Iscene.dk den 11. marts 2019.

https://iscene.dk/2019/03/11/det-braendende-hus/



Weekendavisen den 8. marts 2019.

Exit Horace. Nobelstiftelsen har presset Det Svenske Akademi til omfattende reformer. Sandsynligvis også til at lempe Horace Engdahl ud af magtens indercirkel.

Kulturredaktør Bjørn Wiman, Dagens Nyheter, havde en god dag ved tasterne i tirsdags. Da Nobelstiftelsen om formiddagen udsendte en pressemeddelelse om, at Nobelprisen i litteratur atter vil blive uddelt til efteråret – både for 2018 og 2019 – skrev han med det samme en kritisk kommentar med to solide oneliners: ”Det Svenske Akademi fik sin pris men mistede sin sjæl”. Og: ”Det Svenske Akademi er en lydstat til Nobelstiftelsen.”

Bjørn Wiman konstaterede, at Det Svenske Akademi nu er underlagt Nobelstiftelsens overherredømme, efter at stiftelsens pressemeddelelse – formfuldendt høflig, men også temmelig patroniserende – meddelte, at man nu har genfundet tilliden til Det Svenske Akademi som ”prisuddelende institution” efter at akademiet har gennemført en række reformer. Læs resten »



Weekendavisen den 22. februar 2019.

Essay. En sentimental afsked med et rækkehus. Et tilfældigt møde på en café. Nik og Jay, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Niels Barfoed. Tilfældets musik en eftermiddag i februar.

Så stod vi der i solkrogen og holdt om hinanden. Jeg græd lidt. Det havde jeg ikke gjort siden den antiseptisklugtende sommeraften for længe siden, da kirurgen fortalte mig, at operationen var gået godt, min kone ville overleve.

Solkrogen gør ikke meget væsen af sig i den mørke eftermiddags stålgrå februarkulde. Vi, der har boet der, ved bare, at når foråret vender tilbage, trækker murstenene varmen til sig og skaber til en lille lun rede. Men når solen næste gang skinner på Solsortvej, er vi der ikke.

Vi var så unge, da vi flyttede ind. Den ældste af drenge var en forsigtig lille fyr, den yngste havde endnu ikke set dagens lys. Nu er de voksne og videre. Men det var her de voksede op, det var her de levede deres livs lange begyndelser, det kan man aldrig tage fra os og fra huset. Læs resten »



Weekendavisen den 22. februar 2019.

Nomineringer. Helle Helle og Jonas Eika er Danmarks kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2019. Vi overflyver feltets ikke-danske forfattere.

I går blev de danske priskandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2019 præsenteret: Helle Helles roman de og og Jonas Eikas novellesamling Efter solen.

Spørgsmålet er, om man skal sige Bravo! eller Dacapo! De to forfattere kan nemlig i forvejen findes i kandidatfelterne til en lang række af årets litterære priser. Nomineringen er altså ikke en ny vejviser til oversete værker, men en småkedelig bekræftelseshandling.

Til gengæld er det opmuntrende og bemærkelsesværdigt, at en af bøgerne, nemlig Jonas Eikas, er udkommet på det lille, blærede nicheforlag Basilisk. Det er nemlig aldrig sket før, at en af de danske nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris kommer fra så fjern en udkant af forlagsbranchen. Omvendt er Helle Helle næsten en af de sædvanligvis mistænkte med to tidligere nomineringer. Læs resten »



Weekendavisen den 15. februar 2019.

Lookalike. Metalitterær, selvironisk og morsom essayroman om en forfatter, der prøver at være Hemingway.

Enrique Vila-Matas: Der er aldrig nogen ende på Paris. Oversat af Peer Bundgaard. 288 sider, 250 kr. Forlaget Basilisk.

Åh, hvor har jeg sværmet for en af litteraturhistoriens helt store forfatterfetichistiske primærmyter: Paris i 20’erne, befolket af ekspatrierede genier. Oh, hvor har jeg fantaseret om at sidde som Ernest Hemingway i et koldt værelse og skrive og kaste appelsinskræller i kaminen. Og tænk at have været en flue på væggen, da den maskuline Hemingway skulle vurdere størrelsen på F. Scott Fitzgeralds knap så store Gatsby på herretoilettet på Michaud’s.

Den catalanske forfatter Enrique Vila-Matas kaster sig pladask ud i Hemingways parisermyte, som vi kender fra den legendariske posthume erindringsbog Der er ingen ende på Paris. I en henrivende morsom, picaresk og intellektuel leg, der vedkender sig arv og gæld med samme overgivelse, som Woody Allen lagde for dagen i den skønne tidsrejse, Midnight in Paris, dyrker han ikke alene myten, men også myten om myten. Læs resten »



« Nyere indlægÆldre indlæg »