Yasmina Khadra: Attentatet

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. januar 2007.

Terror. Hvordan kan man dø værdigt efter at have levet elendigt, blindt og nøgent? spørger tankevækkende roman om det, der driver en selvmordsbomber.

En konfiskeret verden

Det er – ufatteligt nok – lykkedes for den algeriske forfatter Yasmina Khadra at skrive en eksistentialistisk og urovækkende roman om terrorisme, der er loyal overfor både selvmordsbomberen og ofrene. Ikke at romanen sympatiserer med attentatet, der slår uskyldige mennesker og børn ihjel på en restaurant i Tel Aviv – men den balancerer prisværdigt i sin skildring af terroristernes selvforståelse. Det er meget indsigtsfuldt og tankevækkende.

Historien fortælles af den arabiske kirurg Amine Jaafari, der har gjort karriere i Israel, hvor han har opnået statsborgerskab og lever et privilegeret liv i en velhaverforstad sammen med sin højtelskede kone. På hospitalet er han anerkendt for sin dygtighed. Hans job er at hente mennesker tilbage til livet, når døden kalder på dem, og han har ingen større ambitioner i livet end at udføre sin pligt som kirurg. Og at nyde livet med sin kone, Sihem.

En dag slår en selvmordsbomber til midt i byen, og Amine kæmper i timevis med at redde menneskeliv på operationsbordet. Fuldkommen udmattet af anstrengelse og rystet over mødet med terrorismen, vender han hjem til villaen, der står tom, da Sihem er på familiebesøg. Kort efter at han er faldet i søvn, bliver han kaldt tilbage til hospitalet. Der er et lig, han skal identificere.

Det viser sig, at selvmordsbomberen var en kvinde. Og da Amine ser resterne af den maltrakterede krop med det besynderligt uskadte hoved, synker hans verden fuldkommen i grus. Hvordan kunne hans elskede kone svigte livet og kærligheden til fordel for den arabiske terrorisme, der gav hende selv og en masse uskyldige mennesker en brutal og meningsløs død?

Yasmina Khadra (pseudonym for den fhv. officer i den algeriske hær, Mohammed Moulessehoul) skildrer Amines opløsning og vantro til en desperat rejse ind i terroristernes selvforståelse og selvretfærdiggørelse. Kirurgen, der ikke ønsker sig andet end at redde menneskers liv, bliver nu forstødt fra sit hospital, hvor kollegerne tror at han er en forræder som sin kone. For at få styr på sine egne tanker, må han nu konfrontere sig med den ondskab, der uden at blinke skaber frygt og slår uskyldige civile ihjel. Drevet af sorg og fortvivlelse, overskrider han alle grænser for at finde svar på det uforklarlige. Hvad søgte hans elskede kone? Hvem drev hende til det ekstreme? Og hvorfor havde han ikke set det kærlighedstab, der drev hende i armene på fundamentalisterne?

I sin søgen efter mennesker, der kan give ham svar, lykkes det Amine at trænge igennem til ledende personer fra terroristernes kreds. Men her er ingen sympati at hente for en mand, der har valgt at gøre karriere i den israelske stat i stedet for at kæmpe for Sagen.

Som en af de religiøse ledere siger: ”Der er intet, der giver Dem bemyndigelse til at gå rundt med Deres krænkede mine eller at sætte Dem selv højere end andre dødelige; hverken Deres sociale succes eller Deres hustrus heltemod, som, sagt en passant, på ingen måde får Dem til at stige i vores agtelse. For mig er de blot en stakkels ulykkelig mand, en elendig forældreløs uden ro og frelse, som strejfer om som en søvngænger i dagslys. Om De så kunne gå på vandet, ville det ikke rense Dem for den skændsel, som De inkarnerer. Thi bastarden, den sande bastard, er ikke den, der ikke kender sin far, men den, som ikke vedkender sig sine holdepunkter. Af alle sorte får er han den, der er mest at beklage og mindst at begræde.”

Eller som en af terroristerne siger, efter at han har holdt Amine indespærret i et råddent fangehul i seks dage, fordi han vil tvinge ham til at kende følelsen af ydmygelse og had: ”Hvordan kan man dø værdigt efter at have levet elendigt, blindt og nøgent?”

Det er den slags passager, der får mig til at mene, at romanen er loyal overfor selvmordsbomberne og terroristerne. Yasmina Khadra skildrer med viden og indlevelse terroristernes tanker og oplevelser. Han legitimerer ikke volden som politisk våben, men han refererer den følelse og den ydmygelse, som selvmordsbomberens retfærdiggørelse gror i, og dermed bliver billedet af ondskaben og de vilkårlige drab mere nuanceret, end man som regel ser det i de ørkesløse bøger og film, der fokuserer på spændingen, efterforskningen og jagten.

Attentatet er ikke en politisk roman, selvom den foregår indenfor rammerne af en politisk konflikt af dimensioner. Den er en eksistentialistisk og psykologisk roman, der skildrer Amines frie, fortvivlede fald. At det også er en roman, der på trods af alt, har et vist håb i sig, er svært at tro, men sådan ønsker forfatteren tilsyneladende at den skal læses. Han lader i hvert fald den blodstænkede fortælling tone ud med en tro på det smukke, lykkelige og udødelige. Med en lille, drømmeagtig, moralsk opbyggelighed hedder det, at selvom man tager dine ejendele fra dig, dine bedste år, dine glæder, dine fortjenester, ja selv din sidste skjorte, så har du altid drømmene i behold så du kan genopfinde den verden, man har konfiskeret fra dig.

Midt i al fortvivlelsen manifesterer Attentatet sig som en meget tillidsvækkende bog, der minder om, at intet er vigtigere, end livet selv. Som Amines far altid sagde: Den, der fortæller dig, at der findes symfonier, der er større end den ånde, der får dig til at leve, lyver. Der er intet, absolut intet over dit liv… Og dit liv er ikke over andres.”

En tankevækkende roman med et humanistisk budskab.

Yasmina Khadra: Attentatet. Oversat af Ulla Gjedde Palmgren. Roman. 194 sider, 239 kr. Gyldendal.