Weekendavisen den 30. december 2021.
Konversationsleksikon. Evigheden [ˈeːviˌheðˀ] er, mener vist de fleste, et tidsrum uden ende. Andre ved helt bestemt, at det er der, vi skal udfolde vores ikke-jordiske efterliv bagom graven. Og atter andre påstår, at Evigheden er et rekreativt aktivitetsområde på det gamle stadion på Nr. Boulevard i Nykøbing F.
Da ingen endnu har kunnet rapportere fra slutningen af et tidsrum uden ende, hverken journalistisk eller litterært, ved vi stadig kun meget lidt om den evighedsopfattelse, der er bundet til tidens udstrækning. På samme måde er beretningerne om Evigheden som et hus for vores sjæle, når kroppens hylster er blevet jordet, osgå temmelig diffuse, selvom teoriens tilhængere er meget stålsatte og støttet af stærke institutioner.
Til gengæld er det absolut vidnefast, at det gamle fodboldstadion i Nykøbing F., hvor knoldesparkerne fra klassiske årstalsklubber som B. 1901 og B. 1921 huserede gennem mange år, er genopstået i form af en multibane under navnet Evigheden (ikke at forveksle med det kooperative mejer Enigheden (1897-1996)).
Uanset om man opfatter Evigheden som den samlede sum af uendelig tid, sådan som videnskabsfolkene ser det, eller om man betragter det som et efterliv ad libitum, side om side med frelseren, sådan som teologerne betragter det, er én ting sikkert, nemlig at Evigheden er hævet over normalitet og nutid. Uagtet de konkurrerende evighedsopfattelsers inkommensurabilitet, kommer ingen begrebsafklaring nærmere, end denne lignelse af en forfatter, hvis navn fortaber sig:
”På verdens største bjerg lander en lille spurv. Den pirker lidt med næbet på toppen. Så flyver den igen. Så går der 10.000 år, så kommer fuglen igen. Den pirker lidt i bjergmassivet med næbet. Så flyver den igen. Hvert 10.000 år kommer fuglen (nok snarere dens efterkommere?) igen og pirker lidt med næbet. Når bjerget er slidt ned, er det første sekund af evigheden gået.”
I versdramaet Brand (1866) lod den norske dramatiker Henrik Ibsen det evige og det forgængelige blive to sider af samme sag, da han konstaterede, at ”evigt ejes kun det tabte.” Så kan man tænke over det. Og Jørgen Gustava Brandt har et digt, som har titel efter evighedens modsætning, nemlig ‘Stund’, hvor han vender ryggen til fremtiden, som en æon uden vogter: ”Ja, nu bliver det snart efterår…/ I en høje evighed lød et bilhorn/ fjernt som en lille hvid røg/ idet jeg vender om.” (Der synes dog at være almindelig enighed om, at man ikke kan vende om fra evigheden (jo, fra Evigheden på det gamle stadion på Nr. Boulevard i Nykøbing F. kan man godt vende om.)
Til sidst kan vi notere, at evigheden også er det, som forfattere uden publikumstække selv mener, at de skriver for. Og til allersidst: Også Evigheden kan udsættes for prolongation. På samme måde som man kan tale om en udørk, der ligger helt derude, hvor verden er forlænget med brædder, er det muligt at tale om så sendrægtigt et forløb, at det strækker sig over en evighed og en formiddag. Og uanset, hvor stort et tal, man nævner, er der altid et, der er større. Og sådan kan man blive ved i en evighed. Mindst én.