Dit livs dummeste digt

Weekendavisen den 11. november 2022

To gange i denne uge er jeg stødt på variationer over myten om den idealistiske digter Gustaf Munch-Petersen (eller gustaf munch-petersen, som han selv bogstaverede sit navn), der i 1937 drog i krig for at bekæmpe fascisterne i Spanien. Først var det i Hanne-Vibeke Holsts nye roman om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, Kriger uden maske, dernæst i Sidsel Mørchs tegneserie, der har titel efter et af Gustafs/gustafs digte, Rids. Naturligvis er det et tilfælde, at begge bøger udkommer samtidig, men det er også et sælsomt tegn på, at der er noget i luften, nemlig krig, krise og digteridealisme. Hanne-Vibeke Holst er vist ikke helt til fals for myten om antifascisten, der ofrer sig for en større sag, for samtidig svigter han jo sin hustru, som han efterlader med to små børn, mens han selv forsvinder i nattens mulm og mørke, efterladende et rørstrømsk afskedsbrev. Hvem gør den slags, en helt eller en kujon? Nutildags er fascismen igen på fremmarch i Europa, men digterne drager ikke til fronten. I vor tid ville det guddødeme også være et latterligt syn. Til gengæld findes der en aktivistisk digter hist og her, der arbejder blandt krigens ofre, når flygtningene forsøger at finde fodfæste i Europas randområder. Men faktisk er det ikke krigen, men klimaet, der er digternes yndlingssag i disse år, se bare Carsten Jensen, der i sin coronadagbog fløj fra kontinent til kontinent, hvor han både så verden begynde og slutte, inden han lod sig slæbe væk fra en klimademo af et par panserbasser, mens han stirrede stolt og stoisk ud i luften med et trodsigt og intellektuelt blik, der strålede af foragt for magt. Jeg tror at han var tilfreds på samme måde, som Hemingway, der heldigvis blev en lille smule såret, da han var ambulancefører under 1. verdenskrig. Over idealistiske forfattere i politisk opposition er der noget ret uimodståeligt. Men når de ikke nøjes med at skrive, men forvandler sig selv til helte, bliver de også ret patetisk, og hvis jeg skal være ærlig, synes jeg at Gustaf/gustaf var en irriterende digter, en egoistisk idealist, der ikke bidrog med andet end gode viljer – og en dårlig ægtemand og far.