Danske kønsroller

Weekendavisen den 7. januar 2023

Essay. Om litteraturens betydning for det vi ved om kvinders kamp mod patriarkalsk voldslogik i reaktionære autoritære religiøs regimer – og i vores eget moderne, vestlige, verdslige velfærdssamfund.

Den 16. september i fjor døde den 22-årige Jina Mahsa Amini i det religiøse moralpolitis varetægt i det berygtede Vozara-center i Teheran. Jina Mahsa Amini var blevet arresteret for uanstændighed, fordi hun ikke bar sin hijab korrekt. Moralpolitiet hævder at hun tilfældigvis fik hjertestop, men det er der ingen, der tror på. Menneskerettighedsgrupper siger, at hun var offer for dødsvold.

Nogle uger efter Jina Mahsa Aminis død kunne man på sociale medier se kvinder klippe håret af sig selv i solidaritet med deres iranske medsøstre, som lod lokkerne falde i en vred og sorgfuld symbolsk demonstration.

Herhjemme gik forfatteren Iben Albinus forrest og opfordrede sine kvindelige kolleger til at gribe sakse. Sissel-Jo Gazan fulgte trop. Jeg ved ikke om flere gjorde. Ursula Andkjær Olsen ville i hvert fald have været undskyldt. Hun havde allerede klippet sig korthåret i en sorgprotest over klimakrisen et år inden.

Kvindernes kamp udspillede sig også i den litterære arena, hvor J.K. Rowling var hurtigt ude med flere tweets efter Jina Mahsa Aminis død. Hun skrev: ”Jeg støtter alle iranske kvinder, der bliver gjort tavse af et misogynt, autoritært regime. Vi må være deres stemmer.”

Den nigerianske forfatter og Nobelpristager Wole Soyinka efterlyste flere demonstrationer foran iranske ambassader rundt omkring i verden. Han var skuffet, sagde han i et interview, over at det morderiske regime, hvis ”sandheder” kun er illusioner, ikke bliver mødt med mere modstand. Verdenssamfundet må vågne op!

Den 88-årige Wole Soyinka var allerede sidste efterår med til at uddele PEN Americas litterære frihedspris, The Freedom to Write Award, til tre fængslede (mandlige) iranske dissidentforfattere, Baktash Abtin, Keyvan Bajan og Reza Khandan Mahabadi. Også Margaret Atwood, J.M. Coetzee og Orhan Pamuk gik i forbøn for dem, men desværre forgæves. Baktash Abtin, der afsonede en dom på seks år for at have udgivet digte, der udgjorde en fare for den nationale sikkerhed, døde af corona og lungebetændelse efter at være blevet nægtet behandling.

Det hele er som tegnet efter en skabelon: De onde undertrykker deres egne borgere, der ønsker frihed. De gode svarer igen med symbolske handlinger, protester og sympatitilkendegivelser. Imens lider ofrene i detentionscentrenes og fængslernes celler. Jina Mahsa Amini var en af dem, der aldrig igen så dagens lys.

Mens fortællingerne om kvinderundertrykkelse i Mellemøsten står i kø, giver forfatteren og feministen Gretelise Holm et forbløffende interview i Berlingske. Ligene af en ung kvinde på 30 og hendes barn på bare 11 måneder er blevet fundet i Næbskoven nær Præstø, begge dræbt. Den formodede gerningsmand, kvindens 49-årige mand, havde allerede begået selvmord.

Dobbeltdrabet får Gretelise Holm til at sammenligne Danmark og Mellemøsten. Der er fællestræk i patriarkalske kulturer, som pålægger mænd at have kontrol, siger hun. Dermed er mændene også en slags ofre:

”Æresdrab er forbudt overalt i verden, men sker, når mænd taber kontrol over kvinder, og der samtidig udvises forståelse for drabet fra det omgivende samfund. Det sker i Mellemøsten, men det samme er tilfældet i Danmark, når hvide mænd slår deres koner ihjel, fordi de vil skilles eller er flyttet fra dem. For disse mænd er kontroltabet ubærligt, og det hænger sammen med vores kultur, der i århundreder har lovprist mænds evne til at udøve kontrol. I den henseende kan det være givtigt at se på fællestrækkene, vel vidende at man ikke kan sammenligne en til en,” siger forfatteren til avisen.

Når Gretelise Holm gør drab på danske kvinder til et udslag af kultur, er det et modigt opgør med den normale måde at tale om den slags på. ”Kultur” jo kun noget de andre er bundet til af hadsk religion. Hos os bliver den slags drabssager kun omtalt som ”familietragedier”.

Få dage senere udkommer Line Vaaben og Asser Hedegaard Thomsens bog om partnerdrab i Danmark. Her kan man læse, at Jyske Lov slog fast, at ”Mand kan ikke begå helligbrøde mod sin hustru”, at mænd havde ret til at tæve deres koner frem til 1920, og at den besynderlige ”ægtefællerabat”, der gav mildere straffe for partnerdrab end for andre drab, eksisterede helt frem til 2009.

Og bedst som Gretelise Holm fremfører sin tankevækkende og provokerende kritik af det, hun kalder ”det hvide æresdrab”, bliver endnu en muslimsk kvinde i Danmark slået ihjel på bestialsk vis.

Den 3. november blev en gravid afghansk kvinde hevet ud af sin bil på en parkeringsplads i Holbæk. Gerningsmanden dolkede hende gentagne gange og skar halsen over på hende. Hun døde på stedet, hendes ufødte barn levede endnu et par dage, men døde så også.

Hvad havde den afghanske kvinde gjort sig skyldig i?. Politiet anholder en formodet gerningsmand og en kvinde, som menes at have udtænkt og opildnet til drabet. Jeg tænker straks på pakistanske Ghazala Kahn, der i 2005 blev likvideret foran Slagelse Station af sin bror, fordi hun havde forelsket sig i en forbudt mand. Dengang var der også en kvinde, som havde været med til at trække i trådene.

Er kvindedrabene i Slagelse, Holbæk og Præstø alle et spørgsmål om ære? Om to forskellige slags ære? Spørgsmålet runger i mit hoved. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at der aldrig kan være noget som helst ærefuldt i at slå en kvinde og et barn ihjel, og at et selvgodt og selvbestaltet moralpoliti til fremme af dyd og forebyggelse af laster aldrig kan have retten på sin side.

Samtidig er endnu et opgør om kvinder og vold under opsejling. Forfatteren Kim Fupz Aakeson kritiserer krimiernes svælgen i kvinder, der bliver dræbt, parteret og voldtaget. Kvinden – ofte attraktiv og i den fødedygtige alder – fremstilles som et svagt byttedyr, der skal søge en mands beskyttelse, siger han i et indlæg i Politiken. Krimierne skildrer ”et usandt problem”, mener han, for kvinder er oftest ofre for deres partneres vold, og vi har ingen psykopatiske seriemordere i Danmark.

Det er sandt, at krimier ofte spekulerer hæmningsløst i udpenslet vold, der er udtænkt og udført af en depraveret, pervers og syg sadist. Vold sker i affekt ude i virkeligheden, men i litteraturen er der ofte en rationel og ond hjerne bag den psykopatiske planlægning af volden.

Kort efter Kim Fupz Aakesons kritik af krimien udkom Kirsten Hammanns djævleblændt satiriske roman, Georg-komplekset, om en mandlig forfatter, der engang var succesfuld, men nu er udbrændt og truet af sin kone, der pludselig er begyndt at skrive en roman. Georg lægger planer for sit litterære comeback, som skal være en krimi om den seksuelt perverterede seriemorder Erik, og vi følger plottet om familiefaren, der der lokker unge kvinder til sig, dræber dem i sin garage og har sex med deres døde kroppe, inden han dumper ligene i en sø.

Georg er begejstret over Erik. Han er enkel og effektiv, velegnet til den ultimative afslapning med en krimi. Han er så glad for at have fundet på, at Erik saver sit ene offers fod af, klæder den i en højhælet sko og gemmer den som et trofæ i sin fryser. Erik er det guldæg, der skal sikre Georgs litterære comeback som nr. 1. på bestsellerlisten.

Kirsten Hammanns roman er en ædende ond parodi på genrelitteraturens svælgen i spektakulære kvindemord som frydefuld underholdning. Men da Georg læser om en autentisk morder, Ed Gein, der både dræbte sin mor, syede en vest af hendes tørrede hud og gravede lig op på kirkegården, bl.a. ti kvinder, som han savede hovedtoppen af, bliver han rystet. Først over han Eriks forbrydelser er vand i forhold til virkeligheden, derefter over at han måske har overvurderet folks nydelse ved rædsel.

Da den 40 dage lange sørgeperioder, som islam dikterer, sluttede, flokkedes demonstranter ved Jina Mahsa Aminis grav i Saqez, hendes hjemby i det kurdiske Iran, selvom sikkerhedstjenesten havde advaret imod det. Menneskemængden råbte slagord mod præstestyret og urobetjente svarede igen med skud mod de sørgende. Sikkerhedsstyrker affyrede tåregas og åbnede ild.

Samtidig flyttede mine forældre til en ægtefællebolig på et godt plejecenter, hvor det vrimler med varme hænder. En del af dem kommer fra Iran. De iranske sygeplejersker arbejder som ufaglærte sosu’er, mens de går på sprogskole for at lære dansk i håb om at deres opholdsvisum bliver forlænget. Hvis de var blevet i Iran, ville de måske have haft jobs på intensivafdelinger og operationsstuer, men til gengæld ville de have manglet frihed. Her har de droppet tørklæderne uden at blive anholdt af moralpolitiet. De håber at få jobs, der passer til deres uddannelser hjemmefra, men foreløbig arbejder med med ældreomsorg.

Hver mandag mødes vi på plejecenteret, mig og min mor og flere andre pårørende, og så de iranske kvinder. Vi øver dansk og taler om danske samfundsforhold, som de skal eksamineres i på sprogskolen. Nogle af lektierne giver god mening, andet er det rene og skære volapyk. En ret svær tekst om vikinger fører til spørgsmålet: ”Hvad er historisk ukorrekt i logoerne for Stryhns og Gøl pølser?”

De iranske kvinder vender blikket mod loftet. Vikingerne er ikke vigtige for dem. De lægger mere vægt på at lære høflighed overfor beboerne. ”Du skal i bad!” Ikke høfligt. ”Vil du gerne i bad?” Høfligt. Den slags underviser sprogskolen ikke i.

En mørk eftermiddag billedlæste vi en af historierne om Alfons Åberg. De iranske kvinder morede sig over, at Alfons bor alene med sin far. Er forældrene mon skilt? Eller er moren død? Enelig forsorger, sagde de og pegede grinende på Alfons’ far med det skaldede hoved og troskyldige blik. Danske konseroller, grinede de i en stille triumf for litteraturen og ligestillingen.

Imens tager oprøret til i Iran. Protesterne trodser det parlament, hvor et flertal ønsker, at de mange tusinde anholdte demonstranter skal straffes som terrorister og fjender af gud, altså med døden. Rasende iranere sætter ild til Ayatollah Khomeneis tidligere hjem. Det var ham, der gennemførte den religiøse revolution og grundlagde den islamiske republik i 1979. Men nu siger folk fra.

Kort efter den unge kvindes død kom nyheden om, at kvindelige studieværter og tv-reportere i Afghanistan fremover skal passe deres jobs med ansigtet dækket til. Det har Ministeriet for Fremme af Dyd og Forebyggelse af Laster under Taleban beordret. Fremme af dyd og forebyggelse af laster! Moralpoliti! Det lyder præcis som det det er: teokratisk newspeak i autoritære stater.

I biografen ser jeg den iransk-danske instruktør og manuskriptforfatter Ali Abbasis frygtelige og fascinerende Holy Spider, der fortæller en autentisk historie om en iransk mand, der i 2001 ville rense gaderne i den hellige by Mashhad for uværdige kvinder. Han samlede 16 prostituerede op på sin motorcykel og dræbte dem. En morderisk selvtægtsmand, der mente at have æren, dyden og moralen på sin side.

Imens spreder protesterne mod den misogyne ekstremisme sig fra Iran spredt til hele verden under slagordet For kvinder, liv, frihed. En af de iranske sygeplejersker fortæller mig, at hendes familie ikke tør deltage i demonstrationerne. De er bange for at lide samme skæbne som Jina Mahsa Amini. Det iranske styre slår igen mod demonstranterne med dødsdomme afsagt af domstole, der tjener religion, ikke retsstat. Flere hundrede mennesker er omkommet i konfrontation med myndighederne.

Et par måneder senere forlyder det, at det iranske moralpoliti er blevet nedlagt efter de massive protester. En iskold mandag eftermiddag siger jeg til et par af de iranske kvinder på plejecenteret, at det en en stor triumf for demonstranterne. De ser på mig med et medlidende blik. Moralpolitiet er ikke nedlagt, siger de. Et par uger efter bliver de første to demonstranter henrettet ved hængning – på åben gade fra en kran.

Hvis litteraturen skal fungere som en arena for kvinders frigørelse og sikkerhed, er det måske nødvendigt at gøre op med kvindevolden som litterær underholdning? På den anden side findes kvindevolden jo i litteraturen, fordi den findes i virkeligheden, og de seneste år har vist en lille tendens, hvor kvinder med mellemøstlig baggrund skriver om social kontrol, undertrykkelse, vold og drab. Mest berømte er Sara Omars to voldsomme romaner, Dødevaskeren og Skyggedanseren, der får sin læser til at forbande det blodbesudlede Koran-fanatiske paternalistiske patriarkat. Meget mere afdæmpede er to debutromaner fra det seneste år, Geeti Amiris Mosaik og Nadia Kakasur Gode piger drømmer ikke, der begge kan læse som nutidige fortsættelser af 1800-tallets emancipationsromaner, hvor kvinder skrev om – og for – deres selvstændiggørelse fra mandedominansens reaktionære kvindesyn.

Men disse kvinder er ikke alene. Der er en helt parallel tendens i den nordiske skønlitteratur i disse år, og her taler jeg ikke om genrelitteraturen, der bare vil indpode os et godt gys. Mange nordiske samtidsromaner af kvindelige forfattere handler om vold mod kvinder. Ikke om religiøs undertrykkelse et sted i Mellemøsten. Men om psykisk terror og fysiske overgreb mod kvinder her hos os. På den måde har litteraturen både betydning for det vi ved om kvinders kamp mod patriarkalsk voldslogik i reaktionære autoritære religiøs regimer – og i vores eget moderne, vestlige, verdslige velfærdssamfund.

Betydningsfulde kvindelige forfattere som danske Dy Plambeck og Susanne Staun, svenske Sara Stridsberg, Anna Swärd og Lina Wolff, finske Monika Fagerholm og Sofi Oksanen, norske Vigdis Hjorth og islandske Gerður Kristný (for bare at nævne dem, jeg umiddelbart kommer til at tænke på) har alle indenfor de senere år udgivet skelsættende bøger om kvinder, der bliver ofre for skinsyge og sindssyge mænd, fra social kontrol til drab.

Sara Stridsberg lader ligefrem en død kvinde fortælle sin historie. Hun er blevet myrdet og parteret, hvorefter dele af liget er blevet gravet ned forskellige steder i landskabet. Stemmen fra graven er lyslevende, nærmest som Jina Mahsa Aminis, moralpolitiets offer, der blev gjort tavs, men gav stemme til sine landsmænd, der kæmper videre med livet som indsats: For kvinder, liv, frihed.