Demokratisk corona

Weekendavisen den 10. juli 2020

Der er noget på én gang sakralt og prosaisk over dette foto med alt dets højloftede hvidhed side om side med roll up-bannere med logotryk. I kridhvid skjorte og kulsort hår sidder den rumænsk-tyske Schriftstellerin und Literaturnobelpreisträgerin Herta Müller i salen på Schloss Bellevue, hvor hun i sidste uge deltog i den tyske bundespræsident Frank-Walter Steinmeiers symposium ‘Testfall Corona – Wie geht es unserer Demokratie?’ (Prøvesag corona – hvordan har vores demokrati det?). Sammen med Herta Müller ses Rainer Frost, professor i politisk teori og filosofi ved Goethe Universitet, Frankfurt, præsident Steinmeier og professor i statskundskab ved Harvard, Daniel Ziblatt, i et eksemplarisk intellektuelt og dannet konversationskomsammen mellem politik, akademia og skønlitteratur – og som man ser: med behørig afstand mellem stolene. Passiaren i præsidentens embedesbolig i Tiergarten, Berlin, fandt sted som en del af Frank-Walter Steinmeiers løbende samtaleforum ‘Zukunft der Demokratie’ – Demokratiets fremtid – med ”kritiske og åbne debatter om aktuelle og grundlæggende spørgsmål om vores demokrati”. Ifølge forum-bellevue.de sagde Herta Müller, at corona ikke har skadet det tyske demokrati, og at hun som borger – der voksede op i Rumænien under den skrækkelige kommunistiske despot Nicolae Ceaușescu – har følt sig velinformeret af myndighederne: ”Demokrati er, at blive informeret, og at vi tror på informationerne. Jeg har ingen grund til at tvivle,” sagde Herta Müller tillidsfuldt. Mon ikke præsidenten nikkede enig og anerkendende?

NB: Også gennem sit kropssprog holder Herta Müller et par meters afstand til de øvrige.

Elys lys

Weekendavisen den 10. juli 2020

Portræt. Malene Ravns kunstnerroman om Carl Fischer viser hvordan nok så gode viljer falder på stengrund, når psykisk sygdom, selviskhed og kunstens krav tager magten.

Malene Ravn: Hvor lyset er. Gyldendal. 368 sider. 300 kroner.

Det er nok for radikalt at sige, at Malene Ravns forfatterskab er splidagtigt med sig selv, men efter fire romaner tegnes i hvert fald et billede af sært tvedelte ambitioner og aspirationer.

De to første romaner, Det eneste rigtige (2014) og Mia (2016) var præcise, nærmest nådesløse, psykologiske studier i kompliceret kvindeliv. Men de to næste, I dine øjne (2018) og den aktuelle Hvor lyset er, er derimod begge historiske researchromaner baseret på autentiske mandeskæbner. Continue reading “Elys lys”

Hun klager aldrig, jeg klager hele tiden

Weekendavisen den 2. juli 2020

Oslos Odysseus. At læse Ole Robert Sundes tanker om hans dødsmærkede kone er som at flyde på en bevægelig bølge af bevidsthed.

Ole Robert Sunde: Penelope er syg. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 224 sider, 300 kr. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé.

For tre år siden påstod den norske forfatter Finn Iunker i et underligt essay, at kollegaen Ole Robert Sunde ikke er i stand til at udtrykke sig skriftligt. Det var, synes jeg nok, udtryk for et helt utroligt litterært snæversyn.

Jeg kom i tanker om frontalangrebet, mens jeg læste Ole Robert Sundes dybt rørende og ganske enestående Penelope er syg, der er skrevet i hans helt særlige og meget karakteristiske stilart, hvor digressive associationsrækker hele tiden afløser hinanden – som når mennesker tænker. Continue reading “Hun klager aldrig, jeg klager hele tiden”

I Ewalds Stue

Weekendavisen den 2. juli 2020

Da det i dag hårdt lidende Det Danske Akademi så dagens lys for første gang i 1960, udgjorde følgende tolv litterater den oprindelige flok: Knud Sønderby, Paul V. Rubow, Jacob Paludan, Tom Kristensen, Agnes Henningsen, Christian Elling, Hans Brix, H. C. Branner, Thorkild Bjørnvig, Karen Blixen, Karl Bjarnhof og Kjeld Abell. Initiativet til oprettelsen af Det Danske Akademi kom – på opfordring fra Det Svenske Akademi – fra forfatteren og statsradiofonimanden Karl Bjarnhof, og det stiftende møde blev holdt hjemme hos den kræsne kunsthistoriker Christian Elling. Kun seks år efter var halvdelen af medlemmerne døde, men nyt blod var også kommet til. Dagens foto er fra 1963, året efter Karen Blixens død. Hun ønskede, at Rungstedlund skulle danne rammer for akademiets arbejde, og det gør det fine forfatterhjem endnu den dag i dag. Vi ser, hvordan sekretæren, Karl Bjarnhof (1898-1980), byder velkommen til et nyt medlem, forfatterarkitekten m.m.m. Poul Henningsen, aka PH (1894-1967), i Ewalds Stue, hvor Baronessens memorabilia fra Afrika pryder væggene. Det er i tiden lige efter PH’s udgivelse af Erotikkens historie I-III og kort før, han træder til som redaktør på forbrugerbladet Tænk. Det Danske Akademis nyligt aftrådte sekretær Søren Ulrik Thomsen sagde for et par år siden, at PH ikke kunne åbne sin hoveddør for bare blomsterbuketter, dengang han blev indvalgt som nyt medlem. Til efteråret er der 60-årsjubilæum i det splidagtige og decimerede hurlumhejhus, som har plads til flere nye medlemmer. Hvem mon man skal sende blomster til? Kro

NB: Det var gode tider for rygerne. Karl Bjarnhof har gang i cigaren. PH er ved at rulle en smøg. Og på den franske modetegner René Bouchés portrætmaleri sidder Baronessen med en slank cigaret.

Minoriteternes oprør

Weekendavisen den 26. juni 2020

Hvid afmagt. To amerikanske litterære organisationer er kommet i alvorlige problemer på grund af kontroverser om støtte til Black Lives Matter-bevægelsen.

I begyndelsen af juni udsendte The Poetry Foundation og Poetry Magazine en venlig ment tekst, hvor de ønskede ”at udtrykke solidaritet med det sorte samfund og afvise uretfærdighed og systemisk racisme”.

Men de gode viljer gav bagslag. Over 2.000 digtere, kritikere m.m. har underskrevet et protestbrev, der kritiserer teksten for at være overfladisk og ukonkret. I en tid, hvor der sker statssanktionerede politidrab på sorte, er sådan et statement værre end ingenting, skriver afsenderne. De kræver en ny ledelse, der arbejder for retfærdighed for farvede, handicappede, transpersoner, queerpersoner og immigranter. Fonden og tidsskriftet skal desuden indfri organisationens moralske gæld til sorte forfattere og anerkende sin uretfærdige behandling af latinamerikanske digtere, transdigtere, queerdigtere og handicappede digtere, hedder det i det åbne brev. Endelig kræver underskriverne en omfordeling af ressourcer, så mere bruges på minoriteter og antiracisme, samt en omorganisering af fondens personale, så medarbejderne – der primært er hvide – kommer i bedre overensstemmelse med demografien i Chicago, hvor The Poetry Foundation hører hjemme. Continue reading “Minoriteternes oprør”