Weekendavisen den 17. december 2021.
Sær prosa. Carsten Müller Nielsen er ved at opbygge et litterært wunderkammer af original opfindsomhed.
Carsten Müller Nielsen: Overnatning i sparsomt møbleret værelse. Noveller. 128 sider, 198 kr. // Herbarium 84 sider, 240 kr. Jensen & Dalgaard.
Sære historier kaldte Villy Sørensen sine debutnoveller i 1953, og dermed knæsatte han den eksistentielle-etiske-enigmatiske fortælling i moderne danske prosa. Senere fulgte mange gode forfattere trop, og der er tilsyneladende behov for dem. I disse år står Peter Adolphsen og Charlotte Weitze stærkest i billedet, ligesom Bo Reinholt, Preben Major Sørensen, Grete Roulund m.fl. bliver genopdaget. Samtidig er unge talenter som Rasmus Daugbjerg og Jonas Eika trådt ind på den sære scene.
Og så er der Carsten Müller Nielsen (1977), der repræsenterer virkelig solid særhed udspændt mellem det gådefulde og det groteske, ikke mindst med den læseværdige Tjernobyl-roman De døde fylder dagene med en smag af mønter, der brød mainstreamlitteraturens dominans og vandt DR Romanprisen.
Carsten Müller Nielsens seneste novellesamling handler om mennesker i skrøbelige positioner, hvor tvivl og trusler råder. Bogen hedder noget så skønt som Overnatning i sparsomt møbleret værelse, helt på niveau med Peter Ronilds legendariske Fodring af slanger i vissent græs. Den slags titler er jo små noveller i sig selv, i hvert fald autonome sprogværker i egen ret.
Ved første øjekast ligner novellesamlingen et sammenstød af inkompatible ideer. Omslaget viser en grå kollage (af forfatteren selv) med en astronaut, et anatomisk gennemskåret menneskehoved, et par drengeansigter og nogle halvnøgne gymnaster i et parklandskab. Øverst troner titlen i hvide massive blokbogstaver med sort kant. I et smalt, sort bånd kører forfatterens navn, og nederst til højre står ”Noveller” på skrå i et hvidt trekantsfelt, som om der var klippet et hjørne af bogen for at signalere discount.
Det kakofoniske omslagsdesign er blevet til med en venlig hilsen til Stig Vendelkærs Forlag, siger kolofonen, tydeligvis inspireret af de sciencefictionbilligbøger, som blev sprøjtet ud i 1970’erne. Det var den epokes sære historier, dystopiske og angste undergangsfortællinger om jorden som en ubeboelig klode. Omslaget på Overnatning i sparsomt møbleret værelse antyder dermed bogens litteraturhistoriske inspiration.
Mest radikal er novellen ‘Zebraerne’, hvor et kærestepar i moden alder er på rejse i den canadiske vildmark. Tilsyneladende er de også midt i et opbrud, hvilket fortælleren ikke var forberedt på, så hun får mavesmerter og koncentrationsbesvær. Og så indser hun, at det, der ligner en skov af birketræer, slet ikke er en skov. Det er zebraben, og zebraerne er så store, at de græsser fra ahorntræernes toppe. Når dyrene pruster eller slår med halen, sender det monstrøse lydtryk ned mod jorden, som atombomber, vulkaner og torden. Et vrinsk vil udløse en katastrofe: ”At dømme efter størrelsen på de træer, de stod imellem, som var det græs på en steppe, må de have haft en skulderhøjde på omtrent 80 meter.”
Dobbeltnovellerne ‘Carol 1’ og ‘Carol 2’ foregår efter en epidemi. Civilisationen ligger tilsyneladende brak, og ørkenen har spredt sig. Bratschspilleren Tom bor i en autocamper og strejfer omkring på sin motorcrosser for at finde konservesmad og benzin. En dag finder han et søskendepar i en forulykket bus, de øvrige passagerer er døde. Han tager børnene til sig, de vokser op hos ham, og på et tidspunkt dør Carol. Den ene novelle er fortalt fra hendes brors perspektiv, den anden har Tom som fortæller. Tilsammen udgør de to en historie om overlevelse i en sammenbrudt verden, hvor der både er trusler og håb. Man mærker en vis affinitet til Cormac McCarthy.
Mellem samlingens noveller står tolv ”kapitler”, små monologer, hvor en kværnende stemme taler, altid med samme tvangsagtige begyndelse: ”Jeg har besluttet…” Umiddelbart giver det ingen mening, men jeg udelukker ikke, at teksterne er nøgler til uopdagede nøglehuller.
Carsten Müller Nielsen er i al sin smalle særhed en meget tidsrelevant forfatter, der træder sin egen sti i litteraturen om den antropocæne epoke. Med Overnatning i sparsomt møbleret værelse skildrer han en klassisk eksistentiel angst, ensomhed, isolation og død og befæster sin position som en endnu ukendt forfatter, der har sit gennembrud til gode, selvom flere og flere får øjnene op for ham. Man kan måske nok sidde uforløst tilbage, for hvad er meningen mon med særhederne, men tvivlen må gerne nage i mødet noget at disse års absolut mere udfordrende prosa. Verden er et uheldsvangert sted, og det gælder om at finde sig hjemme i sin egen fremmedgørelse.
I al stilfærdighed har Carsten Müller Nielsen også haft tid og fabulerende fantasi nok til at skrive en lille, original serie af opslagsbøger om naturen, Bestiarium (2019), Lapidarium (2020) og nu Herbarium, altså leksikale skildringer af hhv. dyreriget, mineralriget og planteriget. Stilistisk efterligner seriens tre små bøger de konventionelle og akademisk troværdige leksika, men den faglige facade er kun et skalkeskjul for vildtvoksende historiefortælling. Opslagene udvikler sig ofte til små essays eller noveller, gerne grotesker, for eksempel om en holocaustoverlever, der sælger sin pegefinger, skinneben, hofteskål, kæbeben osv. indtil han kun bliver holdt oppe af sit jakkesæt og en knaphulsblomst. Eller historien, der knopskyder til en fortælling om et kinesisk skrifttegn, der ikke har noget fonetisk udtryk og derfor kun kan læses i tavshed, ”men direkte oversat betyder noget i retning af aftensol halshugget i kanelbuskens skygge”.
Hvis man vil, kan man gå de plantetekniske oplysninger efter i sømmene for at afmåle deres relation til videnskabelige naturskildringer. Er det for eksempel muligt, at Opalsøen i det gamle granitbrud på Bornholm og Vierwaldstättersøen i de schweiziske Alper er forbundne?
Når man læser de leksikale parodier, skal man opfatte dem som en hyldest til indsamling og sortering af viden – og som en fejring af fantasi og fortællekunst. Man bør derfor overgive sig til læsningens forundringsnydelse og det wunderkammer af original opfindsomhed, som Carsten Müller Nielsen bygger op med sine på alle måder sære noveller og kostelige efterabninger af leksikongenren.