Weekendavisen den 21. oktober 2022
Ulven kommer. Kerstin Ekmans har skrevet en fremragende, fascinerende og realistisk-sær fortælling om mennesket i naturen og naturen i mennesket.
Kerstin Ekman: Ulvespring. På dansk ved Anne Marie Bjerg. 208 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
Gad vide om Kerstin Ekman har læst Pia Tafdrups digtsamling Hvid feber (1986)? I hvert fald synes hele den skelsættende pointe i den svenske forfatters nye, perfekte fortælling at være indlejret i dette digt:
”Jeg er blevet set i morgenkulden/ af en hare/ før den tog flugten hen over isen/ på en bundfrossen skovsø/ forsvandt mellem tørre viftende siv/ for at berøre mig med en stilhed/ – dit blik i mit –/ ubegribeligt som jorden i omløb/ årstidernes bøn om fortsættelse.”
Hos Pia Tafdrup er det ikke haren, der først er blevet set af jeg’et, men jeg’et, der er blevet set af haren. Denne blikudveksling, ”dit blik i mit”, danner en forbindelse mellem dyret og mennesket. Og ikke nok med det. Haren ser mennesket en stille, bundfrossen morgen (og jeg gentager citatet fra digtet, for det er vigtigt), ”ubegribeligt som jorden i omløb/ årstidernes bøn om fortsættelse.”
Jeg kom til at tænke på Pia Tafdrups digt, da jeg læste Kerstin Ekmans fremragende, fascinerende og realistisk-sære fortælling om mennesket i naturen og naturen i mennesket, Ulvespring. For den er Kerstin Ekman nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, der uddeles den 1. november i Helsinki (hun vandt også i 1994 med Hændelser ved vand, og kan således blive den første forfatter, der vinder den fine pris to gange).
Som i Pia Tafdrups digt finder i Ulvespring et dyr-menneske-møde sted en frostklar morgen, ikke med den nervøse hare, men med skovens mytologiserede og sagnomspundne rovdyr, den frygtede og agtede ulv.
Vi er et sted i de midtsvenske skove for få år siden. Ulf Norrstig er pensioneret forstkandidat og livslang jæger, altså en mand der kan sin skov. Men også en mand med moralske skrubler. Gennem sin karriere har han medvirket til at omlægge naturen til industriel skovdrift. Og som dreng skamskød han af en elg. Da de fandt liget, konstaterede hans far, at dyret var sultet ihjel.
I Ulf Norrstigs fornavn er ulven indlejret, og hans efternavn rummer en nordlig sti. Nu fylder han 70, sagtmodigt livstilfreds, glad for sin kone, glad for sin hund, glad for at gå på jagt, roligt overens med de skavanker, der følger med alderen. Blandt de lokale mænd har han altid haft høj status som jagtleder, men der er også yngre kræfter, der er begyndt at skule til ham. Spørgsmålet er, fornemmer man, om Ulf stadig en del af flokken, eller om han er ved at transformere sig til en enlig strejfer?
Da Ulf ser den ensomme ulv, ændrer alt sig. Han vil gerne, men kan ikke, fortælle sin kone om det. Oplevelsen er ekstrem privat. Men en dag betror han hende, at hans farmor havde fortalt om mænd, der nogle gange forvandles til ulve. Og så fortæller han, at han havde set ulven nytårsdags morgen. Så sidder de længe i tavshed:
”Jeg tror aldrig jeg har følt mig så nær hende. Ikke engang da vi havde det som før, dengang vi var yngre. Jeg har løbet ulv mange gange siden, sagde jeg og smilede lidt til hende for at mildne ordenes indhold. Da min farmor fortalte om det havde det jo været uhyggeligt. Jeg har af og til været ham om natten. Løbet. Kravlet ind under graner. Oplevet den slags som jeg ikke havde ord for. Hvad for noget? Ja, gran, for eksempel. Eller hare. Han slog en hare ihjel. Eller jeg gjorde det. Men havde ikke noget ord for den. Det var et ynkeligt bytte. Lidt blodsmag alligevel. Leveren var bedst.”
I Kerstin Ekmans portræt af Ulfs selvopgør, lavmælt og indædt på samme tid, spiller skrivning og læsning en central rolle. Ulf førte jagtdagbøger som barn, og skammer sig over deres umodenhed. Til gengæld formår Rudyard Kipling og Ivan Turgenjev at give naturen sprog. Også Elizabeth Kolbert, forfatteren til bogen om den sjette masseuddøen her i den antropocæne tidsalder, spiller en vigtig rolle. Kerstin Ekman fører sine vidner i det mest elegante skønlitteratur om klimakrisen, jeg længe har læst.
Desværre kalder forlaget fejlagtigtkalder Ulvespring ”Roman” på omslaget. På titelbladet står til gengæld ”Fortælling”, og det er korrekt, for forfatteren genredefinerer selv Löpa varg som en ”Berättelse”. Det gør hun med velberåd hu, sandsynligvis fordi, hun gerne vil forbinde sin ulv til de urgamle fortælletraditioner, der er ældre end den moderne litteraturhistorie.
Hvorfor fortællingen hedder Ulvespring på dansk, forstår jeg ikke. Mens den svenske titel, Löpa varg, rummer hele historiens essens – med farmorens anekdote om mænd, der löp varg – fortaber den dybe mærkeligheden sig i den danske. Løbe ulv havde da både skabt meget mere mystik og meget mere mening.
Ulvespring er en eminent fortælling (til sidst også en krimi, da nogen stikker ild til Ulfs campingvogn). Den er skrevet med dyb eksistentiel resonans, hvor Kerstin Ekman etablerer en stærk forbindelse mellem ældgamle folkloristiske dyremotiver og vor tids naturkrise.
Det er med Ulvespring som med Pia Tafdrups digt. Man føler sig berørt med stilhed og ubegribelighed. Kerstin Ekmans sprog er spækket med klarhed. Det er enkelt uden at være simpelt og konkret uden at være kedeligt. Ordene står – som Pia Tafdrups hvide feber – med frostklar tydelighed i vinterlandskabet. Og som digtet forvarslede i 1986, mærker vi i dag tydeligt ”årstidernes bøn om fortsættelse”. Jeg kan gode lide den tanke, at Kerstin Ekman kender Pia Tafdrups digt om haren.