Weekendavisen den 18. juni 2021
Vigtig-ikke-vigtig. Claus Nivaa reproducerer en slidt intellektuel fodboldkliche. Pludselig gav den mening.
Claus Nivaa: Måltid. Fodbolddigte. 248 sider, 250 kr. Artwork af Martin Bowyer. Forlaget Alba.
Claus Nivaa, poetryslammer og gymnasielærer i Nørre Sundby, har skrevet en digtsamling om fodbold, og jeg havde planlagt at være glad, for jeg kan godt lide digtene, men jeg skriver dette dagen efter Christian Eriksens kollaps i Parken, og selvom han overlevede, kan jeg ikke forlade den stemning, som billedet af grædende Youssuf Poulsen, Simon Kjær, Andreas Christensen og Jonas Wind har sat i mig. De danner vognborg om kammeraten på græsset. De tror at han dør, det fortæller deres ansigter.
Fodbold. Verdens vigtigste ikke-vigtige ting. Jeg har elsket det hele mit liv. Et mål tegnet med kridt på en husgavl. Børn i en baggård. Oldboys på Kløvermarken. Fodbold er ikke kun skønt, når lysene tændes i Parken og vi samles fulde af håb. Det er skønt, når bolden ruller de mest ydmyge steder, fordi bolden forbinder os.
Det ved Claus Nivaa om nogen, og han skriver både længselsfuldt, alvorsfuldt og hengivent sjovt om det smukke spil. Han er i den grad faldet i gryden som barn, og med hele den pragtfulde nostalgis register til rådighed, digter han sig direkte ind i den danske fodboldlitteraturs kanon. Ikke at den er stor, men den er der.
Nogle af digtene er banale barndomserindringer, ikke vigtigt, men fint nok. Andre digte er indforståede spillerportrætter og situationsbeskrivelser, som kun nørder af første grad kan følge helt med i. Men så er der også de digte, der bygger bro mellem fodbold og litteratur, og de er originale og skamløst sjove. Tag for eksempel digtet ‘Pause (til Otto Gelsted)’, der er en herlig gennemskrivning af fjernsynets reklameblokke i pausen under en fodboldkamp, altså med en hilsen til Otto Gelsteds næsten 100 år gamle kapitalismekritiske digt ‘Reklameskibet’:
”Kampen præsenteres/ i samarbejde med/ Master Card/ UEFA Champions League sponsor/ og Nissan/ og Bet365/ Dramatisk kor og pauker/ Hos Bet365/ gør vi alt/ hvad vi kan/ for at dække/ samtlige vigtige/ kampe/ siger Pilou Asbæk/ i overtøj/ og med uendelig alvorsrynke/ i panden…”
Otto Gelsted er langtfra den eneste forfatter i Claus Nivaas fodboldlyriske univers. Et andet digt er sat grafisk op som en holdopstilling (Emil Bønnelycke nikker anerkendende) i en sjælden 4-1-1-3-1-formation:
”Adam ”Ølle”/ H. Bertstedt Joh. V. Jensen Klaus Rifbjerg gustaf m.-petersen/ M. Nielsen/ T. Kristensen/ Aarestrup Drachmann Kaj Munk/ Johannes Jørgensen”.
Andre litterære pasticher og parodier tæller digtet ‘De evige toere’, modelleret over Tove Ditlevsens dilemma om ‘De evige tre’, en parafrase over Emil Aarestrups badmintondigt, og en ordret oversættelse af den berømte samlingssang ‘You’ll never walk alone’, som Liverpool FC i 60’erne adopterede fra Jerry and The Pacemakers, der havde nappet den fra Rogers & Hammersteins musical Carousel.
Claus Nivaas fodboldlyrik er ofte nostalgisk og romantisk, men den er også opmærksom på ikke-fodboldrelevante detaljer. I digtet om ‘Dribleren – til Ronaldinho’ er der plads til en etymologisk forklarende strofe: ”Det er mere end passende/ dribling kommer af ‘drip’/ ordet der engang/ for længe siden/ betegnede pilen der ramte/ lidt ved siden af…”
En særlig stærk side af Claus Nivaas bog er illustrationerne, udført af Martin Bowyer, der er kendt som tegner for det britiske fodboldmagasin Four Four Two. De to har tidligere arbejdet sammen om en børnebog om demens, et emne der også dukker op i Måltid. Martin Bowyers illustrationer er udført i en moderne fodboldæstetisk stil, indlagt i bogen som klistermærker, der kan sættes ind ved kapitlernes begyndelse. Det er en original hyldest til slutrundernes samlemapper.
Måltid. Fodbolddigte er en overraskende vellykket bog, der er båret af kærlighed og fascination til sporten. Claus Nivaa har blik for både spillet og sproget, og jeg tilgiver ham derfor gerne, at han i et af bogens mottoer reproducerer en slidt intellektuel fodboldkliche. Jeg har i årevis været træt af at se Albert Camus citeret for, at alt hvad han ved om moral og mænds forpligtelser, er noget han har lært på fodboldbanen. Men pludselig gav det mening. Billedet af de chokerede og grådkvalte landsholdsspilleres vognborg om deres kammerat i lørdags viser jo, at målmanden fra Algiers universitet vidste hvad han talte om. Og Christian Eriksen har det godt igen.