Essay. Var Tom Kristensen en kryster under krigen? Et hidtil uudgivet digtfragment viser forfatterens ambivalente brydekamp med sit eget manglende mod.
Illustration: Anna Ravn Bjørn
Blandt digteren Tom Kristensens papirer på Det Kgl. Bibliotek ligger en række løsblade, udkast, skitser og hele digte, som til syvende og sidst ikke fandt nåde for forfatterens eget blik og derfor aldrig er udkommet.
På et tidspunkt, hvor arkivet er blevet sorteret og organiseret, har en medarbejder fra Det Kgl. Bibliotek samlet det ukurante materiale i et papiromslag og skrevet »Utrykte digte på forsiden.« Jeg faldt over materialet, da jeg en dag sad på bibliotekslæsesalen og gennemså den originale kladde og renskrift til Tom Kristensens legendariske roman Hærværk. Jeg var ved at forberede en serie foredrag om litterære klassikere, hvor vi skulle vise forfatternes manuskripter frem, og derfor havde jeg fået adgang til de såkaldte kapsler, der rummer Tom Kristensens papirer, både digte, romaner, breve, notesbøger m.m.Et omslag med »Utrykte digte« stimulerer jo nysgerrigheden. Jeg bladrede i papirerne, læste lidt her og lidt der, og jeg forstod med det samme, hvorfor Tom Kristensen havde droppet disse digte. De holdt ikke hans eget kunstneriske niveau. Men samtidig undlod han at destruere manuskripterne.
Et af digtene fangede for alvor min opmærksomhed. Der er tale om et manuskript på to sider, skrevet med Tom Kristensens lave, sirlige, nærmest manisk pertentlige håndskrift. Oppe i højre hjørne er de to ark pagineret med romertal, henholdsvis IV og V. På side V slutter digtet med forfatterens navnetræk. På side IV, altså det første ark, står endnu et romanertal, II, inden arkets første strofe. Det bekræfter indtrykket af, at der er tale om et skitseagtigt forstadie til et digt, et ufærdigt udkast, eller et fragment af et længere manuskript, hvor side I, II og III må være gået tabt. Trods ukomplet er digtet interessant, faktisk opsigtsvækkende, fordi det behandler et stof, som Tom Kristensen ellers kun berørte ganske sporadisk i digte og artikler, og det er ikke et hvilket som helst emne. Digtet handler om besættelsen og befrielsen.
Manuskriptfragmentet i Det Kgl. Biblioteks magasin er uden titel. Her er digtets ordlyd:
»Forstod vi at ofre og frit give hen
Vort Liv for vor Lands Skyld, vi danske Mænd?
Fortjente vi Gaven helt uskadt igen?
Fortjente vi Danmark, vi danske Mænd?
Ja!
For vi kunde hjælpe den jødiske Aand.
Da Jøderne trængtes af Misgreb og Magt,
Stod alle vi Danske som Værn og Vagt.
Vi rakte i Trængslernes Time en Haand
Og hjalp dette Folk, dets Liv og Aand.
Fortjente vi Gaven helt uskadt igen?
Fortjente vi Danmark, vi danske Mænd?
Ja!
For vi kunde leve foruden en Lov.
Skønt Loven blev fængslet og sendt mod Syd
Og Lovløshed voksed i Larm og Lyd,
Blev Lov for os Danske naturligt Behov.
Vi opbygged selv uden Lov vor Lov.
Forstod vi at ofre og frit give hen
vort Liv for vort Lands skyld, vi danske Mænd?
Fortjente vi Gaven helt uskadt igen?
Fortjente vi Danmark, vi danske Mænd?
Ja!
For vi kunde kæmpe, men først var vi faa.
Da Kampaand blev vakt, var de færre end faa
I Lader de laa, under Jord de laa.
Men de var vor Manddom, og de var vort Mod.
Dumdristige Danmark, dit bedste Blod!
Da Freden brød ud som et sommerligt Vejr,
Kom rødt, hvidt og blaat, kom vor Frihedshær,
Og flere stod bag dem med kamplystent Mod.
En enkelt forraadte, men hundred bestod.
De myldred, de myldred. Hvor kom de fra?
Fortjente de Danmark tilbage?
Ja!
Fortjente vi Danmark tilbage?
Ja!«
Årene under den nazistiske okkupation 1940-45 fylder ikke meget i Tom Kristensens forfatterskab. I en tid, hvor mange af hans samtidige forfatterkolleger – for eksempel Otto Gelsted, Martin A. Hansen, Halfdan Rasmussen og Morten Nielsen – bedrev litterært modstandsarbejde i den illegale presse, nøjedes han med at samle sine journalistiske lejlighedsdigte, Digte i Døgnet (1940), udsende et lille essay i pjeceform om den svenske forfatter Harry Martinson (1941) og genudgive sine fire digtsamlinger fra 1920’erne under fællestitlen Mellem Scylla og Charybdis (1943). Derudover ikke noget.
For forfatterne var besættelsen en svær tid, hvor de danske myndigheder på tysk foranledning øvede censur mod litteraturen og journalistikken. For at få sine budskaber ud, måtte man sno sig og finde våger i isen, enten i den illegale presse eller med subtile revytekster. Men Tom Kristensen gik ingen af disse veje. Han søgte i stedet tilbage i sit eget forfatterskab med de to genudgivelser af ungdomsdigtene og avislyrikken. I et forord til Digte i Døgnet skrev Tom Kristensen, at han længe havde været skeptisk ved tanken om at genudgive avislyrikken: »Men i Aar, et Aar, der tvinger os alle til at se tilbage og overveje, hvad vi har sagt, fik jeg Mod til at tage den gulnede Bunke frem.«
Besættelsesåret kaldte altså modet frem i ham. Men ikke på en måde, der fik ham til at skrive om Danmarks nye virkelighed. Modet havde intet med verdenskrig, besættelse eller modstandslyrik at gøre. Modet handlede derimod om at se sine egne døgndigte i øjnene. Det var ikke en politisk konfrontation, det var en privat.
I Hans Scherfigs roman om besættelsestiden, Frydenholm (1962), bliver Tom Kristensen skildret på en ironisk og satirisk måde, som må have gjort ondt. Rent litterært går Hans Scherfig på morsom vis på hugst i Tom Kristensens hovedværk, Hærværk (1930), hvor han slet og ret overtager romanfiguren Ole Jastrau, som alle vidste, var Tom Kristensens alter ego. Ved at inkorporere kollegaens selvbiografiske karakter i sin egen roman, fik Hans Scherfig læserne til at tænke på Tom, når de læste om Ole. Det er et elegant satirisk greb.
Som kommunist og loyalt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti var Hans Scherfig i overhængende fare for at blive interneret af nazisterne. Kun en hospitalsindlæggelse og operation for grå stær på begge øjne forhindrede, at han blev arresteret, og efterfølgende fik han mulighed for at gå i eksil i Sverige. I sin store biografi Dansende stjerne (1993) skriver Jens Andersen, at Hans Scherfig spidder Tom Kristensen som »den holdningsløse, feje kunstnertype«, og han refererer to satiriske nøglescener fra Frydenholm. Da Danmark bliver besat ønsker chefredaktøren på Dagbladet (også planket fra Hærværk) et digt om kongen, der hver dag rider sin hest gennem Københavns gader for at holde humøret oppe hos befolkningen, og han beder Ole Jastrau om sådan et digt. Digteren påtager sig opgaven med en træt mine. Men så viser det sig, at en anden avis og en anden forfatter er kommet Dagbladet i forkøbet.
Senere i romanen diskuterer Dagbladets to litteraturkritikere krigens perspektiver. Den anglofile Arne Vuldum (også adopteret fra Hærværk, i øvrigt et portræt af Kai Friis Møller) trodser alle farer og går med Union Jack i knaphullet. Han tror på England, mens den illusionsløse Ole Jastrau frygter en lang, lang krig, en trediveårskrig, måske endda en hundredårskrig. Det får Vuldum til at spørge, hvad han så har tænkt sig at foretage sig i de hundrede år. Og de ord, som Hans Scherfig lægger Ole Jastrau, og dermed Tom Kristensen, i munden er skarpe og subtile: »Det bedste vi kan gøre er at være musestille. Musestille.«
Jens Andersen skriver, at Tom Kristensen efter krigen ikke var særlig stolt af sin indsats – altså: mangel på indsats – og at han forklarede sig i en efterrationaliserende artikel i et svensk tidsskrift: Den danske digtning havde aldrig været organiseret som et våben i frihedskampen, skrev han. Og i et avisinterview forklarede han sin lave profil med, at nazisterne allerede i 1940 havde et vågent et øje på ham, fordi han ti år tidligere havde oversat Erich Maria Remarques krigskritiske Første Verdenskrigsroman Intet nyt fra Vestfronten. Måske kunne han godt høre, at det lød lidt bovlamt, for i samme interview erkender han, at hele besættelsestiden ramte en blind plet i hans øje.
Vi kan ikke vide, hvad Tom Kristensens intention med digtet – vi kan kalde det Forstod vi at ofre og frit give hen efter førstelinjen – egentlig var. Måske prøvede han at skrive sig ind i modstandskampen, at give sig selv en rolle. Vi ved heller ikke, hvorfor han valgte at skrinlægge digtet. Måske var han slet og ret ikke tilfreds. Måske syntes han, at der var for meget patos og for lidt poesi? Det virker ikke usandsynligt, at den tøvende selverkendelse, som Jens Andersen skildrer, kunne være den moralske drivkraft bag forsøget på at digte om danske mænd, der gjorde det rette og derfor fortjener Danmark. Præcis hvornår digtet er skrevet, kan vi ikke vide. Måske stammer det fra de berusede befrielsesdage, måske er det skrevet som en senere efterrationalisering?
Under alle omstændigheder rummede digtet en risiko for, at Tom Kristensen ville fremstå som en sidste dages hellig, der prøvede at komme med på vognen hos de digtere, der havde sat deres sikkerhed på spil under krigen. Måske skrinlagde han det i erkendelse af, at han under besættelsen ikke havde vist et handlemod, som kunne retfærdiggøre digtet efter befrielsen.
Dagen før nytår i befrielsesåret 1945 skrev Tom Kristensen en anmeldelse af Otto Gelsteds Emigrantdigte. Som kommunist havde digteren været flygtning i Sverige, hvilket satte sig flere spor i forfatterskabet (for eksempel reportageromanen Flygtningene i Husaby, der udkom på svensk i 1943 og på dansk efter befrielsen i 1945). Digtene skildrer blandt andet den jødiske historie med forfølgelse og pogromer, og Tom Kristensen citerer Otto Gelsted, der ifølge anmelderen er »saa arisk at han selv skammer og ærgrer sig over det«, for denne strofe i Emigrantens Jul:
»Med et folk, som nu forbløder,
Var vi fælles, da det gjaldt.
Og vi ser den gule stjerne
Og vor egen julestjerne
Gløde som et sværd, der møder
Mørket med sin glans: Trods alt!
Vi var alle sammen jøder
For Vorherre, da det gjaldt.«
Efter citatet skriver Tom Kristensen: »Det er stolt, at det er en dansker, der har formet disse to aforistiske linjer, og endnu stoltere er det, at det er den pure sandhed.« Det er interessant at læse anmeldelsen af Otto Gelsteds digte side om side med Tom Kristensens eget digtfragment, der aldrig udkom. Vi ved, at anmeldelsen stod i Politiken den 30.12. 1945, men vi ved ikke, hvornår digtet blev skrevet (og skrinlagt). Af dets indhold kan vi slutte, at det er skrevet efter befrielsen.
Da Tom Kristensen læste og anmeldte Otto Gelsteds digte, var han måske i gang med at skrive sit eget digt. Måske valgte han at lægge det ad acta, fordi hans digterkollega – og gode ven – var kommet ham i forkøbet. Måske indså han, at det moralske tema lå bedre for en digter, der selv havde været flygtning, end for en digter som ham selv, der ikke havde vovet pelsen det mindste. Måske, måske, måske. Det vi kan vide, er, at Tom Kristensens Forstod vi at ofre og frit give hen er gjort af det samme stof, som Otto Gelsteds Emigrantens Jul. Begge digtere udtrykker en stålsat humanistisk solidaritet. Men mens den ene udgav sit digt, lagde den anden sit til side.
I Tom Kristensens digtsamling Den sidste lygte (1954) står et digt med titlen Ved anden verdenskrigs udbrud. Digtet begynder på en mørk mahognicafé, hvor jeg’et sidder »i samtidens tankeforplumring« og »halvvågne tanker«, mens aviserne tordner som sirener om Stalin, Hitler og Polen. Digtets sidste strofer består af tvivlrådige refleksioner over tanker, ord og handling:
»Og dog skal der tænkes en tanke,
en tanke, hvori vi kan bunde,
en eneste tanke, der støtter
den verden, der nu går til grunde,
så er det besværligt at tie.
Man håber, at ord føder tanker
og tankerne handling – –
og tankeløst letter man anker.
Men der er en fare ved tanken,
at ordet, dens troløse mage,
tit sendte den vildt ud i verden,
så den kom forvirret tilbage.
Og der er en fare ved ordet,
at handlingen, den libertiner,
forførte det ædelt
til blodige, mørke doktriner.
Fra tanke til – til ord – og til handling
to mellemrum fyldte med grumhed.
Forstår I da ikke, man gribes
fortvivlet af impotent stumhed?
Det ædleste ord har fordrevet
den ædleste tanke fra tronen.
Den ædleste tanke
har undfanget inkvisitionen.«
Ved anden verdenskrigs udbrud er i sig selv et interessant digt om ord og handling i en kritisk verdenssituation. Men i betragtning af den ikke-rolle, Tom Kristensen spillede i besættelsestidens lyrik, er det tankevækkende. Igen er der ting vi ikke ved om digtet. Blev det allerede skrevet under indtryk af Tysklands angreb på Polen i 1939, som avislyrikken, men uden at blive brugt dengang? Eller blev det først skrevet på års afstand?
Digtet udtrykker en splittelse mellem ønsket om at tage stilling og angsten for at gøre ord til handling, for handlingen kan forvandle ordet til »blodige, mørke doktriner«. Det er »besværligt at tie«, men alligevel gribes man »fortvivlet af impotent stumhed«. Det modsætningsforhold, som Ved anden verdenskrigs udbrudskildrer, var – tror jeg – skrevet med Tom Kristensens hjerteblod. Allerede i Hærværk våndede han sig over, at den intellektuelle ikke alene forventedes at have en mening, men at han også skulle stille alle sine meninger til rådighed for offentligheden.
Hans Scherfigs portræt af den ynkelige Ole Jastrau i Frydenholm i 1962 må have smertet Tom Kristensen, da de to forfattere oprindelige var gode venner. I sin biografi om Hans Scherfig, Idealisten (2008), skriver Arne Hardis, at det var Tom Kristensen, der overbragte Scherfig nyheden om, at nazisterne havde krævet et publiceringsforbud mod ham som forfatter og billedkunstner, fordi han var kommunist. Det var også Tom Kristensen, der samtidig trak i nogle tråde, så Scherfig kunne blive optaget i Dansk Forfatterforening og modtage støtte fra foreningens hjælpekasse til krigsramte forfatterfamilier. Samtidig gætter Arne Hardis på, at Tom Kristensen kan have haft en finger med i spillet, da Hans Scherfig under gådefulde omstændigheder slap for yderligere internering i Vestre Fængsel (mod ikke at optræde offentligt), efter at han havde været indlagt til behandling af sin øjenlidelse.
Hvis Tom Kristensen hjalp Hans Scherfig ved disse to penible lejligheder i 1941, hvor myndighederne på nazisternes foranledning var på nakken af ham, virker det fuldkommen urimeligt, at Scherfig godt tyve år senere skulle kvittere med at holde Tom Kristensens alter ego Ole Jastrau ud i strakt arm i Frydenholm. Ifølge Elias Bredsdorff, der har udarbejdet en lang liste over alle de virkelige personer, der optræder – mere eller mindre genkendelige – i Frydenholm, havde Hans Scherfig ovenikøbet fået Tom Kristensens tilladelse til at bruge Ole Jastrau i romanen.
Det kan være at Tom Kristensen var en musestille kryster under krigen. Han kunne skrive som en helvedes karl, voldsomt og konfliktfyldt, men han havde ikke det personlige mod til at være partisan i en litterær modstandsbevægelse. En blind plet i sit øje, kaldte han den besættelsestid, som var en bjælke i synet på resten af nationen. Digtfragmentet viser imidlertid, at han i det mindste forsøgte at placere sig selv og sin lyrik det rette sted, både politisk og moralsk. Det lykkedes ikke at give digtet den nødvendige litterære kvalitet, og når vi læser det i dag, skal vi ikke bedømme det som lyrik, for som sådan frigav Tom Kristensen det aldrig. Vi skal derimod læse det som udtryk for en menneskelig bestræbelse, et forsøg på at formulere det rigtige, fra en digter, der kunne sige det meste smukkere end de fleste, men som, når det gjaldt besættelsen, var grebet af impotent stumhed.
PS. Et par måneder efter udgivelse
Da jeg besluttede mig til at skrive om Tom Kristensen og besættelsestiden, kontaktede jeg Jens Andersen for at sikre mig, at digtfragmentet i Det Kgl. Bibliotek vitterlig ikke havde været trykt noget sted, hvilket jeg jo sagtens kunne have overset. Jens formidlede kontakt til Tom Alsing, der i 1971 som ung stud.mag. havde kontaktet sin navnebror for at bede om en signatur i en førsteudgave af Hærværk. Der opstod et venskab mellem de to, Store Tom og Lille Tom, og Tom Alsing har ikke blot indsigt i forfatterskabet, men også i Tom Kristensens bibliografi. Han bekræftede overfor mig, at digtet ikke havde været trykt noget sted tidligere.
Efter udgivelsen af mit essay har Tom Alsing sendt mig to hilsner, som føjer nye detaljer til det samlede billede, og jeg tilføjer dem her som et PS:
»Kære Klaus
Jeg blev meget inspireret af din artikel om Tom Kristensen og måtte straks på hovedet ned i min udklipssamling. Her fandt jeg digtet Ved Krigens Udbrud fra Hjemmet 2/4 1940. Bortset fra enkelte ændringer i strofe 2 og strofe 6 er digtet identisk med Ved anden verdenskrigs udbrud fra Den sidste Lygte, så digtet er altså skrevet lige op til besættelsen.
Jeg giver dig ret i, at T.K. ikke benyttede sin forfatterstemme til en direkte kritik af besættelsesmagten, men i flere digte markerer han et før contra efter udbruddet af anden verdenskrig, f. eks i Ungdommens Julebog, 1938 med digtet Femogtyve aar, i digtet Til Ludvig Holstein (Tilskueren, december 1939), i digtet Det langsomme Foraar (Politiken, 1. maj 1940, i digtet De spanske Børn (Politiken, 14. februar 1939). Endvidere forsøger T.K. i besættelsesårene at indkredse »Dansk Særpræg«, f.eks. i artikler om bøger »der bør huskes nu, da Gardinerne formørker vor Udsigt til den lyse Sommernat«.
Man kan ikke være i tvivl om hans stillingtagen, men som så mange andre var han forsigtig med en direkte kritik af besættelsesmagten.
Venlig hilsen Tom
Hej Klaus
I forbindelse med genlæsningen af Frydenholm blev jeg opmærksom på Erik Vagn Jensens Mahogni og Marcuse. Mine sytten år i Gyldendal (1987). Her står s. 160-61:
“Samtidig med at vi antog Frydenholm til udgivelse på Gyldendal i sommeren 1962, gav vi Tom Kristensen lejlighed til at læse de afsnit i manuskriptet, der handlede om Jastrau. Han reagerede omgående med anerkendelse og beundring. “Ja, sådan var det!” Han var altså også i besiddelse af mod”.
Dette blot som en tilføjelse til dit essay om TK.
Venlig hilsen Tom«