
En spansk kvinde, Alicia, møder to mænd i et tog mellem London og Edinburgh. Den ene er en kendt litteraturprofessor og forfatter ved navn Terry, den anden er hans specialestuderende Bou. Mens toget buldrer gennem natten, etableres en fortrolighed i den nyetablerede triangel, og Terry indvier Alicia i en litterær skandale, som han har forårsaget ved at skrive romanen Rocco, hvori han har omformet virkelighed til fiktion.
Det lyder bekendt, ikke sandt? Med vidunderlig timing udkommer den spanske debutant Marta Pérez-Carbonells sirlige Intet mere illusorisk samtidig med kulminationen på den vigtige Insula-sag, hvor en mand fra Fejø har hevet forfatteren Thomas Boberg i retten for injurier. Som forlaget spørger retorisk i pressemeddelelsens overskrift: »Må man bruge andres liv i sin roman?«
Ja, det må man. Men hvor tydeligt må man gøre det? Og hvor vildt kan man tillade sig at digte videre på det virkelige og genkendelige? Det er, hvad Retten i Nykøbing Falster har skullet tage stilling til, og det er dette ad libitum-forhold til virkeligheden, som Marta Pérez-Carbonell undersøger i skønlitterær – og, tror jeg, rent fiktiv – form.
Historien i historien: Terrys roman Rocco skildrer et erotisk møde mellem en ældre akademiker, altså ham selv, og en ung mandlig musiker. Romanen er baseret på et møde i den virkelige verden, hvor Terry havde en affære med en schweizisk skuespiller ved navn Hans. Med forfatterens, altså Terrys, egne ord, er det en fortælling om et lille stykke liv, om det fundne og forsvundne øjeblik, hvor to personer krydser hinanden.
Da romanen udkom, blev den læst som sandheden om Hans, mange opfattede den som en nøgleroman, og Hans selv blev ekstremt vred over, at Terry uden tilladelse havde gjort en dramatisk og skæbnesvanger episode fra Hans’ privatliv til skønlitterært materiale.
Hen ad vejen viser det sig for os læsere, at det drejer sig om en konflikt mellem to kolleger, Hans delte lejlighed med, da Terry kom ind i hans liv. De to var kærester, men skændtes som hund og kat, og en nat blev Hans vidne til noget, som jeg vil lade ligge i det dunkle. Efter udgivelsen af Rocco angriber Hans Terry:
»Jeg betroede dig min værste frygt, og den har du udgivet uden at fortælle mig noget – hvor usselt!«
Forfatteren forsvarer sig med, at han har fiktionaliseret, digtet videre, men det gør kun konflikten værre. Alle tror jo, at det er sandhed! Da en journalist skriver en tidsskriftartikel om Terrys udnyttelse af Hans, som er forsvundet – har han mon begået selvmord? – er skandalen fuldkommen.
Langsomt forstår Terry, at han måske uden ret satte litteraturens frihed højere end andre menneskers privatliv. I den natlige togsamtale beder han derfor Alicia om at opsøge Hans og overbringe ham Terrys undskyldning.
MARTA PÉREZ-CARBONELLS roman løber i tre parallelspor, hvoraf de to første giver sig selv, nemlig natten i toget og kapitler fra Rocco. Det tredje spor er Alicias egen fortælling, om dengang hun som forskningsassistent blev efterladt af chefen (og kæresten) Daniel på den yemenitiske ø Socotra ved Adenbugtens munding. Til sidst hører vi om en spirende romance mellem Bou og Alicia, og om hendes forsøg på at opspore Hans på vegne af Terry.
Intet mere illusorisk (titlen er indlejret i en replik af Bou, som citerer forfatteren Ricardo Piglia: »Der findes på samme tid intet mere virkeligt og intet mere illusorisk end det at læse«) er litteratur om litteratur, en roman om en roman, en fortælling om fortællingens kraft, og som sådan går den i denne tid sin sejrsgang fra land til land som en lidt sødladen erkendelsesfortælling.
Men romanen har også et mere eksistentielt-etisk perspektiv. For hvad sker der i det fundne og forsvundne øjeblik, hvor to menneskers livsbaner krydser hinanden? Jeg vil her nøjes med at notere, at forfatteren reducerer romanens risiko for at havne i det banale, da hun lader Hans lide af hypnagoge hallucinationer, altså en sløret virkelighedsopfattelse i tilstanden mellem søvn og vågen.
Til hverdag er Marta Pérez-Carbonell universitetslektor i New York, og hun fremstår da også som en meget belæst og meget begavet forfatter, der – som Terry – har sat sig for at bygge bro mellem det akademiske og skønlitteraturen.
Teknisk er hun dygtig, skilningen sidder perfekt i romanfrisuren, og alt i den narrative struktur tigger og beder om en filmatisering af de krydsende mennesker i nattoget, der udveksler skæbnefortællinger præget af blid vemod. Rørende, dybt, inderligt, fuldkommen som titlen, der har en forceret intellektualisering over sig (måske fordi noget er lost in translation?).
At Marta Pérez-Carbonell har noget væsentligt på hjerte, er imidlertid utvivlsomt, og hendes roman har ikke mindst betydelig relevans for tidens store litterære debat om virkelighed og fiktion, som den udspiller sig i nattoget fra London til Edinburgh og senest på Fejø og i Retten i Nykøbing Falster.