Søndag? Dommedag?

Pia Juul døde den 30. september 2020, 58 år gammel, det er uendelig trist.

Weekendavisen den 1. juni 2012.

Samlede digte. Pia Juuls lyrik er eksperimenterende og enigmatisk.

Digteren Pia Juul fyldte 50 år i onsdags, og i den anledning udkom en kompilation af alle digtesamlinger i forfatterskabet, fra levende og lukket (1985) til Radioteatret (2010). Titlen lyder lovende Indtil videre. Underforstået: der er mere på vej.

Det begyndte i de første samlinger med indadvendte og dunkle stemninger i et drømmeagtigt landskab befolket af trolde og elverpiger, døde børn, tribader, sød frygt og skarntyde, skrevet frem med lutter små bogstaver og drypvise, stejle punktummer. Det handlede om erindring, pigeliv, modning og erotik, ofte med en karakterfuld kontrast, på én gang oprigtigt rå og fiktivt romantisk.

I den anden samling, i brand måske (1987), skruer Pia Juul op for det erotiske: “løsladt i september / tugthusfangen stod forpustet / i min dør,” står der, og man ser det filmisk for sig, fangen beder om et måltid mad, men så slår det kropslige igennem: “åh spændte hud åh”, “åh overarm / åh læbe“, inden besindigheden tager over: “i morgen: / rive gruset / i gården / vi har et sår / der ikke vil hele.”

I Forgjort (1989) genkender man mange af de første digtsamlingers motiver, men der er sket en knopskydning fra pigen, kvinden og kroppen, f.eks. her:

“Nu er det her igen i dit hjerte / Du ved på vejen findes ingenting / Støvet hvirvler op om fødderne mod gruset / De bærer børn på armen / Søndag? Dommedag?”

Netop sådan digter Pia Juul, spændt ud mellem noget, der måske er søndag, måske dommedag, man ved det ikke, og kan derfor aldrig føle sig helt tryg.

Det semiapokryfe skrift Adresser består af kun 14 tekster, den korteste på halvanden linje, den længste på bare seks, de begynder alle med et årstal, f.eks. i denne fine tekst: “1980-1981: alle drengetidens eventyr ligger gemt alle drengetidens eventyr hører op bliver revet over.”

Der er et pludselige strejf af palindrom i ordenes uvirkelige og undvigende rytme. Man ved, at en illusionist er ved at udføre sit trick. Men hvordan? Heldigvis findes der en nøgle, som lirker låsen op til Pia Juuls Adresser. Det ved jeg dog kun fordi en kollega – mere kyndig end jeg – havde den godhed at tilhviske mig det magiske kodeord. Jeg lader dog gåden forblive gådefuld i respekt for digtenes enigmatiske poesi.

Pia Juuls mod til at søge nye veje tager til, bl.a. i den kriminalistiske digtsamling Helt i skoven og det absurd monterede drømmespil Radioteateret, hvor der eksperimenteres vildt over hele registeret med former, stemmer, fortællegreb og diverse special effects.

Indtil videre viser at Pia Juul er noget af det mest særegne, der er sket moderne dansk litteratur i et kvart århundrede, både sammenbidt og løssluppen, undersøgende og overstadig, insisterende og eksperimenterende, hele tiden udfordrende med antydninger og tvetydigheder: “Jeg er ikke mørkeræd / men kræver lys,” hedder det i sagde jeg, siger jeg. Og i en smuk iagttagelse af en sommerfugl i en stue: “Men den vil ikke ud / men den vil gerne / men den vil ikke ud.”

Til sidst fortjener en af digterens fødselsdagsgaver et par ord og en anbefaling. Forfatteren Asger Schnack har sammensat en lille antologi med nogle af de fineste digte fra den danske litteratur, illustreret af Lars Gundersens stemningsfulde naturfotografier, som passer så fint til Pia Juuls lyriske stemning, hvor et digt konstaterer, at skoven lugter af skov og ligner en katedral.

Leve poesien. En vimpel til Pia Juul, hedder den (vimpel, hvorfor mon det?), og her kan man læse bl.a. Ewald, Blicher, Aarestrup, J.P. Jacobsen og Sophus Claussen. Sådan en prægtig buket, bundet af fortidens poesi, får kun dén, der skal skrive en del af fremtidens.

Og mens vi venter på ny digte, kan vi se frem til en samling nye prosatekster, som udkommer efter sommerferien, Af sted, til stede. Og allerede i næste uge udsender lektor ved Lunds Universitet, Elisabeth Friis, en monografi som slet og ret hedder Pia Juul.

Pia Juul: Indtil videre. Samlede digte. 372 sider. 299 kr. Tiderne Skifter.

Asger Schnack og Lars Gundersen (red.): Leve poesien. En vimpel til Pia Juul. 48 sider, ill. 100 kr. A Ducksoup Book.