Venskab med verden

Weekendavisen den 18. september 2020.

Frihed. Jens Christian Grøndahls seks store fortællinger cirkler stilsikkert om humanismen og næstekærligheden.

Jens Christian Grøndahl: Dage som græs. Fortællinger. 360 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Jens Christian Grøndahl er dansk litteraturs mest borgerlige prosaist. Han er afklaret, kontrolleret og undviger formeksperimenter. Stilen er baseret på trygge konventioner, opbyggelig dannelse og respekt for historien, både den vi udspringer af, og den han selv fortæller. Og så har han dette sikre blik for de skæbner og historier, der vokser ud af tilværelsens skyggesprækker.

Dage som græs er seks fortællinger (bagsideteksten kalder dem også ”korte romaner”, hvilket er helt overflødigt), en genrebetegnelse som kun optræder to gange tidligere i Jens Christian Grøndahls omfattende forfatterskab, dels i Virginia (2000) og i Vejen til Betlehem (2015). Men nu udgiver han for første gang en krans af fortællinger, der alle er fritstående, dog løseligt knyttet til hinanden via forfatterens investigation af frihed som begreb. Hvad sker der, når et menneske løsriver sig? Continue reading “Venskab med verden”

Ansigtsmasker

Weekendavisen den 18. september 2020

”På din maske vil jeg kende dig”, hedder det i Karen Blixens ‘Syndfloden over Norderney’, hvor der fortælles historier på et høloft. Men bag masken er jo ansigtet, og på ansigtet vil vi vise os selv, men vi lader det ikke i ro, hænderne søger hele tiden derop, til munden og øjnene især. Et australsk studie fra 2015 viste, at vi berører os selv i ansigtet 23 gange i timen. Naturligvis ved portrætfotograferne ved godt, at hænder og ansigt hænger sammen, og de forstærker vores tilbøjelighed med fortolkninger af det selvberørte ansigt. Se bare dette galleri af motiver fra en række forfatterinterviews fra de senere år. Forfatterne Katrine Engberg, Olga Ravn, Birgithe Kosovic, Kristian Bang Foss, Anne Mette Hancock, Tine Høeg, Iben Mondrup, Jo Nesbø, Lena Andersson og Kim Leine giver alle ansigtet en hånd med. Det er både poetisk, dynamisk, mystisk, gådefuldt, erotisk, uudgrundeligt, iscenesat. Kro

NB: På din ansigtsmaske vil jeg kende dig. Men ansigtsberøring er en dårlig idé i denne tid. Corona finder vej fra dine fingre til ansigtets åbninger.

Tyven og ministeren

Weekendavisen den 11. september 2020

Lad os synke ned i den dybe armstol og dvæle ved læsningens glæder sammen med den socialdemokratiske Hans Hækkerup, justits- og indenrigsminister (1907-74), ikke at forveksle med hans nevø og navnebror, forsvarsministeren (1945-2013). Her er det op mod jul i 1955, hvor Hans Hækkerups hjemmelæsning hverken er lovudkast eller cirkulærer. Nej, ministeren skal tage stilling til anderledes saftige sager. Skal den franske forfatter Jean Genets (1910-86) selvbiografiske roman Tyvens dagbog underkastes censur på grund af dens utilslørede beskrivelser af livet under bøssebæltestedet, eller skal den have lov at passere af kunstneriske årsager? Da justitsministeren satte sig til rette i hjemmets læsekrog den 19. december, sagde han, at romanlæsningen jo nok ville spolere hans juleferie, men ikke desto mindre nåede han allerede den 22. december frem til, at romanen var ”litteraturpræget”, og at forfatterens ”intentioner ikke blot var pornografiske”. På dette tidspunkt er der endnu tolv år til lovliggørelsen af skriftlig pornografi, men Tyvens dagbog slap altså gennem nåleøjet, og julefreden kunne sænke sig over både Hans Hækkerup og Hans Reitzel, den vovede forlægger, der ofte skubbede til grænserne for den bornerte smag. For et par år siden udkom romanen i nydansk oversættelse ved Niels Lyngsø, og på hans hjemmeside finder man en interessant tekst, Tyvens dagbog – oversætterens eftertanker, om forfatterens og romanens trodsige og skramlede tilblivelses- og udviklingshistorier med mod nutidens klassikerstatus. Så hen i lænestolen og frem med romanen og cigaren!

NB: Meget passende spørgsmål til netop denne roman: Hvad var det Sigmund Freud (angiveligt?) sagde: ”Sometimes a cigar is just a cigar!”

Spionlitteratur!

Weekendavisen den 4. september 2020.

Spionage er en litterær lækkerbisken, og den rullende affære om Forsvarets Efterretningstjeneste minder os om, at mange store romanforfattere har haft en nebengeschæft som spioner, og at de derfor kendte deres plotstof indefra. Graham Greene var således spion i Sierra Leone under Anden Verdenskrig, Frederick Forsyth var agent for MI5. Roald Dahl arbejdede på den engelske ambassade i Washington med ansvar for infiltrering og politisk overvågning af berømte kvinder (han lagde honningfælder!), Ian Fleming spionerede mod Sovjetunionen for den britiske marine og John le Carré arbejdede både for MI5 og MI6. Det siges også at Ernest Hemingway spionerede for Sovjetunionen frem til 1950, men kun gav ubrugelige oplysninger. Og man bør ikke glemme den værdipolitiske påvirkning. som CIA stod for. Gennem dækorganisationen Congress for Culturel Freedom (Kongressen for kulturel frihed) betalte efterretningstjenesten gildet for det (i øvrigt fremragende) kulturtidsskrift Perspektiv, som med Henning Fonsmark, Jørgen Schleimann og Anders Bodelsen som redaktører udkom 1953-69. Af litterære spionsager herhjemme husker vi anholdelsen af forfatteren Arne Herløv Petersen i 1981. Han skulle angiveligt havde spioneret til fordel for Sovjetunionen. Sagen blev aldrig til noget, men havde alligvel konsekvenser for den mistænkte. I 2017 sagde han til dagbladet Arbejderen: ”Før min anholdelse og spionage-tiltale tænkte folk ‘forfatter’, når de så mig. Efter anholdelsen tænkte folk ‘spion’.” Men dagens foto viser en anden vinkel på spionagen og det litterære: Længe før Tilsynet med Efterretningstjenesterne blev oprettet 1. januar 2014 fandtes det såkaldte Wamberg-udvalg (opkaldt efter sin første formand, der var amtmand i Vejle), som skulle kikke PET over skulderen, bare en lille smule. Et af udvalgets medlemmer gennem mere end tyve år var en af dansk litteraturs mest magtfulde mænd: Gyldendals administrerende direktør Kurt Fromberg.

NB. I 1999 gik Kurt Fromberg på pension, samme år blev han Ridder af Dannebrog. Hans kridhvide hår lyser foran bjørneskindshuen lige bag ham.

Honningfælden

Weekendavisen den 3. september 2020

Nobelt. Klas Östergren løfter sløret for Det Svenske Akademis nedsmeltning i ny skandaleroman, som samtidig er en litterær begivenhed.

Nogle vil ignorere den med en blasert mine, andre vil slubre den i sig, når den svenske forfatter Klas Östergrens nye kleppert af en roman, Renegater, udkommer i næste uge.

De, der – sandsynligvis – vil ignorere de 750 sider, tilhører den fløj i Det Svenske Akademi, som Klas Östergren undsagde, da han den 6. april 2018 forlod sin plads i den fornemme forsamling og lod et citat af Leonard Cohen hænge i luften over det blankpolerede mødebord: ”I’m leaving the table, I’m out of the game”. Continue reading “Honningfælden”