En ny tids Emily Dickinson

Weekendavisen den 9. oktober 2020

Nobelpristager. Kan poesi gøre “det enkelte menneskes eksistens universel”? Det tunge ansvar påhviler nu en feteret østkystdigter fra USA med de mytologiske referencer i orden.

(Udvidet udgave af artiklen i avisen, skrevet i samarbejde med David J. Turner)

Nobelprisens styrke er også dens svaghed; det absurde i selve forehavendet at præmiere én forbilledlig forfatter ud af verdens samlede litterære reserve, og den tilbagevendende vittighed i Stockholm – at råbe “Äntligen!” så snart navnet på en oversøisk digter, man aldrig havde hørt om, bliver læst op som årets pristager – er lige så slidt, som den på sin vis er relevant.

Det ene kontinents litterære superstjerne er det andet kontinents obskure smal pen, og det blev understreget i går, da den amerikanske poet Louise Glück blev tildelt prisen.

Mens mange europæiske forfattere og kritikere kunne udbryde “hvem?”, kunne deres amerikanske kolleger nikke veltilfreds. Lidt lige som da Tomas Tranströmer modtog prisen i 2011.

“I forhold til hvor meget vi orienterer os mod USA, er det påfaldende, hvor få deres skattede lyrikere, vi egentlig kender herhjemme,” siger litterat Hans Hauge.

“Louise Glück har været poet laureate og fået Pulitzer-prisen, men selv så kendt en skikkelse i den lille verden, der er poesiens, kender vi slet ikke herhjemme.”

Hans Hauge betegner hende som et “ukontroversielt” valg, der kan skabe ro omkring akademiet: “Det er klassisk eller traditionel modernisme light; hun skriver meget lange digte med mytiske motiver. I USA plejer man at dele forfattere op i pale face og red skin, selvom det sikkert klinger kontroversielt i dag. Red skins er den ægte amerikanske litteratur, og pale face er vendt mod den europæiske tradition, og hun er afgjort en pale face. En litterær østkystlyriker, som kan sin Dante og kan referere til Dido og Æneas.”

Den svenske litteraturkritiker Ulrika Milles fra Svensk Radio og Dagens Nyheter havde sit litterære kompas i orden, da hun torsdag morgen tippede på kandidater til Nobelprisen i litteratur 2020:

”Det bliver nok en ikke-europæisk kvindelig forfatter,” sagde hun til SVT, og hun gættede blandt andre på ”den sylespidse amerikanske digter Louise Glück”.

Og Ulrika Milles fik ret. Da Det Svenske Akademis leder Mats Malm torsdag kl. 13 trådte frem i Börshuset i Stockholm, annoncerede han netop Louise Glück som årets prismodtager. Ifølge formanden for Nobelkomiteen, Anders Olsson, er der tale om en af de mest fremtrædende lyrikere i den amerikanske samtidslitteratur. Som digter nævnes Louise Glück som beslægtet med de tidligere Nobelpris-modtagere Tomas Tranströmer og polske Wisława Szymborska, og med Louise Glück som Nobel-laureat er der nu i alt 17 kvindelige modtagere af den prestigefyldte litteraturpris, der er blevet uddelt i 113 år.

Mange andre iagttagere havde forventet, at prisen i år ville vende sig mod en forfatter, der ikke alene var kvinde og ikke-europæisk, men også ikke-vestlig, men endnu engang gik Det Svenske Akademi sin egen vej. Dermed bliver den amerikanske samtidspoesi igen belønnet med Nobelprisen, ligesom da Bob Dylan modtog den i 2016.

Louise Glück er født 1943 i New York i en familie med ungarsk-jødisk rødder. Hendes forfatterskab består af tolv digtsamlinger og to essaybøger om poesi. Hun er belønnet med en lang række priser, blandt andet Pulitzerprisen.

Mens Louise Glück endnu ikke er blevet introduceret for danske læsere, er hun ved at finde sit publikum i Sverige, hvor der synes at være en forbløffende aktuel stemning for hendes forfatterskab op til Nobelprisen. Dels er hun månedens digter i svensk radio her i oktober, dels er hun tidligere i 2020 blevet tildelt Tomas Tranströmer-prisen (hvis formand er forfatteren Per Wästberg, der også er med i Nobelkomiteen), og dels er hendes digtsamling Vild irs netop udkommet i svensk oversættelse ved Jonas Brun.

I april i år skulle Louise Glück have modtaget Tomas Tranströmer-prisen i Västerås, men arrangementet blev – i lighed med overrækkelsen af Nobelprisen – aflyst på grund af corona. Pristalen skulle være holdt af den svenske forfatter og kritiker Hanna Nordenhök, der i anledning af Nobelprisen i går skrev, at der løber en højspændingsledning gennem Louise Glücks forfatterskab i form af relationen til en mor og erobringen af en egen stemme i hendes skygge:

”Fremstillingen af denne mor præges af en stadig ambivalens mellem oprør og loyalitet, og selvom den lille splittede familie, der ofte optræder i Louise Glücks poesi, består af flere medlemmer – for eksempel en far, en død og en levende søster, en søn – fremstår moren som det væsentligste synspunkt. I den ”familiemaskine”, som også er en ”voldsmaskine”, som det hedder i The Seven Ages (2001) er ”mormaskinen” den drivende kraft. Moren forbliver digtets mest selvlysende væsen, hun kommer altid tilbage. I Louise Glücks eneste bog, Faithful and virtous Night (2014) er hun en som ”døde i går aftes men aldrig dør”. Fra den anden side af graven ser hun på digterjeget som man betragter ikke bare ”en datter”, men ”en kvindesøster”.

Louise Glück tildeles Nobelprisen ”for hendes umiskendelige poetiske stemme, som med en streng skønhed gør det enkelte menneskes eksistens universel.”

Eller som Hanna Nordenhök ville have sagt, da Louise Glück skulle have haft Tomas Tranströmer-prisen:

”Fremfor alt er Louise Glück uforlignelig i sin tekniske præcision, en sproglig omsorg som aldrig bliver tom eller konstrueret, men får digtet til at se fuldstændig logisk ud.”

Hanna Nordenhök siger, at Louise Glück ofte bliver læst med feministiske briller, men at hun i interviews og essay fremstår som en ”noget modvillig feminist”: ”Måske er digtet ganske enkelt mere stridbart end sin forfatter, men den afventende holdning skal måske også ses som et skrivende menneskes modstand mod at lade sine tekster kidnappe af indskrænkende synspunkter.”

Professor Lars Ole Sauerberg fra Syddansk Universitet betoner Louise Glücks store anerkendelse blandt amerikanske læsere.

“Man kan kalde hende en arvtager til Emily Dickinson på grund af den måde, hun bruger det det uudsagte og det implicerede mellem brudte linjer. Som digter fremtræder hun som en meget sensitiv person, der prøver sine relationer af på verden.”

Biografisk kan det siges, at hun begyndte var et tidligt vakt poetisk vidunderbarn, der var langt foran sine skolekammarater i skolen. Som teenager var hun igennem et forløb med anoreksi, der også er blevet behandlet i forfatterskabet. Hun debuterede i 1968 med samlingen Firstborn og er blevet kaldt “en orakelstemme” og “profetisk” for sin litterære tilgang til verden.

“Hendes lyrik er ret let tilgængelig,” siger Lars Ole Sauerberg. “Man skal tygge på hvad tingene betyder, men hun er ikke gådefuld som sådan. Hun skriver i traditionen fra Whitman og Dickinson, snarere end de obskure modernister. Hun er ikke en formalistisk skolerytter; snarere mester i at bøje en fritløbende syntaks.”

Såvidt eksperterne, men hvad siger kritikerne? Ingen af Louise Glücks bøger er endnu oversat til dansk, og Weekendsavisens faste lyrikanmelder Lars Bukdahl svarer bedrøvet, at han, pinligt nok, er stærkt overbevist om, at han ikke har læst et eneste digt af hende. “Fordi, tror jeg, at jeg har haft en fordom om, at hun hverken er obligatorisk betydelig eller ville tiltale min udsøgte, avantgardistiske smag synderligt.”

Forfatter Madame Nielsen blev for nyligt tilsendt digtet ‘New World’ af en veninde fra de stockholmske litteraturkredse og svarede hende “Jeg læste det Glück-digt, du havde kopieret ind i din mail, og det var straks bedre end videoklippet med Bob Dylan, omend det ikke LYSTE ind i mig, det var stadig meget amerikansk og fornuftigt på den der straight-story-amerikanske måde, og slet ikke sindssygt som det første langdigt i Lars Noréns nobelprisværdige! REVOLVER, som jeg nu – langdigtet – er halvvejs i …”

Just efter annonceringen genlæste Madame Nielsen digtet og finder det fortsat “for genkendelig og set for mange gange før”. Det er “(næsten) knækprosa og meget amerikansk på sin down-to-earth ligefremme og meget dagligdags tale-måde, bevares et fint og rørende digt om et ægteskab, en fader og moder, som vi alle og sikkert verden over kan nikke genkendende og medfølende til. Men stor og nyskabende endsige nobelprisværdig litteratur, det er det sgu ikke.”

Men Nobelprisen er også en anledning til at råde bod på udeladelsessynder, så Lars Bukdahl er gået ombord i Faithful and Virtuous Night som kunne købes digitalt med et klik, mens Madame Nielsen efter eget udsagn straks vil gå “gennem regnen til den nærmeste virkelige boghandel for at bestille Nobelpristagerens Ararat fra 1990 i håb om at blive omvendt og Glücksaliggjort!”

Og så er vi tilbage ved prisens essens, det skønne i en umulig bestræbelse, en årlig gestus der gør de litterære afstande mindre.