Weekendavisen den 19. september 2025
Tredje generation. Bedsteforældrene i børnelitteraturen er enten energiske, demente eller afgået ved døden. Men de er også lidt for gamle.
For tre år siden fik jeg mit første barnebarn, siden er endnu et kommet til, og jeg er derfor begyndt at interessere mig for, hvordan bedsteforældrene ser ud i børnelitteraturen. Ofte er de fulde af livsvisdom, fantasi og overskud. Men de – eller: vi – er også gamle, og pludselig viser vi tydelige tegn på det uafvendelige.
Så meget groft sagt kan man inddele småbørnslitteraturen med bedsteforældremotiv i tre hovedkategorier:
Den første kategori kalder jeg »Vitalitet«. Det er her, vi møder de energiske og livskloge bedsteforældre, måske flamboyante og fjollede, men altid generøse, til stede, tilgængelige.
Den anden kategori kalder jeg »Demens«. Det er her, alderdommen sætter ind, ensomheden og tristessen tager over, glemsomheden slår til, og man får erkendelsen af tidens ubønhørlighed og af, at intet varer evigt.
Den tredje kategori er »Døden«. Det er her, vi møder livets tekniske afslutning, sorgen og savnet, måske også en form for metafysisk fornemmelse af en fortsat tilstedeværelse og forbindelse med den døde.
Til Vitalitet-kategorien hører to billedbøger om Morfar & Iben, som Rasmus Julius har illustreret til Karl-Erik Thomsens tekst. I Morfar & Iben på eventyr bliver Ibens middagssøvn hele tiden truet af larmen fra en hund, en skraldebil, en håndværker, en ambulance, en flyver. Morfar bliver stresset, men heldigvis har pigen et godt sovehjerte.
Det er en fin fortælling, som alle bedsteforældre, der går lurtur med barnevognen, kan sætte sig ind i, men der er også en anden pointe. Morfar – tydeligvis et selvportræt af 63-årige Karl-Erik Thomsen, tømrer på seniorpension – går klædt i en Batman-T-shirt. Han er altså både bedstefar og (anti)superhelt, en voksen i børnetøj, ansvarlig uden at være alt for alvorlig.
Vitalitet er der også i Rebecca Bach-Lauritsens og Charlotte Pardis Mormor og Mormor, hvor en lille pige (eller er det en dreng?) besøger sine to mormødre. Den ene mormor kører på løbehjul, og den anden mormor spiser pomfritter, og mormor og mormor kysser hinanden.
Barnets ven spørger, hvordan han/hun kan kende forskel, når både mormor og mormor er mormor, men det spørgsmål giver ingen mening for det barn, der oplever mormor og mormors samliv med den største naturlige og kærlighedsfulde selvfølgelighed.
Samtidig – og det er interessant, synes jeg – placerer Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardi de to farverige mormødre i et sanseligt univers, med en stor have ned til en sø, hvor de ror i en lille båd, og barnet leger, at haven er en øde ø med bærbuske og en stor regnbue over sig. De bygger hule, blæser sæbebobler og fortæller uhyggelige historier i en fortryllet, forældrefri atmosfære.
Sådan en naturskøn og fantasiæggende have optræder i mange afskygninger i børnelitteraturen som en kontrast til den hverdag, hvor pligterne hersker, altså forældrenes verden. Det er paradis før syndefaldet.
Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardi lader altså to mormødre være kærester, hvilket er et stille opgør med børnelitteraturens heteroseksuelle konvention. Men samtidig opretholder de bedsteforældrenes magiske have som en nærmest kosmologisk kliché.
I KATEGORIEN FOR sårbare bedsteforældre begynder fundamentet at slå sprækker. I Mette Vedsø og Kamila Slocinskas Glemmer du (2016) gik Susis farmor til fitness sidste sommer, hun gravede selv kartofler op, bagte muffins og vidste alt om stjerner, fregner og femører. Men så begyndte farmor at glemme, hun for vild i byen, puttede pungen i postkassen og kogte brillerne i æggegryden:
»Hun er dement, hørte Susi, da de fældede juletræ. Dement, hørte hun, da de slog katten af tønden. Dement, hørte hun, da de første anemoner sprang ud.«
Herfra udvikler billedbogen sig til en glemselsgyser, hvor det psykologisk svære kun forløses gennem den fantasi, der bygger en bro mellem farmor og Susi.
Den lurende demens spiller også en vigtig rolle i billedbogssamarbejdet mellem Kim Fupz Aakeson og den norske illustrator Stian Hole.
Både i Klovnen der bare ikke var særlig sjov (2020) og Ting der bliver væk (2021) optræder bedsteforældre i porøse roller, hvor tingene begynder at mislykkes, de bliver ensomme og glemsomme, døden lurer.
I Eventyr (2022) bliver stoffet foldet fuldt ud. Bogen – med dedikationen »Til vores bedsteforældre« – handler om en mormor, der gradvist mister evner og hukommelse. Til sidst må hun flytte på plejehjem. En dag glemmer hun os, siger hendes søn. Det tvivler barnebarnet på, men det passer. Som tiden går, kan mormor hverken huske sine børn, sin hund eller sine børnebørn.
Eventyr udvikler sig som en reportagerejse ind i erindringens grænseland, derinde hvor mormorens hullede hukommelse kan leve sit eget liv, derinde i endnu en arketypisk overgroet have, der ikke er kontrolleret og kultiveret, derinde hvor de døde vågner, og mormorens job i parfumeriet på en færge vender tilbage i form af et sørøverskib (man fornemmer en hilsen til Jan Lööfs 50 år gamle billedbogsklassiker Min morfar er sørøver).
Til sidst siger barnebarnet til sin mormor: »Jeg kommer og besøger dig på dit plejehjem. Og hjælper dig med at huske flere eventyr.«
Kim Fupz Aakeson og Stian Hole skildrer den fantasi og forbundethed, der sikrer forbindelsen mellem to mentalt afskårne verdener, mellem det slidte livstykke af en mormor og hendes empatiske barnebarn.
I kategorien for sårbare, glemsomme og demente gamle har børnelitteraturen opdaget de sidste nye tendenser i velfærdsteknologien. Både Sarah Lang Andersen og Kathrina Skarðsás En sæl som ven og Jesper Wung-Sungs og Stian Holes (der var han igen) Den gamle mand og sælen skildrer gamle mennesker,der får selskab af robotsæler.
OG SÅ NÅR vi til vejs ende. Vi dør.
Alfreds mindebog (2019) af Dennis Gade Kofod og Ane Bjørn begynder som en ordløs tegnet fortælling i en gammel, grøn have med et stråtækt hus og en snoet å. Her spreder en gruppe mennesker asken fra en urne. Om aftenen ligger Alfred i sin seng, han spørger sin far: »Hvor er farfar nu?« Far svarer: »Han er inden i os.«
Pointen er, at vores døde bliver forvandlet til minder. Når man bliver husket af et menneske, bor man inde i det: »Det, vi gør, imens vi lever, er minder til dem, der elsker os,« forklarer faren. Alfred samler sommerfuglelarver til minde om farfar, og om natten folder larverne sig ud og flyver afsted – som et minde eller en gestaltning.
Janus Kodal og Tine Modeweg-Hansens Pipilotta og mormors gamle skab (2013) er også en billedbog om, hvordan man kan huske den døde bedsteforælder. Pipilotta har arvet mormors skab, som bringer minder med sig. Det gør ondt at tænke på mormor, der er død for evigt. Til sidst klistrer Pipilotta og mor guldstjerner på mormors skab.
Også Glenn Ringtved og Charlotte Pardi interesserer sig for, hvordan børn kommer overens med sorgen og udvikler deres egne minderitualer. Græd blot hjerte (2001) er en knugende uhyggelig eventyragtig historie om fire børn, der sidder i et lille køkken, mens deres døende farmor ligger i værelset ved siden af. Hos dem er Døden en sørgmodig, høflig gammel mand i sort kappe.
Døden lærer børnene om livets gang, og til sidst dør farmoren, og hendes sjæl flyver ud ad vinduet:
»Børnenes sorg var stor, men de huskede Dødens ord, og de var dem altid til trøst. Og hver gang de åbnede et vindue, tænkte de på deres farmor. Og de lod vinden kærtegne deres ansigter. Så følte de, at hun var hos dem.«
Trods al sin dødsforsoning forekommer billedbogen mig vanvittigt uhyggelig. Særligt fraværet af voksne har jeg svært ved at forlige mig med.
I Kim Fupz Aakeson og Eva Erikssons Så blev farfar et spøgelse (2004) er Esbens farfar død af et hjerteslag:
»Det var meget trist, og Esben græd meget. Nu havde han hverken en farfar eller en morfar. Nu havde han kun en mormor, og hun var på plejehjem og kunne ikke spise pænt eller huske noget som helst.«
Farfar bliver begravet, og Esben får både at vide, at han er kommet op i himlen og ned i jorden. Men ingen af delene passer. Om natten sidder farfar nemlig på Esbens kommode og glor ud i mørket. Farfar er blevet et spøgelse, han er der uden at være der rigtigt, og det synes han føles sådan lidt trist, siger han til Esben.
Mødet med farfars spøgelse bliver et liv genoplevet i erindringen, både farfars liv med farmor og Esbens liv med farfar. De lover at opføre sig ordentligt (men ikke alt for ordentligt) og at tænke på hinanden (men ikke hele tiden), og så går farfar gennem væggen og ud i mørket.
Godt, vi dør helt efter planen. Men der er noget galt. De børn, der fremstilles i børnebøgerne, er oftest børnehavebørn, altså tre-fem år. Deres forældre – i det omfang de medvirker – må være i begyndelsen eller midten af 30erne. Børnenes bedsteforældre er altså efter al sandsynlighed i begyndelsen eller midten af 60erne – og de er med andre ord (typisk, generelt) for unge til at blive demente, flytte på plejehjem og dø.
Det, der sker for bedsteforældrene i børnebøgerne, er altså snarere det, der sker for oldeforældrene i virkeligheden. Men relationen mellem et lille barn og en oldemor eller oldefar er sjældent tilstrækkeligt nær til, at det vil give mening i en børnebog. Af narrative årsager bliver bedsteforældrene flyttet en generation.
ENGANG VAR BEDSTEFORÆLDRE stillesiddende gamle, som vi først og fremmest oplevede i stuer og køkkener. Måske er det derfor, at vi alle har klare sanseerindringer om deres hjem. Når jeg tænker på min mormor, får jeg lyst til hønsekødsuppe. Hos Kim Fupz Aakeson er bedsteforældrene forbundet med duften af kanel og sæbe, mens Rebecca Bach-Lauritsen lader mormor dufte af ler.
Bedsteforældre dufter vel stadig. Men vi er mere aktive end generationerne før os. Vi ikke alene henter og bringer og passer og putter (hvis vi altså ikke lige er på operarejse i Toscana eller til møde i Bedsteforældrenes Klimaaktion), vi har også langsigtet betydning for vores børnebørns fremtid. Det viser socialforskningen, der er begyndt at inddrage den tredje generation i undersøgelser af social arv. Her kan man se, at bedsteforældre med samfundsengagement og høj kulturel kapital, altså interesse for litteratur, musik og så videre, er direkte medvirkende til, at deres børnebørn får et højt uddannelsesniveau.
Det skulle Ibens morfar bare havde vidst, da han i Når Iben bliver stor fantaserede om barnebarnet som professor, bjergbestiger, kunstmaler, filmstjerne, balletdanser, superhelt, politiker, rockstjerne eller olympisk mester. Til sidst når han frem til, at hun jo også kan blive tømrer, lærer, rengøringsassistent, buschauffør eller bilsælger: »Det vigtigste er, at hun bare bliver ved med at være Iben. For Morfar elsker Iben af hele sit hjerte.«
Nemlig. Vi bedsteforældre er ikke fordringsfulde. Vi er betingelsesløse i vores kærlighed, både i livet og i litteraturen, og betingelsesløsheden er gengældt.
Den friktion, der kan være mellem barnet og dets forældre, findes ikke i forholdet til bedsteforældrene. Vi er både frie og fordomsfrie, vi lever uden stress, livsglade og ukonventionelle på den mest selvfølgelige facon. Vores fantasi er frodig, det samme er vores haver. Gennem vores eksempler transporteres de rette dyder ind i barnet.
Men nok for nu, jeg har hentedag i børnehaven.