Af Klaus Rothstein

Artikel i Weekendavisen den 4. juli 2008.

Interview. Bjørgulv Braanen er chefredaktør på den norske venstrefløjsavis Klassekampen. Han advarer imod multikultur, provokerende ytringsfrihed og EU uden folkelig legitimitet.

Klassekampen lever! I hvert fald i Norge. Og i det mindste i skikkelse af en avis, der stadig er venstrefløjens talerør, selvom den har forladt 70’ernes marxistisk-leninistiske udgangspunkt.

Weekendavisen er taget til Oslo, hvor Klassekampens chefredaktør Bjørgulv Braanen tager imod til en snak om politik og medier på sit diminutive kontor på femte sal i en kompakt kontorbygning. Adressen hedder Grønland, men gademiljøet minder mest om en asiatisk-arabisk globaliseringsfusion, hvor cafeerne både tilbyder norske karbonader og orientalsk kebab. Læs videre “Medier er frie, ikke ansvarsfrie”

Kommentar i Weekendavisen den 6. juni 2008.

Toner i livet. Når man lytter til Inger Støjberg, ved man ikke hvor Venstre slutter og Dansk Folkeparti begynder.

Inger Støjberg har virkelig forstået, hvad der i dag kræves af en politisk ordfører for Venstre, nemlig total værdipolitisk enighed og loyalitet. Men vel at mærke med Dansk Folkeparti.

Jobbet går ud på at reproducerer støttepartiets udlændingepolitik, også når den er allermest underlig. Derfor mente Inger Støjberg f.eks. at de grønlandske folketingsmedlemmer ikke burde stemme om forbedringsforslagene for de irakiske asylbørn, fordi der er så mange problemer med misbrug af børn i Grønland, og derfor kunne hun ikke se problemet i Kristian Thulesens Dahls opsigtsvækkende erkendelse af, at Dansk Folkeparti er antimuslimsk. Udtalelsen kom under debatten om Birthe Rønn Hornbechs tørklædekronik, og Inger Støjberg holdt blot hånden over partiet og pointerede, at Venstre har et fantastisk samarbejde med Dansk Folkeparti hver eneste dag. Læs videre “Magtens pris”

Grundlovsdag hos De Radikale, Odense

Hvordan ser en stat ud, når den er ved at falde fra hinanden? Hvad sker der i et land, hvis indre nationale, kulturelle og sproglige identiteter kommer i så stort et modsætningsforhold, at det ikke længere kan hænge sammen? Hvordan deler man et land midt over?

Tjekkerne og slovakkerne kunne finde ud af det. Jugoslaverne kunne ikke – men ikke desto mindre er selv serberne nu på vej ind i EU, blot 15 år efter blodsudgydelserne og de etniske udrensninger. Og næste gang vi hører om en europæisk nations deling, er det efter alt at dømme endnu en gang i fordragelighed, for hvem tror for det første på at Belgien forbliver helt og udelt og for det andet på at konflikten mellem flamlændere og valloner skulle blive blodig? Nej, vel. Det må blive et udramatisk brud, men et brud må det blive. Måske ikke lige nu, men inden for en årrække.

Belgiens kommende deling – det er en spådom, men en realistisk spådom – er interessant i dag, fordi Danmarks Riges Grundlov fra juni 1849 i mangt og meget er skrevet af efter den daværende belgiske grundlov. Når vi næste år fejrer 160 året for tredelingen af magten og indførelsen af demokrati – så småt, så småt, al begyndelse er svær – vil belgierne fortsat slikke sårene efter den massive krise, som de har været underdrejet af den forgangne vinter. Og selvom Danmark ikke består af forskellige nationer og sprog, men af en homogen kultur, er det tankevækkende: demokratiske idealer og principper rummer ingen fremtidsgaranti, og det er hele tiden nødvendigt at vedligeholde et samfund. Læs videre “Grundlovstale 2008”

Kommentar i Bogmarkedet, 2. juni 2008.

Statens Kunstfond har netop uddelt treårige arbejdsstipendier, og modtagerne er i høj grad nye, unge, smalle og eksperimenterende forfattere. Det kan man da kalde fremsynet og moderne, og selvom jeg ikke er velbevandret i de aktuelle forfatterskaber, har jeg fin fidus til de litterære udvalgsmedlemmer, Nils Gunder Hansen, Christina Hesselholdt og Morten Søndergaard, som sandsynligvis har valgt rigtigt i litteraturens tjeneste. Kun fremtiden kan vise det, for det er de bøger, som forfatterne skriver i de kommende tre år, der afslører om vi andre får noget for pengene. Man husker vist noget rummel og ballade om Lars H.U.G. og Peter Høeg, der aldrig fik sendt så meget som en tone eller en stavelse af sted til publikum, mens de fik statspenge… Læs videre “Fonden fester”

Amnesty, maj 2008.

Omar Shargawi debuterer som instruktør med ‘Gå med fred, Jamil’ om fjendskabet mellem sunnier og shiaer i København. Det er en blodig og rå film, der skildrer, hvordan venskabers krav om loyalitet kammer over og bliver til vold, som gerningsmændene retfærdiggør med religion. Men det er også en film med en forsonende humanisme.

Der er hverken blevet plads til Anders W. Berthelsen eller Nicolai Lie Kaas eller nogen af de andre danske stjerner, der synes at befolke hver og hver anden dansk film i disse år – men til gengæld præsenterer den debuterende instruktør Omar Shargawi os for en række nye mørke og udtryksfulde ansigter, som han har castet i sin egen familie og omgangskreds. Sjældent – aldrig? – før har vi været så tæt på autentiske mennesker fra det københavnske indvandrermiljø, som i denne interessante, opsigtsvækkende og foruroligende film om menneskehævn og menneskehed. Læs videre “Den modvillige hævner”