Ytringsret

Kommentar den 15. januar 2008.

Rose-Juste-Ellemann. Hvad tegner karikaturtegnere? De tegner karikaturer!

Jyllands-Posten, der har kæmpet så bravt for retten til at ytre sig, kommer nu efter Uffe Ellemann-Jensen med krav om rettelser og genmæle (oprindelig formuleret som et slet skjult krav til DR om at bortfjerne et programsat foredrag!), fordi han har sagt og skrevet at avisen dengang i 2005 bestilte ikke bare tegninger, men karikaturer af profeten Muhammed. Det er denne ulykkelige sags foreløbige groteske klimaks, og man må spørge sig selv, om Rose og Juste er helt fra snøvsen.

Sagens første uigendrivelige faktum er, at avisen ikke efterspurgte karikaturtegninger i henvendelsen til tegnerne. Men sagens andet uigendrivelige faktum er, at man sendte opfordringen om at tegne Muhammed til en række avistegnere, der jo har satire og karikatur som deres metier. Undskyld, men hvad havde man forventet at få? Jeg mener: Når man sætter sin hen på torvet og lader sig portrættere på ti minutter af en fidusmaler, så får man fiduskunst. Når man bestiller tegninger hos karikatur- og satiretegnere, så får man karikaturer og satire. Det bør en yderst begavet kulturredaktør som Flemming Rose være ganske klar over. Mildt sagt. Læs videre “Ytringsret”

Depotglemsel

Kommentar i Weekendavisen den 11. januar 2008.

Biblioteksdebat. Naturligvis skal bibliotekerne prioritere. Men kulturpolitik handler om at kompensere for markedskræfternes spil.

Den nytiltrådte leder af Københavns Kommunes Hovedbibliotek Pernille Schaltz har lanceret nogle kætterske tanker, som truer bøgernes forrang og hellighed. Bøgerne er, mener hun, kun et blandt flere medier, som bibliotekerne skal formidle og stille til rådighed for borgerne, og hvorfor skal litteratur som ingen gider låne og læse, tage pladsen fra titler, som publikum elsker?

Uha, uha, en bogstormer, en usurpator, en kætter, en krænker, en fjende af bøger, der vil varme sine kolde knogler ved en autodafé på torvet! Kritikken har naturligvis haglet ned over den nye bibliotekschef, og hendes kyniske cost benefitt analyse – som jo bare er helt i tidens toneklang – lyder da også som om, man har sat ræven til at vogte gæs. Men helt så simpelt er det ikke. Læs videre “Depotglemsel”

Det kulturpolitiske risikosamfund

Kommentar i Weekendavisen den 4. januar 2008.

Værdidebat. Dansk Folkeparti har besat formandsposten i folketingets Kulturudvalg, og lægger op til øget politisk styring af kulturens indhold.

Pia Kjærsgaard har placeret sig selv i folketingets Kulturudvalg, fordi hun mener, at Brian Mikkelsen har mistet pusten i værdidebatten – og dér kan hun jo have en indlysende pointe. Ministeren forsvarer sig med, at hans politik stadig handler om værdier, demokrati, ytringsfrihed og pluralisme, og med sådan en vagtparade af honnørord, kommer han blot til at bekræfte Pia Kjærsgaards kritik og sin egen tiltagende inaktivitet.

Men pyt nu med det. Ministeren har jo hovedet fuld af parkeringshuse, og han behøver slet ikke at tage initiativer i værdidebatten, for den raser alligevel lystigt, og med en ny og aktiv integrations- og kirkeminister, er kulturministeren dumpet nedad i regeringens hierarki over holdningsministerier. Da Birthe Rønn Hornbech først erklærede tørklædepigerne sin fulde opbakning og derefter støttede kirkens højrefløjspræster, der ikke ville give hånd til kvindelige kolleger, fik vi alle en opvisning i hvordan man med en administrativ ritualændring kan gange sit frisind med to, dividere det med tre – og fremstå som det retsindiges garant. Hvorfor har den sag ikke rejst en folkestorm? Hvorfor er den fuldkommen ignoreret af både folkepartister og feminister? Og hvordan kan man påberåbe sig det liberale frisind samtidig med at man rangerer højreorienterede præstemænds intolerance over deres kvindelige kollegers ligestilling? Læs videre “Det kulturpolitiske risikosamfund”

Alan Bennet: En kongelig læser

Anmeldelse i Weekendavisen den 21. december 2007.

Royal roman. Her er den oplagte mandelgave til den gode familie i 1015 København K.

Monarkiet er regeringens deodorant

Det lyder så nedladende, når man kalder en bog for en charmerende bagatel, så misforstå mig nu ret: En kongelig læser, den britiske skuespiller og dramatiker Alan Bennets danske romandebut, er vitterlig en charmerende letvægterhistorie om læsningens forførende velsignelser – men det vil altså være uforsvarligt at kalde den meget mere end en bagatel. At Gyldendal har valgt at udgive den til den folkelige pris af 99 kroner, er til gengæld stærkt formildende, og som julehilsen til forlagets venner (for som sådan er den nemlig også udsendt i et særoplag), er novellaen ganske velvalgt. Læs videre “Alan Bennet: En kongelig læser”

Frisindsministeren

Kommentar i Weekendavisen den 7. december 2007.

Fast og fair. Anders Fogh Rasmussen bruger Birthe Rønn Hornbech som Poul Nyrup Rasmussen brugte Thorkild Simonsen. Men Venstre står over for et værdipolitisk dilemma mellem Asmaa og Ayaan.

Husker De Thorkild Simonsen, den populære borgmester fra Århus, som talte i jævne vendinger og plirrede med øjnene som en hyggelig morfar? Husker De så også at hans to sidste år som politiker var en noget broget affære, fordi han blev sat til at løse en uløselig opgave som indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering – vel at mærke da det djævelsk svære udlændingeområdet hørte under indenrigsministeren.

I 1997 blev Thorkild Simonsen hevet op af statsministerhatten som en anden kanin, helt på niveau med Birthe Rønn Hornbech, der i forrige uge blev politisk chef for selv samme dynamitemne. Og for ti år siden havde Poul Nyrup Rasmussen nøjagtig samme overvejelse, som Anders Fogh Rasmussen har haft op til udskiftningen af Rikke Hvilshøj. Begge statsministre havde nemlig brug for at signalere en ruteændring i udlændingepolitikken. Mens Poul Nyrup var desperat for at vise sig som en strammer, har Anders Fogh brug for at præsentere sit allermest menneskevenlige ansigt og overbevise alle om, at udlændingepolitikken er fast, men fair. Læs videre “Frisindsministeren”