Weekendavisen den 23. december 2021
Brevroman. I 1910 udgav de romanen om ægteskab og utroskab anonymt. Nu er deres navne på omslaget: Karin Michaëlis og Betty Nansen.
Karin Michaëlis og Betty Nansen: Kvindehjerter. Forord af Kristina Stoltz. 178 sider. 249 kr. Alhambra.
Da Kvindehjerter. En brevveksling udkom for 111 år siden, var der intet forfatternavn på omslaget, heller ikke et pseudonym, blot det mystiske ”Anonymus”. Velunderrettede kilder på den litterære rygtebørs i København kunne dog hurtigt hviske videre, at der var tale om ikke bare én forfatter, men om to, og sågar var det ikke nogle hvemsomhelster. Tværtimod. ”Anonymus” var nemlig et skalkeskjul for to veninder, forfatteren Karin Michaëlis og skuespilleren Betty Nansen.
Sammen – og angiveligt på grundlag af en autentisk brevveksling – havde de to forfattere skrevet en problemroman om kvinders følelser og begær – både i og udenfor ægteskabet. Den slags var hård kost i en tid, hvor mange mennesker måske nok havde lært at leve med emancipationslitteraturen, men dog stadig mente, at kvinder helst burde holde sig til kyske guvernanteromaner.
Så henrullede et århundrede og et årti, og nu udkommer Kvindehjerter så for første gang med Karin Michaëlis og Betty Nansen på forsiden. På Signe Kisbye Mikkelsens prægnante omslagsdesign står navnene smukt svunget henover et hult muskulært organ, der pumper blod gennem kroppen med gentagne rytmiske sammentrækninger – altså et hjerte.
Kvindehjerter er en brevveksling mellem to veninder – Maizia (Betty Nansen) og Betzy (Karin Michaëlis) – der skal have klinket skårene, inden de kan række ud mod hinanden og åbne deres skrammede hjerter. Hør bare, hvordan romanen åbner da Betzy svarer på et brev, som Maizia har sendt hende (Maizia har giftet sig til en russisk grevetitel, og Betzy slikker sårene på et hotel i Schweiz efter en oprivende skilsmisse): ”Kære grevinde Demidchof! Hvorfor skrev De til mig? Og hvad vil De mig? Jeg er ikke taknemmelig for medlidenhed, og jeg ønsker ikke at indvie fremmede i min elendighed. Den angår kun mig.”
Fjendtligheden fortager sig, og Kvindehjerter udvikler sig til et fortroligt stemmespil, hvor Maizia og Betzy betror sig til hinanden. Det handler både om deres mænds utroskab og deres eget begær, til tider selvmedlidende, til andre tider frit, frækt og forvorpent, som for eksempel her, hvor Betzy folder sig ud:
”Om De vidste, for hvem Niels vragede mig, for hvem han forrådte vores samliv og kærlighed… et uvidende barn, der ikke engang kunne stave korrekt. Hendes mand bestilte ikke andet end at rette på hende og gøre undskyldninger for hendes optræden. Hun var mor til et par småpiger, og Niels fandt, det var så dejligt med sådan en ung mor. Hun var nedringet fra morgenstunden og med hæle som en soubrette (intrigerende kammerpige i klassiske komedier, red.). Nå, til elskerinde var hun vel god nok. Men til hustru!”
Hvilken ædende ond humor, ikke sandt? Niels har tydeligvis tabt overblikket til sit eget begær, og den unge mor kan ikke stave og er ”nedringet fra morgenstunden”. Det er virkelig morsomt og flot tegnet med meget få sprogstreger. Men bedst er nu slutreplikken, der på én gang udstråler en betydelig erotisk tolerance og en alvorlig bekymring for en ægteskabets forringelse.
Maizia ser noget mere entydigt på den sag. Et sted skriver hun, at ydre frihed i ægteskabet er hende inderlig uvæsentlig: ”Et hjem uden faste spisetider, er det et hjem?” Omvendt gør hun sig ingen illusioner, for hun konstaterer også, at man altid er alene, altid, uanset hvor tæt man flytter sengene sammen. Og hun spørger: ”Tror De, Betzy, tror De, det er muligt, at to mennesker kan tilhøre hinanden helt – eller bliver der altid, altid en brøkdel af et sekund, hvor hver kun tænker på sig selv?” Det er som om, hun er på sporet af en eksistentialistisk ensomhed.
Kristina Stoltz har skrevet et stærkt engageret forord med en god læsning af Kvindehjerter. Jeg savner dog en konkret beskrivelse af brevromanens litterære tilblivelsesproces og en skildring af den offentlige skandale, som romanen angiveligt afstedkom – i 1910 måtte en litterær moraldebat om kvinders seksualitet vel ekkoe ganske grundigt af 1880’ernes sædelighedsfejde.
Rent litterært er Kvindehjerter nok svækket af dens programmatiske ambition, men de to veninders trodsige vitalitet og sproglig glød afgiver en intens og interessant varme. Og denne konstatering, efter at ”hans mund søgte min”, er et alvorligt bonmot: ”Lykken er det ondeste, der kan times et menneske.” Interessant nok viser sætningen både tilbage til folkeviserne og frem til en novellesamling, Tove Ditlevsen skulle skrive 50 år senere.
Jeg antager at Karin Michaëlis – hvis 150 års dag skal markeres til marts – har været den drivende kraft i skrivearbejdet, for romanen har absolut sprogligt håndelag og melodramatisk tæft, men som fortælling mangler den samling. Måske har hun selv betragtet den som en overspringshandling i forfatterskabet?
Klassikerstatus har Kvindehjerter ikke – der skal mere til end at være glemt og blive gravet frem igen – men som tidsdokument kan den gøre sig absolut gældende.