Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. april 2008.

Reality-doku-soap. Med en debatbog fra bagscenen af bogscenen, forsøger Steen Langstrup at finde opskriften på en bestseller.

Stress og moderkærlighed

Forfatterforlæggeren Steen Langstrup vil gerne skrive en bestseller, og derfor beder han en masse bogbranchefolk om gode råd. Han mailer med dem om forfatterforhold og branchevilkår, og deres svar og betragtninger fylder en god del af denne reality-doku-soap (hans egen genrebetegnelse), som på overfladen beskriver en forfatters søgen efter opskriften på den ultimative vinderbog, men som måske i virkeligheden er Steen Langstrups første forsigtigt forsøg på at skrive en non fiction selvbiografi om en mislykket barndom fuld af følelseskulde og forældrefortræd.

Omslaget er et plagiat (eller venligere: citat) af Dan Browns Da Vinci Mysteriet, som bekendt alle bestselleres moder. Hvad var det lige han kunne, ham Dan? Hvad betyder hans personlige brand for bogens verdensomspændende succes? Og hvad skal der til for at en velskrivende fyr ved navn Steen også kan ramme en guldåre og køre Aston Martin resten af livet? Ja, ikke fordi Steen Langstrup er grådig, en succes på niveau med Hanne-Vibeke Holst, Knud Romer, Jacob Ejersbo eller Morten Ramsland vil vist også stille ham tilfreds… Læs videre “Steen Langstrup: Hjælp, jeg vil skrive en bestseller”

Kommentar i Bogmarkedet, den 7. april 2008.

Jeg har indimellem skrevet kritisk om både statsminister Anders Fogh Rasmussen og forlaget Gyldendal, for man skal holde et vågent øje med mennesker og institutioner med stor magt. Jeg har – for bare at tage to eksempler – været ude med riven efter regeringens lumre kulturkanonprojekt og efter Gyldendals dominans over Danske Banks Litteraturpris. Men man skal også komme de magtfulde til undsætning når de selv er genstand for urimelige angreb, så here goes:

Midt i marts læste jeg i Politiken, at der var udbredt polemik om Gyldendals valg af festtaler for Jens Smærup Sørensen ved årets overrækkelse af De Gyldne Laurbær (som ikke er overrakt i skrivende stund), da forlaget havde inviteret Anders Fogh Rasmussen. Avisen kunne bl.a. citere Morten Sabroe og Knud Romer for vredladne ord om, at kunsten skal være ubesmittet af det politiske, og at statsministeren ikke har noget at gøre til en litterær prisfest, når hans egen regering har varslet en omlægning af de livsvarige kunstnerydelser. Knud Romer viste som den dygtige reklamemand, han er, hvordan man taler i punchlines: ”Til en roman om bondesamfundets afvikling, får man den største bonderøv til at holde tale.” Læs videre “Mærkedag for en bonderøv”

Artikel i Danish Literary Magazine, april 2008.

Storyteller. Thorstein Thomsen bryder for alvor igennem med en stor og gavmild roman i krønikestilen fra Morten Ramsland..

Thorstein Thomsens Sne på hendes ansigt er den foreløbige kulmination på et forfatterskab, der går sine egne veje og omveje. I mange år var forfatteren en markant personlighed i den danske børne- og ungdomskultur, hvor han – med sit udspring i rockmusikken – dominerede de danske børnebiblioteker med som entertainer med musikforestillinger og oplæsninger af billedbøger og romaner og lyrik for børn og unge.

I 2001 bankede han høfligt på døren hos de voksne med romanen Bare vi har hinanden, der er en hyldestroman til forfatterens stedfar, og i de kommende år fulgte han op de meget stemningsfulde og farverige Roser til mor og Han er min bror, og dermed havde en trilogi baseret på erindringer set dagens lys. Måske kunne man fornemme (eller var det en fordom?), at Thorstein Thomsen stadig skrev med en vis tøven overfor de lange formater til det voksne publikum, men i 2006 slog han til som en fuldkommen flyvefærdig romanforfatter med det moralske forsoningsdrama om gruppetilhørsforhold og personlig stamina i en krigstid, Den, der hvisker, lyver. Læs videre “Thorstein Thomsen: Sne på hendes ansigt”

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. april 2008.

WTC. Den franske jonglør og linedanser Philippe Petit fortæller sin fuldkommen fantastiske historie om en himmelvandring i New York, 1974.

Lad det være sagt med det samme: Begivenheden er større end bogen. Til gengæld er begivenheden også så stor og suveræn, at den kan bære at blive fortalt i en ulideligt selvoptaget bog. Men på den
anden side: Har man ikke lov til at være selvoptaget, når man som ganske ung har virkeliggjort en ulovlig og livsfarlig vision ved at gå på line mellem de to tårne i World Trade Center?

Jo, gu’ må man være selvoptaget, det er nærmest en forudsætning, og da den 24-årige Philippe Petit den 7. august 1974 gennemførte sin ”kunstneriske forbrydelse”, var det kulminationen på seks års besættelse. Allerede sidst i 60’erne, da tårnene endnu kun var et urealiseret projekt, satte han sig for at han ville gå på line 400 meter over jorden, og i At nå skyerne fortæller han den groteske historie om, hvordan det lykkedes ham at gøre vision til virkelighed. Og der er altså ikke tale om, at man ”bare” spænder en line ud på to kroge. Læs videre “Philippe Petit: At nå skyerne”

Kommentar i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Fogh, film, folkeparti og forskel. Hvordan kan Anders Fogh Rasmussen undsige Geert Wilders, når Geert Wilders og Dansk Folkeparti er to alen ud af ét stykke?

Den hollandske politiker Geert Wilders mockumentary om islam bliver efter sigende sluppet løs på nettet på tirsdag den 1. april. Filmen er så vidt vides en splejs på ti minutter, men hvad den ikke har i længde, skulle den have i provokationsstyrke. Regeringen frygter for den interne ro i landet, for hollandske borgeres sikkerhed i udlandet og for landets soldater i Afghanistan, og de hollandske myndigheder overvejer derfor muligheder for at nedlægge en eller anden form for forbud mod visningen. Det lyder som et bittert nederlag for religionskritik og ytringsfrihed.

Nu er spørgsmålet naturligvis om Geert Wilders er demokratisk kritiker eller dæmoniserende kætter. Vil hans film holde sig indenfor rammerne af ytringsfriheden, eller vil den sprænge dens grænser og dermed rent faktisk være ulovlig – idet vi husker, at der er juridiske grænser for ytringer, og der er konventionsbestemte regler for beskyttelse af religioner imod forhånelse, hvilket er en del af EU’s værdipolitiske grundlag. Men lige nu diskuterer Europa og den muslimske verden en film, som ingen kender indholdet af, og den hollandske regering er tilsyneladende på bølgelængde med islams religiøse ledere i spørgsmål om præventiv censur. Læs videre “To tunger”