Thorstein Thomsen: Sne på hendes ansigt

Artikel i Danish Literary Magazine, april 2008.

Storyteller. Thorstein Thomsen bryder for alvor igennem med en stor og gavmild roman i krønikestilen fra Morten Ramsland..

Thorstein Thomsens Sne på hendes ansigt er den foreløbige kulmination på et forfatterskab, der går sine egne veje og omveje. I mange år var forfatteren en markant personlighed i den danske børne- og ungdomskultur, hvor han – med sit udspring i rockmusikken – dominerede de danske børnebiblioteker med som entertainer med musikforestillinger og oplæsninger af billedbøger og romaner og lyrik for børn og unge.

I 2001 bankede han høfligt på døren hos de voksne med romanen Bare vi har hinanden, der er en hyldestroman til forfatterens stedfar, og i de kommende år fulgte han op de meget stemningsfulde og farverige Roser til mor og Han er min bror, og dermed havde en trilogi baseret på erindringer set dagens lys. Måske kunne man fornemme (eller var det en fordom?), at Thorstein Thomsen stadig skrev med en vis tøven overfor de lange formater til det voksne publikum, men i 2006 slog han til som en fuldkommen flyvefærdig romanforfatter med det moralske forsoningsdrama om gruppetilhørsforhold og personlig stamina i en krigstid, Den, der hvisker, lyver. Læs videre “Thorstein Thomsen: Sne på hendes ansigt”

Philippe Petit: At nå skyerne

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. april 2008.

WTC. Den franske jonglør og linedanser Philippe Petit fortæller sin fuldkommen fantastiske historie om en himmelvandring i New York, 1974.

Lad det være sagt med det samme: Begivenheden er større end bogen. Til gengæld er begivenheden også så stor og suveræn, at den kan bære at blive fortalt i en ulideligt selvoptaget bog. Men på den
anden side: Har man ikke lov til at være selvoptaget, når man som ganske ung har virkeliggjort en ulovlig og livsfarlig vision ved at gå på line mellem de to tårne i World Trade Center?

Jo, gu’ må man være selvoptaget, det er nærmest en forudsætning, og da den 24-årige Philippe Petit den 7. august 1974 gennemførte sin ”kunstneriske forbrydelse”, var det kulminationen på seks års besættelse. Allerede sidst i 60’erne, da tårnene endnu kun var et urealiseret projekt, satte han sig for at han ville gå på line 400 meter over jorden, og i At nå skyerne fortæller han den groteske historie om, hvordan det lykkedes ham at gøre vision til virkelighed. Og der er altså ikke tale om, at man ”bare” spænder en line ud på to kroge. Læs videre “Philippe Petit: At nå skyerne”

To tunger

Kommentar i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Fogh, film, folkeparti og forskel. Hvordan kan Anders Fogh Rasmussen undsige Geert Wilders, når Geert Wilders og Dansk Folkeparti er to alen ud af ét stykke?

Den hollandske politiker Geert Wilders mockumentary om islam bliver efter sigende sluppet løs på nettet på tirsdag den 1. april. Filmen er så vidt vides en splejs på ti minutter, men hvad den ikke har i længde, skulle den have i provokationsstyrke. Regeringen frygter for den interne ro i landet, for hollandske borgeres sikkerhed i udlandet og for landets soldater i Afghanistan, og de hollandske myndigheder overvejer derfor muligheder for at nedlægge en eller anden form for forbud mod visningen. Det lyder som et bittert nederlag for religionskritik og ytringsfrihed.

Nu er spørgsmålet naturligvis om Geert Wilders er demokratisk kritiker eller dæmoniserende kætter. Vil hans film holde sig indenfor rammerne af ytringsfriheden, eller vil den sprænge dens grænser og dermed rent faktisk være ulovlig – idet vi husker, at der er juridiske grænser for ytringer, og der er konventionsbestemte regler for beskyttelse af religioner imod forhånelse, hvilket er en del af EU’s værdipolitiske grundlag. Men lige nu diskuterer Europa og den muslimske verden en film, som ingen kender indholdet af, og den hollandske regering er tilsyneladende på bølgelængde med islams religiøse ledere i spørgsmål om præventiv censur. Læs videre “To tunger”

Nu er det jura, min herre!

Interview i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Ret og moral. Juraprofessor Henning Koch undrer sig over, hvorfor man gerne må trykke tegninger af Muhammed med en bombe i turbanen, når man ikke må trykke reklamer med halvnøgne sygeplejersker, der snuser til underbukser.

Danmark diskuterer demokrati alt hvad remmer og tøj kan holde, og professor dr.jur. Henning Koch, er både iagttager og deltager. Han havde oprindelig sæde i udvalget bag Demokratikanonen, men han trådte ud ved udsigten til, at Jyllands-Postens Muhammedtegninger muligvis kunne ende på listen. Det ville han ikke være med til, fordi en kanonisering ville være ensbetydende med, at man kunne angribe straffelovens krænkelsesparagraffer imod blasfemi og racisme. Det er de to paragraffer, som Henning Kochs fagfælle, professor emeritus Vagn Greve, ellers netop har kritiseret i debatbogen Bånd på hånd og mund, fordi de begrænser ytringsfriheden. Læs videre “Nu er det jura, min herre!”

Jakob Wilms: Med hovedet først?

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Ungdom. Jakob Wilms er et ambitiøst talent, der måske en dag kan skrive en helstøbt og vellykket roman.

Sort solskin

Han hedder Anders, men bliver kaldt Shine, og han bliver roommate med en fyr, der hedder Sune, men bliver kaldt Sun. Men der er nu ikke meget Sunshine over deres møde, for de to fyre bringer det værste frem i hinanden, og efter kun en enkelt dag og nat på den efterskole, hvor de mødes for første gang, bliver de smidt ud med fuld musik. Dels har de drukket, sniffet, røget og horet – og dels har Shine i en rygebrandert forsøgt at grave sig tværs gennem jorden for at finde ud af, om man kommer ud på den anden side med benene eller hovedet først. Læs videre “Jakob Wilms: Med hovedet først?”