Weekendavisen den 26. august 2022
Essays. Hvad er det, der driver litteraturen? Hvordan bliver forfattere ved? Ida Jessen stiller spørgsmål, som hun selv mener er umuligt at besvare. Det er perfekt.
Ida Jessen: Endnu en bog jeg aldrig skrev. Essays. 224 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
Da corona kom og ryddede kalenderen, fik jeg aflyst en aftale om en forfattersamtale med Ida Jessen i et kulturhus, hvor vi skulle have talt om hendes arbejde som forfatter med udgangspunkt i den nys udkomne barske jyske 1700-tals-western, Kaptajnen og Ann Barbara.
Aflysningen ærgrede både mig og de læsere, der havde købt billet til arrangementet, men nu har jeg indset, at vi vandt langt mere, end vi satte over styr. Ida Jessens nye, vigtige bog er nemlig et produkt af den coronastilhed, der pludselig sænkede sig over landet.
Endnu en bog jeg aldrig skrev er forfatterens første essaysamling, dens emnekreds er litterær, og jeg har sjældent læst noget så enestående inderligt og hengivent om læsningens og skrivningens nødvendighed.
Uden at det bliver specifikt pointeret, handler Ida Jessens essays alt overvejende om kvindelige forfattere, nemlig Sigrid Undset, Alice Munro, Marylinne Robinson og Kathrine Mansfield, der i nogle tilfælde portrætteres biografisk, i andre kun litterært. Sigrid Undset og Kathrine Mansfield skildres i livshistorisk helfigur, så man svimler over, hvordan det nogensinde lykkedes dem at frigøre tid og energi til at skrive. Marylinne Robinsons liv og person hører vi ikke rigtig noget om, og hvad Alice Munro angår, noterer Ida Jessen blot, at hun ikke ved andet om hende, end at hun er født i 1931 og bor i Ontario.
Det er hverken de indsigtsfulde læsninger af Sigrid Undset, Kathrine Mansfield, Marylinne Robinson og Alice Munro, der stjæler billedet. Det er derimod to andre kvinder, Anna Grigorjevna og Erneste Blicher, den ene gift med Fjodor Dostojevskij, den anden med Steen Steensen Blicher (som her også er et selvstændigt essay om).
Gennem de to kvinder, der levede i slagskyggerne af to kaosmænd af afgørende betydning for verdenslitteraturen og Danmarkslitteraturen, fortæller Ida Jessen litteraturhistorie, stedshistorie, tidshistorie og kvindehistorie på én gang. Især om Erneste Blicher er det fremragende. Under titlen ‘Den onde muse’ fremstilles hun som et livsstykke af en kvinde, konstant gravid, konstant hårdtarbejdende, konstant ukuelig og – hvis man kan sige det om en kvinde – konstant karl for sin hat. Og på ingen måde sin selvoptagede mand underdanig.
Ida Jessen konstaterer at det er besynderligt, så lidt man ved om Erneste. Det meste synes at være rygter:
”Er det sandt at hun en gang om ugen låste sig inde i stadsestuen og støvede af og derefter bevægede sig baglæns med støvekosten og låste døren efter sig? Er det sandt at man gennem nøglehullet har set hende kysse sit eget spejlbillede i denne stadsestue? Er det sandt, som det bliver sagt, at hun havde et forhold til kusken, ikke kun én kusk, men at hun havde en forkærlighed for netop kuske? Er det sandt at hun havde et forhold til en trompeter fra Randers? Er det sandt at hun fik et søn ved navn Gustav, som var søn af denne trompeter? Er det sandt at hun åd mænd morgen, middag og aften? Er det sandt, som man siger, at hun var dum og tankeløs, forfængelig og koket? At hun var ligeglad med andre end sig selv, og at hun var uforstående, uinteresseret og ligefrem pralede med, at hun aldrig havde læst et eneste ord af det hendes mand havde skrevet? Dansk litteraturs Xantippe? Er der noget om det?”
Alle disse spørgsmål stiller Ida Jessen, som om hun lige har samlet det hele op som gadekærssladder. Så er det som om, hun tager en vejrtrækning. Hun skifter linje, og så står der: ”Nej, mor, hun var god nok.”
Mor? Ja, pludselig taler forfatteren til sin egen mor, som om de begge to var fjerne vidner til Ernestes liv, som om moren tror på rygterne (”som det bliver sagt”, ”som man siger”), mens forfatteren selv savner nuancer.
Denne replik er en original og gådefuld henvendelse, som både giver teksten et ekstra pulsslag og gøder jorden for en kryptisk betragtning, hvor forfatteren kommer Erneste undsætning med stærk solidaritet. Hendes rankhed og suverænitet er blevet fortolket som uberørthed og ligegyldighed, men er det virkelig det, spørger Ida Jessen, ”eller er der menneskelige ting, som vi ikke forstår”?
Et retorisk spørgsmål, hvor svaret giver sig selv. Ida Jessen skriver, at hun selv har lettere ved at forstå et menneske uden værdighed end et med værdighed, en betragtning, jeg stadig slås med at lodde dyden af. Til gengæld er jeg helt med, når hun siger, at hun har lettere ved at forstå det sørgmodige end det muntre: ”Som om et menneske altid må bøje sig for en overmagt af lidelse.”
Det forekommer mig altid at være lidt svulstigt, når man siger om et menneske, at ”hun har menneskekundskab”. Men når det handler om Ida Jessen, render det mig i pennen. Hendes betragtninger om læsning og skrivning, godhed, had, selvopofrelse og forræderi (en skarp fortolkning af Judas) udspringer tydeligvis af en menneskekundskab – som igen udspringer af litteraturen.
Hvad Ida Jessen får ud af at læse andre kvinders bøger og liv, ja netop læse deres liv, er ikke småting. Men selvom dette primært er en bog om kvindelige forfattere, og kvinder, der levede sammen med mandlige forfattere, er det ikke en bog om kvinder, men en bog om skæbner.
Den 17-årige Ida Jessen ville ikke læse Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter, fordi hendes mormor sagde at det var ”en roman om en rigtig kvinde”:
”Jeg ville ikke være en rigtig kvinde. Men uanset om man vil det eller ej, så får man som kvinde et rigtigt kvindeliv. Uanset om man vil det eller ej, får man som menneske et rigtigt menneskeliv.”
I fjor udgav Anne Lise Marstrand-Jørgensen et meget fint litterært essay, Jeg læner mig mod verden, og med Endnu en bog jeg aldrig skrev ser vi forhåbentlig begyndelsen på en tendens. Alle romanforfattere burde nemlig mindst én gang i løbet af forfatterskabet skrive reflekterende non-fiktion om læsning og skrivning. Det afklarer tanker og giver nye indsigter.
Alle samlingens essays er skrevet ud fra en oprigtig kollegial nysgerrighed og et ukunstlet ønske om at forstå, hvordan litteraturen bliver til. Ida Jessens egne forfattererfaringer og udviklingen i hendes egen litterære praksis lyser af og til igennem som en solstråle gennem persienner. Men hun er ikke nær så optaget af sig selv, som essayister ellers ofte er. Når Ida Jessen er privat, er hun først og fremmest diskret, og hendes fokus er hele tiden rettet mod det punkt, hvor livserfaringer omsættes i skrivekunst. Hvad er det, der driver litteraturen?
Ida Jessen stiller spørgsmålet, som hun selv har fået mange gange, uden at kunne svare. Det nærmeste hun kommer et svar, er et nyt spørgsmål: Hvordan kan man blive ved? (Et spørgsmål helt i tråd med det, Linn Ullmann har stillet i sin litterære coronapodcast: How to proceed, hvordan kommer vi videre?). Men Ida Jessen giver ikke meget for sit eget påfund: ”Som spørgsmål er det ikke meget bevendt. Det er kun en undren, umuligt at besvare.”
Perfekt. Det gode litterære essay stiller netop de umulige spørgsmål. Essayisten forsøger at indkredse muligheder, ikke facit, for de svar, der ikke er definitive, rummer jo flere sandheder, end de entydige. Litteraturen er en undren, der ikke kan besvares.
Desværre blev min samtale med Ida Jessen ikke til noget i det første coronaforår. Til gengæld gav det anledning til Ida Jessens samtale med sig selv om de forfatterskaber, der har betydet meget for hende. Gennem dem belyser hun forsigtigt sig selv. Endnu en bog jeg aldrig skrev er simpelhen eksemplarisk essaystik, der afdækker livet for at forstå litteraturen.