Anmeldelse i Weekendavisen den 22. august 2008.
Brugsroman. Jacob Berner Moes debutroman handler om at lægge låg på oprøret og bøje af for både andre mennesker og vores egen frihedstrang.
Jacob Berner Moe: Vandel. 288 sider, 299 kr. Roman. Gyldendal.
Den københavnske akademiker Lea havde engang et spændende strategisk job i en politisk organisation, og hun havde sin gang på Christiansborg. Nu er hun så flyttet med sin datter Amalie og mand Flemming til Vandel mellem Billund og Vejle, hvor han har fået job. Frustreret af kedsomhed begynder hun at stjæle i Brugsen. Et ur her, et tørklæde der. Rapserierne griber om sig, og pludselig har Lea snuppet for 30.000 kroner, hvilket brugsuddeleren Christian, der er ulykkeligt gift med den alkoholiserede Lis, opdager og prøver at vinde til sin fordel. Samtidig er verdensmanden Bo flyttet til egnen for at overtage sin afdøde fars hus. Bo har en fortid som udsendt altmuligmand i Læger Uden Grænser, og da han hænger en anonym seddel op på Brugsens opslagstavle, hvor han efterlyser en elskerinde, er dramaet i gang.
Jacob Berner Moes debutroman handler om en lille gruppe utilpasse mennesker, der af forskellige årsager befinder sig i Vandel, hvor ingen af dem har lyst til at være. Christian er godt nok indfødt vandal, men de andre er trukket til flækken på grund af deres familie, og fælles for dem er en utilpasset følelse af fremmedhed. Hvad kan forene tre så forskellige mennesker? Ja, det kan, naturligvis, begær, sex og kriminalitet.
Christian konfronterer Lea med hendes tyverier, samtidig med at Lea reflekterer på Bos kontaktannonce, og pludselig er de tre i gang med at lægge en plan, der skal give dem alle mulighed for at komme væk fra den trælse trummerum. Christian, der har en klemme på Lea, presser hende til at begå et fingeret røveri i Brugsen efter en weekend med store indtægter. Brugsuddeleren er træt af sit job, som han har arvet fra faren og farfaren, og ved at plyndre sig selv, kan han både beholde pengene og få butikken med den skrantende økonomi til at gå fallit.
Lea betror sig til Bo, der engagerer sig i forbrydelsen og fostrer en ny plan: Brugsen skal brænde ned, så Christian kan få forsikringspengene udbetalt og de alle kan dele i porten, og dermed opstår en temmelig usandsynlig kriminel trio, hvor Christian begærer Lea, der begærer Bo, der også begærer Lea. Bo er fri af tidligere forhold, både hvad angår kærlighed og kriminalitet (får vi at vide meget abrupt og urimeligt henkastet), mens de to andre drømmer om frihed.
Men hvad er frihed så egentlig? Lea har fundet en lokal mentor i den gamle og kloge Anna, der taler i sentenser som f.eks.: ”Enten lever man ellers så leder man”. Anna mener, at man nogle gange bare skal bøje af som et halmstrå. Men skal man det, spørger Lea sig selv. Hun ønsker at sætte sig spor – men hvordan kan man sætte spor, når man ikke bevæger sig, filosoferer hun. Ja, hvordan sætter man spor i Vandel, hvor Lea hidtil kun har set egoistiske og primitive vandaler?
Christian, Lea og Bo får sat deres tydelige aftryk i byen – men ikke i læseren. Handlingen vil jeg ikke lægge mig ud med, for alt kan jo ske i en ferm forfatters hånd, men det lykkes desværre ikke for Jacob Berner Moe at overbevise mig om sandsynligheden i personernes relationer eller handlinger, tværtimod. Især Bo styrter sig med en fuldkommen uforståelig og impulsiv interesse ind i Leas liv, med mindre det da skyldes den kræfttumor, der samtidig bryder ud i hans mave. Bo påtager sig under alle omstændigheder en central rolle i planen om at brænde Brugsen ned, hvilket bliver hans skæbne og de andres frihed (at han så kan kaste rundt med sin store krop få dage efter kræftoperationen og med hæfteklammer i operationssåret, skriver vi bare på sandsynlighedens tabskonto). Især finder Lea friheden da hun lærer at bøje af som et halmstrå, og forsone sig med det beskedne ægteskab i den beskedne by.
Det bedste jeg kan sige om Jacob Berner Moes roman, er at han skildrer den stille provins som et uhyggeligt og konspiratorisk sted, hvor alskens skumle planer kan komme til udførelser. Dertil har Vandel en spinkel påstand om at vi først kan sætte spor og høre til, når vi har lært at lægge låg på oprøret og bøje af for både andre mennesker og vores egen frihedstrang. Det er faktisk en deprimerende pointe.